Fortsæt til indhold
Indland

Skal 13-årige sidde bag kassen? Ikke hvis det står til HK Handel

Regeringen har onsdag fremlagt dele af et udspil, der sætter fritidsjob på dagsordenen. Blandt andet skal aldersgrænsen sænkes, så også unge mellem 13 og 14 år snart kan sidde bag kassen i supermarkedet. Ifølge formanden i HK Handel er den idé dog »meget bekymrende«.

Hvornår er man gammel nok til at betjene et kassebånd?

Spørgsmålet er blevet relevant igen, eftersom regeringstoppen netop har udfoldet sine kongstanker om unges fritidsjob i et interview til Jyllands-Posten.

Idéen er, at der skal luges ud i reglerne, og unge skal kunne påtage sig langt flere arbejdsopgaver end i dag.

Står det til regeringen, kommer det blandt andet til at have betydning for jobbet som kasseassistent, som fremover skal kunne varetages af en ung mellem 13 og 14 år. Som det er nu, skal man være fyldt 15 år samt have afsluttet 9. klasse.

Og sådan bør det forblive, mener Mette Høgh, formand i HK Handel. Faktisk får hun »helt ondt i maven« ved tanken om, at det skal ændres.

Egentlig kan Mette Høgh godt forstå præmissen i regeringens nye udspil, men mest af alt er hun bekymret. Jobbet som kasseassistent er nemlig ikke for alle, og da slet ikke børn.

»Personligt får jeg helt ondt maven ved tanken om, at unge mennesker under 15 år skal sidde ved kassen. Børn, der skal tjekke ID på ældre kunder. Børn, som skal tjekke, om du er gammel nok til at købe nikotinposer, cigaretter og alkohol. Det ved vi i forvejen kan være konfliktoptrappende,« forklarer hun og understreger:

»Det er et utrolig tungt ansvar at lægge over på så unge mennesker. Det skal 13-årige ikke udsættes for.«

Men kan det ikke være psykisk hårdt, uanset hvor gammel man er?

»Det kan man sige, men du har også en forpligtelse som arbejdsgiver. Når man er barn, så er man særligt beskyttet. Det har vi nogle regler for i EU, og de må ikke ændres,« siger hun.

»Men hvis man placerer dem i et område, hvor man ikke kan garantere et psykisk sundt arbejdsmiljø, så vil jeg mene, at man sænker beskyttelsesniveauet.«

Ikke alle job »øger robustheden«

Samtidig kalder hun det »helt absurd«, at Socialdemokratiet netop har løftet sløret for at hæve aldersgrænsen et andet sted.

I en fælles kronik, bragt i Politiken søndag, foreslog statsminister Mette Frederiksen (S) og partiets spidskandidat til Europaparlamentsvalget, Christel Schaldemose (S), at aldersgrænsen for brug af sociale medier skal hæves til 15 år.

»Det er tragikomisk, at man skal være 13 år for at sidde ved kassen, mens aldersgrænsen for brug af sociale medier skal hæves. For det kan godt være, at unge oplever voldsomme ting på de sociale medier. Men tro mig. At sidde bag kassen og opleve det i real life, det rammer hårdt,« siger Mette Høgh.

I sin argumentation nævner hun desuden, at der i medierne er set talrige eksempler på, at unge mennesker blevet udsat for en grov behandling, når de arbejder ved kassen. Samtidig henviser hun til en undersøgelse fra Team Arbejdsliv, der viser, at 80 pct. af HK Handels butiksansatte medlemmer inden for et år har oplevet at blive talt nedsættende til af kunder.

»Fra Arbejdstilsynets arbejdsmiljørapport ved vi også, at jo yngre du er, jo mere udsat er du.«

Er du bekymret for, at udspillet kan have den modsatte effekt? Skræmme unge væk fra arbejdsmarkedet?

»Præcis. I skriver selv, at man fra regeringens side ønsker at skabe robusthed blandt de unge. Men jeg er bekymret for, at det modsatte vil ske, hvis man sætter dem til at arbejde i et hårdt psykisk arbejdsmiljø for tidligt.«

Og du ser slet ingen positive ting i det, som regeringen er ude at sige?

»Altså grundlæggende mener vi, at unge skal arbejde. Men det skal børn ikke.«

Så aldersgrænsen skal blive, som den er?

»Ja, for 13-14-årige må jo gerne have lettere arbejde. Sådan er det allerede i dag, og det synes vi er fint. Så er der nogle ting, som man med fordel kan rette på, f.eks. det her med, at unge gerne må sætte bøger på plads i et bibliotek, men ikke i en boghandel. Så idéen med at ændre nogle ting, den lægger vi os ind under – jeg køber bare ikke præmissen med, at helt unge mennesker skal sidde bag en kasse. Det kommer der ikke noget godt ud af.«