»Jeg mister pusten«
I en uge har influenceren Nanna Liljekvist skrevet dagbog om sit mentale løbebånd. Om at være ved at dejse om over vasketøj, Aula og madplaner til sin lille familie. For hun undrer sig over, hvorfor det er sådan. Imens gik Jyllands-Posten på jagt efter et svar.
Det spørgsmål fylder ikke bare hos Nanna Liljekvist, men også i vores offentlige samtale.
Allerede i 1989 viste den amerikanske sociolog Arlie Hochschild i sit berømte studie ”The Second Shift”, hvordan moderne mødres hverdag kunne anskues som skifteholdsarbejde.
Første skift var lønarbejdet. Andet skift var hjemmearbejdet.
Senere viste hun i et andet studie kaldet ”The Time Bind”, hvordan forældrene i en amerikansk virksomhed konstant manglede tid, fordi de skulle balancere mellem første og andet skift.
Konsekvensen var et mentalt pres i hjemmearbejdet, som Hochschild døbte det tredje skifte, og de seneste år har et nyt engelsk begreb, der på nogle måder er en videreudvikling af netop det, så sneget sig ind i det danske ordforråd:
The Mental load.
Et usynligt arbejde, der handler om at organisere og koordinere familie- og hjemmearbejdet i lange mentale to-do-lister. Lister, som også tynger den 28-årige influencer Nanna Liljekvist.
Hun føler, at hun er ved at falde af løbebåndet.
For selvom mænd i disse år tager stadig støre del i hjemmet og familien, tyder noget på, at det stadig er kvinderne, der står med ansvaret for det arbejde, vi udfører, når vi har fri.
Det er ikke, fordi Nanna Liljekvist har en ubehjælpsom mand – tværtimod.
Hun påtager sig bare alt muligt hele tiden, fordi hun tænker, at det meste i den lille lejlighed i Hvidovre, hvor de bor med deres to drenge på fem og tre år, skal være perfekt.
I en uge har hun derfor skrevet dagbog for at gøre det usynlige arbejde synligt. Og for at finde svar.
Nogle gange drømmer hun bare om at være barn igen. Tænk, hvis det vigtigste i verden var, om man fik sine Spiderman-sokker på eller ej. Tænk, hvis hun havde overskud til at mærke de små glimt af lykke.
Hvorfor er det så svært?