Det åbne land er blevet lukket land

Da jeg i 1960’erne var en knægt af Himmerland og kom på besøg hos bedstemor Stinne i landsbyen Barmer, spadserede vi ofte ud ad en bumlet markvej til et kildevæld, der skabte et vådområde og et vandhul, der lå som en smeltet smørklat i hele herligheden.

Her var viber, bekkasiner og guldsmede, og her kvækkede frøerne, mens vi slubrede saftevand, så den ørkentørre sandkage var lettere at få ned.

Forleden kørte jeg forbi min barndoms udflugtsmål og fik næsten en smag af saftevand i munden, men jeg kom hurtigt tilbage til virkeligheden.

Hist hvor markvejen engang slog en bugt, bølgede kornet, og så langt jeg kunne se selv i kikkert var der dyrket land kun skåret igennem af snorlige sprøjtespor. Læbælterne, der engang lavede skillerum i landskabet, var væk. Landet var tørt som en sandkage. Variation var blevet til ensformighed. En anden verden var trådt i kraft.

Sådan ligger landet derude

Ole H. Caspersen er seniorforsker emeritus på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Som forsker arbejder han på at skille fakta fra fornemmelser. Det gør han blandt andet i rapporten ”Udvikling i Agerlandet 1954-2025”, der kortlægger markstørrelser, markveje og småbiotoper i repræsentative egne af Danmark. Han ved, hvordan landet ligger.

»Da vi undersøgte markveje på Vejle-egnen i fire udvalgte områder, der er repræsentative for landskabstyper og jordbund i Danmark, fandt vi, at længden af markvejene var faldet mellem 25 og 54 pct. fra 1954 til 2010,« fortæller Ole H. Caspersen.

»I et af de undersøgte områder var der 89 km markvej i 1954. Seks årtier senere var halvdelen af dem væk. Der findes ikke på landsplan tal på antallet af markveje, der er sløjfet det seneste halve århundrede. Det generelle mønster er, at jo bedre jord og jo mere intensivt dyrket en egn er, desto færre markveje er tilbage i området. På Lolland er der for eksempel kun få markveje tilbage sammenlignet med situationen i 1950’erne,« siger Ole H. Caspersen.

Megamarker og gigamaskiner

Udviklingen mod større markflader og færre markveje fortsætter, om end tempoet er taget ud af tendensen. Et nyt begreb er dog blevet synligt i landskabet i form af megamarker, som Ole H. Caspersen kalder dem.

»I 2020 var der registreret 17 marker i Danmark, der var over 100 hektar store, altså større end en kvadratkilometer. Den største af disse megamarker var på 136 hektar,« oplyser seniorforskeren.

Maskinerne i industrilandbruget er vokset til gigantiske dimensioner, hvilket er en god del af baggrunden for nedlæggelsen af markvejene. I 1940’erne og 50’erne var den jyske hest den store trækkraft for husmanden. Så kom traktoren, og den grå Massey Ferguson udkonkurrerede gradvist hesten. Landbruget udviklede sig fra håndværk til effektiv industri. I dag kan man for eksempel opleve verdens største traktor, en fire meter bred og 30 tons tung John Deere med 560 hestekræfter. Den kræver plads, og markveje er bare i vejen.

I 1950’erne tog det bonden to hele dage at pløje en hektar med to heste og en plov. I dag bruger industrilandmanden en time på samme arbejdsopgave med en moderne traktor.

Naturens oaser tørrer ud

Ikke alene mister befolkningen fodfæste i det åbne kulturlandskab, fordi adgangsmulighederne skrumper i takt med nedlæggelsen af markveje, hvor alle ifølge naturbeskyttelsesloven har ret til at færdes. Agerlandets fugle, padder og insekter mister også deres oaser i det dyrkede land.

»Resultatet af markudviklingen og stordriften i landbrugserhvervet har i årtier reduceret antallet af småbiotoper og halvkulturer såsom overdrev, heder og andre lysåbne, næringsfattige områder, der har en lang tradition i det danske landskab. Den naturlige fauna og flora er derfor mange steder forsvundet, og ud fra et rekreativt synspunkt er der ikke noget at komme efter på de store markflader,« siger Ole H. Caspersen.

Et gode i det fri er i farezonen

I Friluftsrådet, der er paraplyorganisation for organisationer, der har friluftsliv, natur og miljø som interesse, ser man med stor alvor på de senere årtiers omfattende nedlæggelse af markveje. Situationen kalder på en ændring af naturbeskyttelsesloven, mener Friluftsrådet.

»Som det er i dag, skal en landmand, der ønsker at nedlægge en markvej, anmelde det til sin kommune. Hører han efter fire uger ikke noget fra myndigheden, kan han pløje vejen op. I praksis er der frit slag for landmanden, for stort set ingen kommuner reagerer. Den procedure bør ændres, så landmanden for eftertiden skal ansøge om tilladelse til at nedlægge en given markvej. I hvert enkelt tilfælde skal kommunen så tage stilling til, om det er rimeligt, at vejen forsvinder. Og der skal være en høringsperiode, hvor befolkningen kan give sit besyv med og klage over en afgørelse,« siger Anker Madsen, der er chefkonsulent i Friluftsrådet.

»Vi skal have dæmpet hastigheden, hvormed markveje bliver nedlagt, ellers forsvinder det velfærdsgode, som adgangen til det åbne land er, og så har vores børn mistet en mulighed for at opleve deres land.«

Amerikanske forhold i Danmark

Han påpeger, at Danmark er et af de mest opdyrkede lande i verden med de ringeste muligheder for at færdes i det åbne land. Kun i Midtvesten i USA og visse steder i Mellemøsten, hvor der er store kunstvandede arealer, ser man tilsvarende store markflader uden reelle adgangsmuligheder for befolkningen.

»For at øge mulighederne for at færdes i det danske landskab bør vi ændre naturbeskyttelsesloven, så alle til fods har lov til at gå i bræmmerne langs vandløb og langs landskabets ledelinjer så som læhegn og diger. I dag er det ulovligt at færdes på de privatejede arealer langs åer, bække, læhegn og diger. Tidligere kunne man måske kontakte landmanden på den nærliggende gård og spørge om lov, men i dag er der ingen, der ved, hvem der ejer den pågældende jord. Industrilandmanden bor måske langt fra sine marker, eller også er de ejet af en fond. Derfor kan en ændring af loven afbøde en smule af tabet af de mange markveje ved at give plads til færdsel til fods i landskabsbræmmerne,« siger Anker Madsen.

Han efterlyser en bedre planlægning og større indsats i kommunerne, når det drejer sig om at sikre stier og adgangsforhold i det åbne land.

Jyllands-Posten har spurgt Kommunernes forening, KL, der er interesseorganisation for landets 98 kommuner, hvordan den ser på problematikken, men KL ønsker ikke at udtale sig.

Naboer bør høres og kunne klage

Danmarks Naturfredningsforening (DN), der med sine godt 130.000 medlemmer er landets største grønne organisation, bakker op om en justering af naturbeskyttelsesloven, så danskerne kan færdes over større dele af fædrelandet.

»I dag kan veje og stier nedlægges med en anmelderordning, hvor kommunen skal reagere inden for fire uger. Reagerer kommunen ikke, er nedlæggelsen af vejen lovlig. Det er problematisk. I stedet bør det være sådan, at nedlæggelsen af en markvej alene kan ske med en afgørelse fra myndigheden. Desuden skal naboer og relevante organisationer høres, før der træffes en afgørelse, og der skal være mulighed for at klage,« siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident i DN.

Hun finder det ekstremt problematisk, at det åbne land lukker ned til fordel for endnu større markblokke, fordi det fratager befolkningen muligheden for at opleve naturen i agerlandet.

»Lige præcis den natur er vores hverdagsnatur, hvor vi gerne vil kunne trille afsted med barnevognen, løbe en tur eller undersøge naturen i den lille lokale sø, eng eller mose. Men fordi markvejen eller stien er væk, bliver vi tvunget ud på asfaltvejen. Vi mister forbindelsen til naturen og de helt særlige oplevelser, den kan give os,« siger Maria Reumert Gjerding.

Loven er god nok, som den er

I Landbrug & Fødevarer, der er erhvervsorganisation for interesser i landbruget, mener man ikke, at der er behov for en ændring af naturbeskyttelsesloven, så det kræver en sagsbehandling og et klart ja fra en kommune, før en markvej kan nedlægges.

»Loven blev justeret i 2004, så landmænd kunne nedlægge en markvej, fire uger efter at de havde anmeldt deres ønske, hvis ikke kommunen havde sagt fra. Vi har tillid til, at kommunerne varetager opgaven og siger nej til at nedlægge en markvej, hvis denne har en væsentlig rekreativ betydning. En egentlig ansøgnings- og godkendelsesprocedure med en høringsproces vil medføre øget sagsbehandlingstid og give langt mere bureaukrati for lodsejere og kommuner, hvilket ikke er ønskeligt for nogen parter,« siger Karen Post Bache, der er naturchef i Landbrug & Fødevarer.

Hun minder om, at Landbrug & Fødevarer sammen med Dansk Skovforening i 2021 gennemførte en befolkningsundersøgelse om adgangen til det åbne land og skovene. Her svarede 87 pct. af de adspurgte, at de var meget tilfredse eller tilfredse med deres adgang til naturen.

»På den baggrund ser vi ikke, at der et aktuelt ønske eller behov i befolkningen for at ændre de gældende adgangsregler,« siger Karen Post Bache.