Er det en god ide at lade børn snyde sig til mandlen juleaften? Her er svaret fra to børnepsykologer
Risalamanden skal på bordet, men skal mandlen gå til rette vinder, til familiens yngste eller måske endda en mandel til hvert barn?
De fleste kender formentlig til situationen juleaften.
Tiden er kommet til risalamanden, og familiens yngste medlem får mandlen - igen.
Men er det en god ide at lære sine børn, at de altid vinder?
Spørgsmålet splitter to børnepsykologer, som Jyllands-Posten har talt med.
Rebecca Thomsen driver til hverdag sin psykologpraksis i Silkeborg, hvor hun blandt andet arbejder med terapi af børn og unge.
Hun mener, at det er i orden, at man giver børn mandlen, selvom de ikke har vundet den.
»Der er mange forventninger til børn juleaften. Forventninger om, at de skal vente. Forventninger om, at de skal være glade for deres gaver. Spørgsmålet er derfor, om man også kan forvente, at de skal rumme skuffelsen over ikke at vinde mandlen,« siger hun.
Hun mener desuden, at det i høj grad handler om, hvilke rammer de voksne sætter.
»For nogle voksne er det meget vigtigt, at man følger traditionerne, og at den, der vinder mandlen, får gaven. For andre er det mindre vigtigt. Jeg synes, at det er vigtigt at sige, at børn kan rumme meget inden for de rammer, de voksne har sat. Hvis de har besluttet, at der kun er en mandel, så er det sådan. Og omvendt; hvis man beslutter på forhånd, at alle børn skal have en mandelgave, er det sådan,« siger hun.
Marie Tolstrup driver til dagligt sin praksis i København, og er blandt andet specialist i psykoterapi med børn og unge ved Dansk Psykologisk Forening.
Spørger man hende, lyder svaret anderledes.
»Der kan være en pointe i, at små børn får mandlen for at bevare julefreden, men det betyder jo, at det skal ophøre på et tidspunkt, når de bliver ældre. Så jeg hælder nok mest til, at det kun er vinderen, der får mandlen. Det handler også om at lære børn, at det er et vilkår, at man ikke altid får det, man kunne tænke sig,« forklarer hun.
Hun anerkender dog, at der forskellige måder at gøre det på.
»Det handler selvfølgelig også om at være strategisk, så der ikke sidder otte børn og græder. Nogle familier gør det sådan, at der er en skål med risalamande til voksne og en til børn. Og det er okay. Det afgørende er, at man ikke synes, det er synd for børnene, at de indgår i spillet på samme præmisser som de voksne. Børn tager ikke skade af at tabe,« mener hun.