Hun var med til at arrangere sin vens selvmord. Først kom tvivlen. Så kom skylden

Freja Polonius er lidt stolt, men mest tynget, da hun tager plads hjemme ved spisebordet. Hun ved næsten ikke, hvor hun skal begynde historien. Den har fyldt det meste af hendes liv de seneste to år. En historie, som ikke er slut inden i hende, og som hun er bange for, at mange danskere og ikke mindst de danske politikere kun har fået halvdelen af.

Hvorfor sidder vi her?

»Fordi jeg føler et stort ansvar for at nuancere noget, som er fremstillet alt for simpelt,« siger hun.

Det er historien om, hvordan hun sammen med sin ven Preben Nielsen ”satte det helt store apparat i gang”, som hun siger og trækker på smilebåndet.

Og så slår hun over i en mere alvorlig mine igen. Hun føler i dag et medansvar for Preben Nielsens veltilrettelagte selvmordsplan, der ikke kan spoles tilbage.

Hun havde kendt Preben Nielsen siden sine ungdomsår, hvor hun mødte den ligefremme og hjertevarme smed i en spejdergruppe i Roskilde. 31. juli 2019 skete så det forfærdelige. En voldsom arbejdsulykke. Da Preben Nielsen vågnede fra sin koma, stod det klart, at han var lam fra halsen og ned. Det ændrede alt for ham. Men deres venskab forblev intakt. Faktisk blev det stærkere på en ny måde.

I 2021 betroede han hende den måske sværeste beslutning, et menneske kan træffe: Han ville dø, og han ville have hjælp til det.

Hvorfor? Fordi han ikke orkede livet med sit omfattende handicap. Rent fysisk kunne han sagtens leve mange år endnu. Men livet som lammet i kørestol, med smerter og ude af stand til at hjælpe sig selv og sin kone var ikke et liv, Preben Nielsen brød sig om. Derfor ville han opsøge aktiv dødshjælp, fortalte han sin veninde.

»Det var en meget svær besked at få. Men jeg respekterede den også,« fortæller hun.

Sammen besluttede de at skrive en bog om denne svære sidste tid for Preben Nielsen. En tid, hvor han var helt ude på livets yderste kant og til sidst tog skridtet ind i døden. Efter hans død kom en masse medieopmærksomhed. Det er det, hun mener med, at de satte ”det store apparat i gang”, og det er det, hun er stolt af.

Preben Nielsens død i Belgien genoplivede debatten om aktiv dødshjælp i Danmark. Mange danskere mødte Smeden post mortem i DR-dokumentaren ”På tirsdag skal jeg dø”. Her fulgte seerne sammen med tv-vært Anders Lund Madsen de sidste måneder i Preben Nielsens liv og hans dundertale for retten til at gøre en ende på sit liv.

Han var i radioen, i podcasts og i artikler alle vegne med sit forproducerede forsvar for sin beslutning, som først blev kendt for andre, da han var væk.

Preben Nielsen ville gerne sætte fut i den debat. Det ønske må man sige, han fik opfyldt.

Desværre er det hele endt alt for unuanceret, mener Freja Polonius.

»Jeg møder mange mennesker, som har set dokumentaren og tror, at det hele var meget enkelt. Det var det bare ikke. Det er det stadig ikke,« siger hun.

Det er derfor, hun er tynget. For godt nok var der ingen vaklen i Preben Nielsens argumentation i dokumentaren. Men tv-holdet var der kun en brøkdel af tiden, og som med alle film er der klippet meget fra i den endelige version.

Freja Polonius var med undervejs og har et helt arkiv af meget omfattende dokumentation af forløbet, som Jyllands-Posten har fået. Videoer, båndede interviews, noter fra møder og meget andet.

Det hele fremstod alt for nemt i dokumentaren, der løb over skærmen for et år siden, synes hun. Det blev den også meget kritiseret for allerede dengang. Men i foråret 2023 udkom også forfatteren Kirsten Jacobsen med en bog om sin mands smertefulde død. Herefter gik der ikke længe, før regeringstoppen greb debatten med en idé om at tillade aktiv dødshjælp i Danmark.

Skulle man ikke under de rette omstændigheder tillade mennesker i Danmark på civiliseret vis selv at beslutte, hvornår de vil dø? Det spørgsmål rejste Lars Løkke og Mette Frederiksen i sommer. Nu arbejdes der på forarbejdet til ny lovgivning af dette svære hjørne af juraen, hvor dilemmafyldt eksistens, etik og menneskesyn møder paragraffer, rettigheder og rammer.

»Efter det, jeg har oplevet, vil jeg meget gerne advare imod alle hurtige politiske beslutninger nu. Jeg synes, debatten har været bekymrende,« siger Freja Polonius, der intet vidste om aktiv dødshjælp før denne pludselige krølle på venskabet med Preben Nielsen.

Hun advarer for det første kraftigt imod at lægge DR-dokumentaren til grund for hele hans historie, som i dag er blevet et yndet eksempel at fremhæve blandt fortalerne for ny lovgivning. Det er ikke en mediedebat, hun forsøger at skabe. Det er et opråb til alle dem, som uden stort besvær med at sætte sig ind i detaljerne agiterer for aktiv dødshjælp.

»Det var så komplekst. Jeg har svært ved at se, at staten bare skal kunne vurdere sådan en beslutning. Især med det sundhedsvæsen, vi har i dag, som også er så udfordret af økonomi og personalemangel. Risikerer vi ikke at ende et sted, hvor det er nemmere og billigere at hjælpe folk med at dø i stedet for at hjælpe dem til et godt liv?« spørger hun.

Flere af hendes tanker er lidt uhyggelige, hvis man tænker dem til ende. For det første er hun ret overbevist om denne ubehagelig hypotese: Hvis Preben Nielsen havde fået lidt mere tid, havde han valgt livet over døden.

»Jeg tror, han havde valgt livet, hvis vi havde haft mere tid. Jeg ved godt, det er provokerende for nogle at høre. Men det er min overbevisning. Jeg fulgte ham meget tæt det sidste år, hvor vi arbejdede sammen om bogen, og det er min overbevisning, at han oprigtigt var i tvivl, og at lidt mere tid formentlig havde ændret hans beslutning,« siger hun.

Det er en påstand. Vi finder aldrig ud af, om hun har ret. Men hun tror det. Og det er måske især derfor, at alle tankerne stadig nager hende. For Preben Nielsen fik ikke mere tid. I en indledende lægekonsultation og over et Zoom-møde på omkring 20 min. med en uvildig læge blev han godkendt til aktiv dødshjælp.

»Det gik godt nok hurtigt,« siger hun, som selv var med til møderne.

Dødsdatoen blev sat. 17. maj skulle det være. Det kom i kalenderen, og sådan blev det så. Først løb der saltvand igennem slangerne. Så fik han sovemedicin. Og til sidst fik han den gift, som på et øjeblik slog ham ihjel.

»Jeg havde fortalt ham inden, at jeg var uenig i beslutningen, fordi jeg synes, hans liv var meget værd. Det var måske fire måneder før. Både min mand og jeg forsøgte at tale ham fra det helt frem til det sidste, og vi tilbød ham også at flytte ind hos os.«

Men han skiftede ikke mening.

Freja Polonius havde lyst til at skrige, da lægen langt om længe havde fået lagt drop og gjorde klar til aflivningen, mens hun sammen med de andre nærmeste og dokumentaristerne sad der på stuen i Belgien og så på. Men hun sagde ingenting. Smeden, som hun havde kendt det meste af sit liv, forsvandt for øjnene af hende. Som han havde ønsket.

Freja Polonius sad tilbage med en mærkelig mørk fornemmelse, som ikke vil slippe hende.

»Jeg har personligt haft en meget stor sorg og en skyldfølelse over, at jeg ikke stoppede det. Det har jeg stadig,« siger hun og er tydeligt berørt over at tale om det.

Det er en dyb skam og sorg, man nok ikke kan sætte sig ind i, hvis man ikke har været med til at tage livet af en af sine venner, og det har de færreste jo.

En ensom følelse. Hun føler sig medskyldig i hans død.

»Jeg var med til at underskrive hans dødsønske til den uafhængige læge. Altså ja, jeg var jo egentlig bare med til at orkestrere det hele. Det var faktisk mig, der ved et tilfælde fandt lægen i Belgien.«

Du var ikke bare vidne til et selvmord? Du var med til at slå ham ihjel?

»Ja, det føler jeg. Ja,« siger hun og tænker lidt.

»Efterfølgende har jeg tænkt enormt meget over min skyld. Over at jeg ikke stoppede det. Moralsk og etisk føler jeg en skyld. Men spørgsmålet er også, hvad man er forpligtet til lovmæssigt? Er jeg måske juridisk skyldig også?« spørger hun og har undersøgt det lidt, men er aldrig blevet konfronteret af politi eller myndighederne med et juridisk ansvar.

Alle kan tage livet af sig selv. Det er en menneskeret. Og det er svært juridisk at forhindre et selvmord. Det er umuligt at retsforfølge de døde. Dog er det forbudt at assistere et selvmord.

Freja Polonius har billedet af den lille håndskrevne seddel, hvor hun på vegne af Preben skriver under på dødsønsket, mens han sidder samtykkende ved siden af, lammet, ude af stand til selv at signere. Hun hjalp sin ven igennem bureaukratiet og processen.

»Det er sådan set ulovligt,« siger hun.

Hun kender ham godt nok til at vide, at han ville bifalde hendes udtalelser nu.

»For Preben var debatten det vigtigste. Vi aftalte, at jeg måtte få indsigt i alt, og at jeg ville fortsætte diskussionen efter hans død. Derfor er jeg sikker på, at han ville sætte pris på, at jeg føjede mine oplevelser til nu. For min oplevelse er meget anderledes end det indtryk, man får i dokumentaren. Der er nogle nuancer, som er forsvundet helt ud af debatten. Det tror jeg også, han ville være ærgerlig over at vide. Tvivlen er helt væk, men den var der.«

Tvivlen og presset. Det er to helt afgørende elementer, som hun mener var til stede i Preben Nielsens virkelige dødsforløb.

Det var også Freja Polonius, som gennem sit netværk var med til at arrangere forbindelsen til Anders Lund Madsen og dokumentaristerne, der førte til det stort anlagte tv-setup omkring hans død. Dokumentarholdet sagde hurtigt ja til projektet, og før de to venner fik set sig om, var de en del af en dokumentar, der for første gang nogensinde ville vise et selvmord på dansk tv.

Men det omsiggribende forløb rejser i sig selv spørgsmålet om det ydre pres, der kan opstå på et ulykkeligt menneske, som er blevet givet muligheden for at tage sit eget liv. For hvis man mener, at det skal være en ret at træffe beslutningen som individ, skal man også være sikker på, at der ikke er andet på spil end det frie eksistentielle valg. Det er hun langtfra sikker på.

Freja Polonius kan heller ikke undlade at spørge sig selv, om dokumentaren og hele det kuraterede forløb i sig selv var med til indirekte at presse ham til at gennemføre beslutningen.

»Jeg tror, Preben selv ville bryste sig af, at han ikke lå under for noget som helst pres. Men jeg har til gengæld tænkt meget over det, og jeg tror ikke, vi kan sige os helt fri for et pres som mennesker i det hele taget. Hvor frie er vi egentlig af andres forventninger?«

Spørgsmålet lyder filosofisk, men omstændighederne meget konkrete. Filmholdet gik i gang og fik tilladelse til at filme hele vejen til dødslejet. Preben Nielsens kone var indforstået med beslutningen, og han meddelte sit valg til flere og flere af sine nærmeste, i takt med at datoen nærmede sig. Det hele var planlagt frem mod rejsen til Belgien.

Gjorde det muligvis rummet til tvivl og fortrydelse mindre, end hvis det havde været hans overvejelse alene uden alle omgivelsernes forventninger?

»Jeg ved det jo ikke. Men jeg tror det,« siger hun.

Der er altid omstændigheder

Et argument, der fyldte meget i Preben Nielsens egen fortælling, var, at han ikke kunne være det for sin kone, som han gerne ville være. Han lå hende mere til last, end han var noget for hende, var hans kalkule. Det er en ydre familiær omstændighed.

Der er også altid økonomiske omstændigheder og interesser, der kan påvirke beslutningen, påpeger hun.

»Der er næsten altid en økonomisk omstændighed for de nærmeste pårørende. Det kan have en betydning. Der er mange ting, man får støtte til, men der er også ting, man ikke får støtte til. Man skal købe en ny bil med handicaplift og ting og sager, og man skal bygge om. Hvis man har ressourcer til at slås for det, kan man få nogle af pengene tilbage fra kommunen. Men der er bare også ting, som er dyre,« siger hun og bruger bevidst den generelle formulering, at ”der er altid omstændigheder”, fordi hun ikke vil gå ind i Prebens personlige økonomiske forhold.

Hun har også underskrevet en tavshedsklausul i samarbejde med forlaget og Preben Nielsens enke om ikke at omtale alt for private oplysninger i sagen.

Preben Nielsen manglede ikke noget som sådan. Men alt er jo relativt. For han levede som mange andre med funktionsnedsættelser under andre kår end de fleste af os andre. Med en køkkendør, der var for smal til, at kørestolen kunne passere, et køkken for trangt til, at han kunne deltage i madlavning, og han måtte selv skaffe hjælp til at få smedet en rampe, så han kunne komme ud i sin have.

Hun holder en lille pause og konkluderer så:

»Alle de ting holder jo op med livet, ik’?«

Men er det en omstændighed for det enkelte menneskes liv, eller er det en omstændighed i velfærdssamfundet? Og hvordan adskiller man de to ting, når man skal opgøre elendigheden over for værdien af livet?

Med den pointe taler Freja Polonius også Preben Nielsens personlige historie ind i den kritik, som flere handicaporganisationer netop har haft. Nemlig deres bekymring for, at legalisering af aktiv dødshjælp for personer med funktionsnedsættelser kan skubbe til det lave selvværd og de ringe levevilkår, som alt for mange kæmper med i forvejen. Måske endda gøre det selvværd så lille, at livet ikke virker værd at leve. At døden virker nemmere end livet, hvis det pludselig er en mulig udvej.

Tvivlen

Så er der tvivlen. Den vil hun også gerne føje til historien om Preben Nielsen.

»Jeg oplevede helt nye sider af ham. Og jeg oplevede, at han fik sin livsgnist tilbage. Det er lidt mærkeligt, eftersom det hele handlede om at dø, men det var det, der skete.«

Rejsen mod døden endte med at være den bedste tid siden ulykken for Preben Nielsen, mener hun.

Freja Polonius førte meget intense samtaler med ham kontinuerligt i månederne inden hans død. Han grinede og samtalede og fandt mening.

I forløbet mødtes de med adskillige magtfulde mennesker. Lægeforeningen, Det Etiske Råd og et folketingsmedlem for bare at tage et par eksempler. Og de lyttede til ham. Det var et helt andet liv end at sidde derhjemme i den store kørestol i de trange rammer.

»Vi sidder en aften og spiser, da han pludselig siger, at han måske kunne tænke sig at indtale naturfilm. Fordi han havde fået at vide, at han havde en god stemme,« nævner hun som konkret eksempel.

Der var også et andet håb for fremtiden, de aldrig kom langt nok med, før det var for sent.

»Da vi opdagede muligheden for stamcellebehandling, var han også meget interesseret i at undersøge det nærmere sammen med mig. Altså undersøge, om der faktisk fandtes en behandling, som kunne ændre hans lammelser,« siger hun.

Men der var datoen i Belgien sat. Så det andet forblev ved overvejelsen.

Hans livsgnist kom i glimt. Her og der var der øjeblikke med fremtidsdrømme og følelsen af et værdifuldt liv. Det var de glimt, der gjorde Freja Polonius så ked af hans valg, selv om hun indledningsvis havde støttet sin vens idé.

Og så er der spørgsmålet om, hvorvidt der blev gjort nok for Preben i sundhedsvæsenet. Hun har været alle hans journaler igennem og konstaterer, at det mest var sit fysiske helbred, Preben fik hjælp til af sundhedsmyndighederne.

Han gik aldrig til psykolog. Han savnede at være den mand, som han gerne ville være for sin kone. Og han savnede at være fri for hjemmeplejere og hjælpere og hjælpemidler. Han betegnede sig selv for ensom over for Freja Polonius.

Mange af de smerter, han oplevede, viste sig at være psykisk udløst. Kunne nogle af de tanker måske have været anderledes, hvis man havde fokuseret mere på den psykologiske behandling og ikke kun den fysiske?

På det punkt var der en tvivl om hele udgangspunktet for Preben Nielsens tilstand, mener Freja Polonius.

Dagen inden sin død sendte han hende en selfie-video, som Jyllands-Posten har set, og som hun også gengiver i sin bog.

»Når I nu siger, at det må være, fordi jeg er deprimeret, så kan det godt være, at I har ret. Jeg synes også, der er en grund til det,« lyder den hæse smedestemme.

Han synes ikke selv, det ændrede ved dødsønsket. Men han såede altså dagen inden sin død selv tvivl om en del af grundlaget for den lægefaglige godkendelse. Det er nemlig ikke som udgangspunkt en godtaget begrundelse for aktiv dødshjælp at være deprimeret, eftersom det ikke er en uhelbredelig tilstand. Depression kan også påvirke beslutningen uhensigtsmæssigt, selv om man har andre uhelbredelige sygdomme.

»Det var de mange modstridende udsagn hele vejen igennem, der bekræftede min tvivl,« opsummerer hun og minder om alvoren.

»Det er meget vigtigt at forstå, at den type aktiv dødshjælp, vi taler om her, er meget anderledes, end hvis man bare hjælper døden til at komme smertefrit, når den alligevel var ved at indtræffe. Det her handler om, hvorvidt man vil afbryde et liv, som sagtens kunne have fortsat i mange, mange, mange år. Preben kunne formentlig have levet, til han blev gammel, ik’?«

Blev der gjort nok?

Baseret på sin egen oplevelse af Prebens forløb har hun ikke tillid til, at systemet uden videre vil kunne træffe den meget afgørende vurdering.

»Jeg så ikke i Prebens tilfælde, at der blev gjort det, der skulle gøres, i den store omvæltning, som ulykken var. Og kan man sige, ja, vi vil gerne hjælpe med at slå mennesker ihjel i Danmark, hvis man ikke samtidig sørger for, at der er en tilstrækkelig livshjælp?« spørger hun.

»For det første bør man som samfund kunne sige, at man har gjort alt, hvad man kunne, inden man træffer den beslutning. Det er ikke bare noget med at komme et par gange til psykolog. Det er en kæmpemæssig opgave, også socialt. Der kan gøres så meget for at vække livsgnisten i et menneske. Og så skal man vurdere, om alle kriterier virkelig er opfyldt. Den vurdering er meget kompleks. Det tror jeg slet ikke, vores sundhedsvæsen, så udfordret, som det er, kan leve op til den forpligtelse.«

En af scenerne i DR-dokumentaren handler om, at Preben får lov til at dykke i det store akvarium på Den Blå Planet. Men samme dag, som han var så begejstret over at få besked om, at han kunne komme på denne helt unikke dykkertur, sagde hans personlige hjælper op, og der brød hans verden sammen. Han var så udmattet over at skulle lære nye hjælpere op og overtalte Freja Polonius til at påtage sig tjansen. Sådan var hans virkelighed. Både opløftende og nedslående.

Og det er alle de små og store nuancer, som Freja Polonius gerne vil have, at flere forholder sig til, før de bærer Preben frem som en slags eutanasiens heltefigur.

»Jeg så nogle andre sider af ham, hvor han ikke var så afklaret. Han sagde også selv, at han ikke betragtede sig selv som modig ved at vælge aktiv dødshjælp. At det havde været mere modigt at vælge livet.«

Hun omsætter i dag sin sorg til debat og dialog. Men skyldfølelsen? Det mulige juridiske ansvar? Alle de tanker om, hvad hun kunne have gjort anderledes?

»Det skal jeg leve med hver dag, indtil jeg en dag ikke selv er her mere. Det, som piner mig mest, og som er en menneskelig tragedie, er, at Preben troede, at han kunne undværes.«

Freja Polonius håber, at hendes tanker vil få flere i debatten om aktiv dødshjælp til at sætte sig meget grundigt ind i, hvor komplekst det er at gøre ende på et liv.

DR har forsvaret at bringe den omdiskuterede dokumentar med henvisning til, at debatten var vigtig, og har forbeholdt sig den redaktionelle ret til at klippe til og fra, som de ville.