Fortsæt til indhold
Indland

Rektor fra stormombrust gymnasium aner ikke, hvor "mentalt fravær" kom fra: »Vi giver kun fravær, hvis man ikke møder op«

Historien om, at et gymnasium i Roskilde ville straffe mentalt fraværende elever med fravær, har intet på sig, understreger rektor Johnny Vinkel.

Historien har cyklet rundt i de fleste medier.

Det skete, efter at TV 2 Kosmopol torsdag aften kunne berette, at Himmelev Gymnasium i Roskilde ville registrere eleverne som fysisk fraværende, hvis de ikke deltager i undervisningen eller er optagede af andre gøremål på deres computer. »Mentalt fravær« skulle således straffes, lød det.

Men det er ganske enkelt ikke sandt, siger rektor Johnny Vinkel.

»Pludselig blev det et spørgsmål om mentalt fravær, og hvor det kommer fra, har jeg ingen anelse om,« lyder det.

Torsdag fik han en henvendelse fra TV 2 Kosmopol, som ifølge rektoren havde talt med en forælder, der havde hæftet sig ved den seneste præcisering af studie- og ordensreglerne.

Her er der som et nyt punkt, under hvad der anses som aktiv deltagelse i undervisningen, anført: »At man efter bedste evne træner sig selv i at bringe sin viden og/eller nysgerrighed i spil ved eksempelvis at sige noget i undervisningen eller fremlægge for andre.«

»Hvordan pokker det er blevet konverteret til mentalt fravær, det ved jeg ikke. Det er ikke noget, vi opererer med,« siger Vinkel.

Til TV 2 Kosmopol sagde rektoren:

»Vi har oplevet nogle situationer, hvor eleverne ikke har villet deltage aktivt, for eksempel har de hellere villet sidde og shoppe på Zalando et helt modul, og det er jo heller ikke rimeligt. Så det er noget med at få det tydeliggjort.«

TV 2 Kosmopol undrer sig

Men ifølge Johnny Vinkel var det blot et eksempel på, hvordan nogle elever opfører sig, men ikke et eksempel på, hvad der ville kunne føre til fravær.

Er det fuldstændig grebet ud af den blå luft, at det er koblet til fravær?

»Både ja og nej. Det drejer sig om et afsnit i studie- og ordensreglerne, som handler om aktiv deltagelse i undervisningen. Her forsøger vi at beskrive vores forventninger til aktiv deltagelse, og dernæst står der lidt om fraværsreglerne. Hvis man kommer for sent, får man 50 pct. fravær. Hvis man slet ikke er der eller er væk mere end halvdelen af timen, får man 100 pct. fravær. Men det har jo ikke noget med mentalt fravær at gøre.«

Hvis man sidder og shopper på Zalando eller stirrer ud i luften, får man så fravær?

»Nej, det gør man ikke. Det er klart, at så vil læreren sige til eleven: Du skal ikke sidde og shoppe på Zalando. Og hvis vedkommende gør det alligevel, er det enten en disciplinærsag eller måske snarere en samtale om trivsel. Det kunne jo være, at der var noget, der trykkede, og som gjorde, at det var svært at koncentrere sig.«

Så lige for at slå fast med syvtommersøm, hvad kan give fravær hos jer?

»Det kan give fravær, hvis man ikke kommer til timerne. Hvis man kommer for sent eller forlader timen før tid.«

Indholdschef hos TV 2 Kosmopol Nanna Andreasen undrer sig over Johnny Vinkels udmelding.

»Vi er noget overraskede, men vi står fast og mener ikke, at det er en falsk historie. Rektor forholder sig til præmissen i vores tv-indslag, det gør eleverne, vi taler med, og det gør også en lærer, som taler om, hvornår vedkommende ville registrere fravær.«

Ifølge Nanna Andreasen fik TV 2 Kosmopol et tip fra en forælder, der mente, at eleverne havde fået at vide, at det kunne koste i fraværet, hvis eleverne ikke er mentalt til stede i timen. Udtrykket »mentalt fravær« er TV 2 Kosmopols eget, medgiver Nanna Andreasen, som dog fastholder, at det ikke ændrer på pointen.

»Vi er rigtig ærgerlige over, at rektor for Himmelev Gymnasium ikke ønsker at tale med TV 2 Kosmopol i dag eller stille op til yderligere interview med os for at skabe klarhed.«