Fortsæt til indhold
Indland

Sad på ryggen af et marsvin: Forskere fra SDU udlover findeløn for forsvunden forskningscomputer

Marineforskere fra SDU udlover en dusør på 6.800 kr. for en computersender fra et marsvin. De opfordrer danskere til at gå på påskejagt efter senderen, der skal gøre forskerne klogere på marsvin i danske farvande.

Den er grøn, på størrelse med en stor sodavandsflaske, ligner en gammel håndholdt radio med antenne og sad indtil for nylig på ryggen af et marsvin.

Og så kan du forsøde påsken med en dusør på 6.800 kr., hvis du finder den.

Forskere fra Marinbiologisk Forskningscenter på Syddansk Universitet efterlyser en særlig computersender, der har været fastmonteret med sugekopper på ryggen af et vildt marsvin i Storebælt. Det skriver TV2 Fyn, og Jyllands-Posten har også været i kontakt med forsker Adam Smith, der håber på at få senderen tilbage.

Computeren har indsamlet data om marsvinenes svømmevaner og lyde, som marsvinene bruger til at navigere og finde føde. Informationerne fra den skal hjælpe forskerne med at forstå, hvordan marsvinene navigerer i danske farvande.

Den blev monteret for lidt over en uge siden på et marsvin ved Korsør og er helt efter planen faldet af igen. Men signalet fra senderen er udeblevet. Derfor har forskere fra projektet forgæves ledt efter senderen fra luften og til vands i flere dage, og de beder nu offentligheden om hjælp til at finde den.

Den efterlyste sender er på størrelse med en halvandenliters sodavandsflaske. Foto: Adam Smith

Forskerne regner med, at computeren flyder rundt et sted i Storebælt eller måske er skyllet op på en strand. Derfor opfordrer de borgere ved både de fynske og sjællandske kyster langs Storebælt til at gå på jagt i påskedagene efter den.

Dusøren er udregnet, så det svarer til 1.000 dollars, fordi forskningsprojektet også foregår i USA, og senderen skal sendes dertil.

Hvis du finder computeren, så kan du kontakte forskningsassistent Freja Jakobsen på telefon 50420652 eller e-mail frejajakobsen@biology.sdu.dk.