Fortsæt til indhold
Indland

Seriesvindler varetægtsfængslet efter efterlysning

Søndag anholdt politiet en 45-årig seriesvindler, der havde været offentligt efterlyst i ti dage.

/ritzau/

En dommer i Københavns Byret varetægtsfængsler en 45-årig kvinde, som er kendt skyldig i en lang række bedragerier og mandatsvig.

Fængslingen begrundes med, at der er risiko for, at hun vil unddrage sig forfølgningen i sagen.

- Jeg finder grundlag for at fængsle dig i foreløbigt 24 dage på unddragelsesrisiko, siger dommeren.

Kvinden blev anholdt søndag klokken 13.50, efter at politiet havde udsendt en offentlig efterlysning af hende med navn og foto.

Hun blev i januar kendt skyldig i 133 tilfælde af groft bedrageri og mandatsvig. Det drejer sig om et samlet beløb på cirka 900.000 kroner.

Kvinden mødte dog ikke op til skyldkendelsen, og det gjorde hun heller ikke, da retten i maj havde berammet retsmøder for at fastsætte straffen.

Da politiet efter et par måneder fortsat ikke havde fundet hende, udsendte det en offentlig efterlysning med navn og foto 11. juli.

Politiet fik efterfølgende flere tip, men først søndag lykkedes det politiet at anholde hende.

Mandag formiddag sad hun så i Dommervagten i København iført en hvid- og blåblomstret kjole og håret sat op i en knold. Her fortalte hun, at hun er syg og truet.

- Jeg har det ikke så godt, og jeg har det stadig ikke så godt. Jeg har respekt for retten, men det ændrer ikke på, at jeg er syg, lød det.

I Københavns Byret mandag protesterede forsvarer Michael Lindquist mod varetægtsfængsling.

- Hun vil gerne løslades, sagde han.

Selv forklarede den 45-årige kvinde mandag i retten, at hun ikke kan huske, hvorfor hun ikke mødte op til retsmødet i januar, hvor retten afsagde skyldkendelse.

Da retten 3. maj skulle have retsmøde om udmåling af straffen, var hun heller ikke til stede. Hun havde fået en lægeerklæring, men den tilsidesatte retten, og hun skulle derfor møde.

Der blev planlagt et nyt retsmøde 6. maj, og retten besluttede, at hun skulle anholdes inden da. Men hun var ikke hjemme, da politiet dukkede op hos hende.

- Jeg har sagt til politiet, at jeg gemmer mig ikke, lød det fra kvinden mandag.

Da politiet udsendte efterlysningen, opfordrede vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard fra Københavns Politi, kvinden til at melde sig selv.

- Retten har kendt hende skyldig i en lang række svindelsager, og vi er bekymrede for, om hun på fri fod fortsætter sine kriminelle handlinger, sagde han.

Svindlen, som kvinden er kendt skyldig i, er begået over hele landet, men især i hovedstadsområdet og på Fyn.

Ofrene er såvel privatpersoner som virksomheder. Blandt andet har hun overtalt folk til at investere i bitcoins, som hun foregav at sælge.

Kvinden kærede varetægtsfængslingen til landsretten.