Fortsæt til indhold
Indland

Mia Skadhauge Stevns familie reagerer på dom: Den ændrer intet

Torsdag blev 38-årige Thomas Thomsen idømt forvaring for drabet på den 22-årige sygeplejerskestuderende Mia Skadhauge Stevn. Nu reagerer familien til Mia Skadhauge Stevn i et brev.

Familien til den dræbte Mia Skadhauge Stevn går nu offentligt ud og kommenterer forvaringsdommen mod den 38-årige elektriker Thomas Thomsen fra Flauenskjold i Nordjylland.

»Når man mister det mest dyrebare i sit liv, virker ingen straf hård nok,« skriver Mia Skadhauge Stevns mor, far og søster i et skriftligt brev til DR og TV 2.

»Vores kærlige, betænksomme, livsglade Mia kommer ikke tilbage. Det er meningsløst. Der er dog kommet et foreløbigt punktum nu, i forhold til retssag, skyld og dom,« står der yderligere.

Den 22-årige Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur i Aalborg i februar sidste år. I retten kom det frem, at hun var blevet samlet op af den 38-årige elektriker Thomas Thomsen, der samme nat og morgen begik voldtægtsforsøg og drab på den 22-årige sygeplejerskestuderende, inden han parterede hendes lig.

Han er torsdag blevet idømt forvaring ved Byretten i Aalborg, da han vurderes at være farlig. Thomas Thomsen har anket dommen. Han har hele tiden erkendt sig skyldig i usømmelig omgang med lig, men nægtet at have dræbt og begået voldtægtsforsøg mod Mia Skadhauge Stevn.

»Mia havde en glad aften i byen som så mange andre unge mennesker efter en lang periode med Corona. Det blev slutningen på det liv, som lige var begyndt. Vi håber, at børn og unge i Danmark husker på, at Mias død er en gal mands værk, og ikke er en generel frygt værdig,« skriver familien, der opfordrer unge til ikke at lade sig skræmme over sagen, og ikke lade den hindre dem fra »at leve det fantastiske og frie liv, der er mulighed for i Danmark.«

Det var Mia Skadhauge Stevns mor, der slog alarm, da hun ikke var kommet hjem fra byen. I brevet takker familien politiet, personalet i retten og pressen for en respektfuld behandling.

»Vi vil gerne takke politiet for deres hurtige indsats og deres meget grundige arbejde med sagen samt deres behandling af os. Det har betydet meget, og vi har mærket respekt for og til Mia og os,« står der.