Lizette Risgaard trækker sig som formand for FH
Efter sager om upassende adfærd trækker Lizette Risgaard sig fra posten som formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Lizette Risgaard trækker sig som formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Det skriver hun selv i et opslag på Facebook.
»For mig har det også altid været afgørende, at fagbevægelsen og vores kamp står forrest. Men nu kan jeg konstatere, at de oplysninger, som bliver spredt fra flere sider, står i vejen for den kamp.«
»Derfor har jeg besluttet at trække mig som formand for FH. Det har været én af de sværeste beslutninger i mit liv,« skriver hun.
Det sker, efter flere unge mænd med tilknytning til fagbevægelsen sent torsdag stillede sig frem i Ekstra Bladet og Berlingske og beskyldte Lizette Risgaard for upassende berøringer. Kort før publiceringen af artiklerne havde Risgaard i et opslag på Facebook varslet, at sådanne historier snart ville blive bragt. Her erkendte Risgaard, at hun havde opført sig upassende og beklagede uforbeholdent overfor ofrene.
Fredag afholdt forretningsudvalget i FH et hastemøde, hvor Risgaard skulle forholde sig til beskyldningerne. Her blev der igangsat en advokatundersøgelse af sagerne, hvorefter Risgaard gik på selvvalgt orlov.
På trods af, at FH’s forretningsudvalg fredag blev enige om at igangsætte en advokatundersøgelse - og vente på dens resultat, før man traf en beslutning om Risgaards fremtid - har ni forbund under FH over weekenden trukket støtten til Risgaard og opfordret hende til at trække sig.
Det gælder organisationens næststørste forbund, HK, samt otte mindre forbund; Teknisk Landsforbund, Kost- og Ernæringsforbundet, Danmarks Lærerforening, Dansk Socialrådgiverforening, Farmakonomforeningen, Dansk Skuespillerforbund, Frie Skoler Lærerforening og Dansk Musiker Forbund.
Det er et brud på aftalen, som Risgaard ser ilde på, understreger hun i Facebook-opslaget:
»Aftaler er jo som regel noget, vi sætter højt i fagbevægelsen. Men allerede fredag eftermiddag stod det klart, at hverken aftaler eller fortrolighed betyder det samme for alle. Det er jeg utrolig skuffet over.«
I opslaget søndag morgen sender den nu forhenværende FH-formand, Lizette Risgaard, også en stikpille til medierne.
»Jeg synes, jeg har skullet lægge øre til meget de seneste døgn - også meget, som jeg mener ikke er rigtigt. Jeg vil ikke gennemgå sagen her, men overlade det til advokatundersøgelsen hos Kromann/Reumert,« skriver hun og tilføjer:
»Og så blot stilfærdigt minde om, at ikke alle nuancer eller politiske motiver kommer frem, når sager som dét, der er foregået her, sendes igennem mediemøllen. Det mener jeg særligt journalister og medier bør tænke over.«
62-årige Lizette Risgaard har været den øverste politiske leder i fagbevægelsen siden 2015, da hun overtog formandsposten i LO. Siden LO og FTF fusionerede til Fagbevægelsens Hovedorganisation har hun bestridt formandsposten her.
Slutteligt sender hun også en tak til kollegaer og samarbejdspartnere fra hendes årtier i fagbevægelsen:
»Jeg har nydt hvert eneste sekund - også når det har været svært, og jeg har følt, at det hele så umuligt ud,« skriver hun og tilføjer:
»Jeg er stolt over alt det, jeg har været med til at forandre og forbedre. At stå i spidsen for jer, de danske lønmodtagere, og hele den danske fagbevægelse har været mit arbejdslivs ære, og jeg ville gøre det hele én gang til, hvis jeg kunne.«