De havde ikke planer om at stifte familie nu. Men et fertilitetstjek ændrede alt
Kun to regioner tilbyder unge et gratis tjek af sæd og æg. For et ungt par fra Skive har undersøgelsen fremrykket familieplanerne.
Der var helt stille i bilen på vej hjem.
Beskeden fra fertilitetslægen skulle lige sluges.
Den 28-årige Monika Leticia Jensen og hendes et år ældre kæreste, Simon Thomsen, havde i januar i år som nogle af de første i Region Midtjylland meldt sig til at få gratis fertilitetsrådgivning for at få tjekket deres æg- og sædstatus.
Efter fire år som kærester og med et nyunderskrevet skøde på et hus i hånden var der to spørgsmål, som rumsterede i deres hoveder: Vil vi mon få problemer med at få børn, og er det nu, vi skal gå i gang med at realisere projekt baby?
Svaret fra fertilitetslægen denne martsdag var entydigt – efter hun på Fertilitetsklinikken i Skive havde scannet Monika Jensens underliv, analyseret Simon Thomsens sædprøve, gennemgået begges blodprøveresultater og talt livsstil med dem:
»I skal have hjælp til at få børn, for Simons sædkvalitet er stærkt nedsat. Derfor bør I allerede nu overveje at blive henvist til fertilitetsbehandling,« lød beskeden.
Selv om konklusionen på fertilitetsrådgivningen var nedslående for Monika Leticia Jensen og Simon Thomsen, føler de sig alligevel heldige at have fået tilbuddet om at få tjekket deres fertilitet, allerede inden de var gået i gang med at prøve at få børn.
Kun to af landets fem regioner – Region Midtjylland og Region Hovedstaden – har et tilbud om offentligt, gratis fertilitetsrådgivning, som indebærer undersøgelse af kvindens æg og mandens sæd.
Fertiliteten daler
»Ellers havde vi jo nok ventet et stykke tid med at gå i gang, og så kunne vi jo have brugt en masse tid med at forsøge og derefter indse, at vi skulle have hjælp til at få børn. Og i den periode bliver min fertilitet jo også kun dårligere,« siger Monika Leticia Jensen.
Mens de to regioner, som tilbyder fertilitetsrådgivning, oplever stor søgning og lange ventelister til at blive tjekket, har Region Sjælland lidt andre erfaringer.
For små 10 år siden åbnede et tilsvarende tilbud på Fertilitetsklinikken i Holbæk, men søgningen var ifølge ledende overlæge og dr. med. Anne Lis Englund skuffende lav.
»Vi ville jo gerne tilbyde det, fordi vi synes, at det er et godt og forebyggende tilbud til unge, som kan tage deres valg på et oplyst grundlag. Men der kom meget, meget få, og selv om vi var kede af det, kunne vi ikke forsvare at have et større apparat kørende med så få henvendelser,« siger hun med beklagelse i stemmen.
Siden er Fertilitetsklinikken flyttet fra Holbæk til Sjællands Universitetshospital i Køge, og det åbner måske nye muligheder. Den lave søgning kunne nemlig skyldes placeringen, »for der er jo langt fra Nakskov til Holbæk«, som Anne Lis Englund bemærker. Men i øjeblikket oplever klinikken ingen forespørgsler om forebyggende tjek, tilføjer hun.
»Placeringen i Køge er mere central, og det er lettere at komme til og fra med kollektiv trafik. Vi har hele tiden muligheden i baghovedet, fordi vi faktisk synes, det er et godt og relevant tilbud, men vi har ikke helt konkrete planer om at åbne en rådgivning lige her og nu,« siger hun.
Ikke afvisende
I Region Syddanmark fastslår formand for sundhedsudvalget, Mette With Hagensen (S), i et skriftligt svar, »at det er et spørgsmål om prioritering, og vi er nødt til at forholde os til, om vi kan påtage os nye opgaver nu«.
Hun henviser til, at Region Hovedstaden nu går i gang med en større evaluering af sin fertilitetsrådgivning, og den afventer man i Syddanmark.
»Vi er ikke afvisende over for tilbuddet, men har ikke konkrete planer om at indføre det på nuværende tidspunkt,« lyder det fra udvalgsformanden.
Heller ikke Region Nordjylland har konkrete planer om fertilitetsrådgivning.
I Viborg glæder Monika Leticia Jensen og Simon Thomsen sig over, at de tidligt fik viden om, at hans sædkvalitet er stærkt nedsat.
Tanken havde strejfet dem, da andre mænd i hans familie har haft samme problem. Eftersom parret ikke er i tvivl om, at de gerne vil have børn, nåede de efter samtalen med fertilitetslægen hurtigt frem til, at de lige så godt kan gå i gang nu. De blev henvist til fertilitetsbehandling, og for et par uger siden er Monica Leticia Jensen, der ligesom sin kæreste er uddannet sygeplejerske, gået i gang med hormonbehandling med henblik på at få taget æg ud til reagensglasbehandling.
»Nu ved vi, hvad vi har at arbejde med. Det er ikke det fedeste at skulle gennem fertilitetsbehandling – vi ville da hellere have klaret det selv. Men nu bliver vi sparet for mange frustrationer over en masse negative graviditetstest uden at vide hvorfor,« siger Simon Thomsen.
Proteinpulver droppet
Han har i flere år dyrket en del fitness- og styrketræning og har jævnligt indtaget proteinpulver undervejs. Pulveret er nu droppet, for ifølge fertilitetslægen er der risiko for, at den slags kan nedsætte sædkvaliteten. Samtidig blev han rådet til at spise mindre kød og fisk, ligesom parret har fulgt opfordringen om at tage fertilitetsfremmende vitamintilskud og fiskeolie. Om det har den ønskede effekt vil vise sig i den kommende tid. Den seneste sædanalyse tydede på det.
»Uden fertilitetstjekket havde vi nok ventet lidt med at prøve at få børn. Men vi er nået frem til, at vi jo er klar. Og eftersom det godt kan tage lidt tid for os, er det godt at komme i gang,« siger Monika Leticia Jensen.