Sundhedsprofessorer: Kræftafdeling på AUH blev svigtet af ledelsen
Mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital (AUH) fik masser af ansvar, men ikke hjælp til at løfte det, lyder vurderingen fra landets tre førende sundhedseksperter. Regionsformanden er enig.
Aben sidder på din skulder, og den bider fra sig. Men du har ingen muligheder for at fjerne den, og der er heller ingen, som hjælper dig i nøden.
Det er på kort form den konklusion, de tre førende sundhedsprofessorer i Danmark drager, når de skal vurdere baggrunden for kræftsagen på mave- og tarmkirurgisk afdeling (MTK) på Aarhus Universitetshospital, hvor over 300 kritisk syge kræftpatienter ikke har fået behandling inden for de lovbefalede ventetider.