Fortsæt til indhold
Indland

Hvad skal dronningen hedde, når hun går af? Nu melder kongehuset ud

I Holland blev dronning Beatrix til prinsesse, da hun i 2013 abdicerede fra tronen. Men sådan gør man ikke i Danmark. Kongehuset har netop meddelt, at dronning Margrethe efter sin abdikation senere på måneden fortsat skal kaldes dronning.

I mere end 50 år er hun blevet tiltalt som dronning Margrethe.

Men siden den helt store nytårsoverraskelse om hendes abdikation, er der blevet spekuleret i den fortsatte titulering af dronning Margrethe.

Skal danskerne fortsat kalde hende dronning?

Eller skal hun have en ny titel?

Svaret på det spørgsmål ligger nu fast.

I en pressemeddelelse har kongehuset netop offentliggjort, at dronning Margrethe – også selvom hun træder tilbage senere på måneden – fortsat bærer titlen som dronning.

»Dermed får vi to, der bliver kaldt dronning: Både dronning Mary og dronning Margrethe. Men selvfølgelig med to vidt forskellige funktioner og roller,« siger kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

I forvejen havde Statsministeriet slået fast, at man fortsat skulle tiltale dronningen »Hendes Majestæt«.

Men selve dronningedelen var der altså stadig tvivl om. Indtil nu.

I Holland var det anderledes

Det kan efter 52 år som regent synes selvfølgeligt, at dronning Margrethe fortsat skal kaldes dronning.

Men kigger man efter sammenlignelige tilfælde i Europa, er det måske ikke helt så indlysende.

I Holland abdicerede dronning Beatrix i 2013 efter 33 år på tronen.

Siden har hun været prinsesse af Nederlandene, påpeger Lars Hovbakke Sørensen.

»I en dansk sammenhæng ville det være ret besynderligt, hvis man havde haft en regerende dronning, der pludselig skulle kaldes noget andet. Men andre lande har jo andre traditioner.«

»Lige så længe hun lever, vil dronning Margrethe altid have en helt særlig status i Danmark. Det er en meget fin beslutning, og der vil være stor folkelig opbakning til, at dronning Margrethe selvfølgelig stadig skal hedde dronning Margrethe. For danskerne vil hun altid være deres dronning, selvom hun formelt er trådt tilbage,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Ny hofmarskal

Foruden titelnyheden varslede kongehuset tirsdag eftermiddag ændringer i dets topledelse.

Kongehuset skal nemlig have ny hofmarskal.

Christian Schønau overtager jobbet den 14. januar.

Han har indtil nu været hofchef i kronprins Frederiks hof.

»Det viser, at kronprins Frederik har lyst til fortsat at arbejde sammen med dem, han kender godt. Ligesom flere af dem, som dronningen har haft tæt på sig, følger med over i det nye hof, hun får.«

»En hofmarskal er den øverste embedsmand i hoffet og i hele kongehusets administration. Han står i spidsen for det hele – det svarer til nærmest til en departementschef i Statsministeriet,« forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

Hvis du vil vide mere om abdikationen, så lyt til denne udgave af vores nyhedspodcast med vært Jacob Grosen og gæst Niels Th. Dahl.