Fortsæt til indhold
Indland

Anklagemyndighed kærer løsladelse af mand efter dødsulykke

En mand blev løsladt efter varetægtsfængsling for rolle i trafikulykke med tre dræbte. Løsladelse er kæret.

/ritzau/

Landsretten skal vurdere, om en 24-årig mand, der er sigtet for at have spillet en rolle i en dødsulykke med tre dræbte, skal være på fri fod.

Anklagemyndigheden har kæret løsladelsen af ham. Det oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau.

Sagen omhandler en trafikulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse tidligt om morgenen lørdag den 6. juli. Her kørte to personbiler frontalt ind i hinanden. I den ene bil sad en 33-årig mand, og han blev dræbt i ulykken.

Det samme blev et forældrepar i den anden bil. På bagsædet af denne bil sad deres to børn, der er i skolealderen, og de blev livsfarligt kvæstet i ulykken.

Ifølge anklagemyndigheden kørte den 24-årige og den 33-årige om kap op til ulykken. Derfor er den 24-årige sigtet for vanvidskørsel, at forvolde fare for andres liv, uagtsomt manddrab og for at stikke af fra ulykken.

I ulykken kørte en 33-årig mand frontalt sammen med en bil, hvor der sad et forældrepar og to børn i skolealderen.

Manden blev anholdt samme dag, ulykken fandt sted, og i et grundlovsforhør den følgende dag nægtede han sig skyldig i den alvorlige sigtelse.

Dommeren fandt dog grundlag for at varetægtsfængsle ham i ti dage, og den kendelse kærede den 24-årige ikke.

Den 17. juli stod fængslingen til at udløbe, og derfor blev der afholdt et nyt retsmøde, hvor den 24-årige på den ene side krævede at blive løsladt, og anklagemyndigheden krævede ham fortsat fængslet.

Denne gang gik det ikke anklagemyndighedens vej, og dommeren satte manden på fri fod

Forsvarer Jan Torp Hansen sagde i retten, at det ikke var bevist, at hans klient havde forvoldt fare for andre.

Han henviste blandt andet til en fartmåling, der er foretaget via automatisk nummerpladegenkendelse, som viste, at den 24-årige i sin sorte BMW over en strækning på ni kilometer holdt en gennemsnitshastighed på 125 kilometer i timen, hvor det tilladte er 110.

- Det kan ikke kaldes vanvidskørsel, sagde Jan Torp Hansen i retten.

Anklager Dersim Bicen fremhævede dog, at et vidne skulle have set den sorte BMW forsøge at indhente en hvid BMW, som blev ført at den 33-årige.

Men dommeren lod de objektive beviser i form af målinger veje tungere end vidneforklaringer, og manden blev løsladt.

En sådan afgørelse kan kæres, hvilket betyder, at en højere retsinstans skal vurdere spørgsmålet på ny.

Dermed skal Østre Landsret se på, om den 24-årige skal varetægtsfængsles i sagen igen. Det vides ikke, hvornår landsretten vurderer spørgsmålet.