- Opdateret 08/03/2023 kl. 18:43
Nu kommenterer Lars Løkke Jon Stephensens fremtid
Den tidligere teaterdirektør har været centrum i en lang række kritiske historier om sin fortid i kulturlivet.
Efter et tiltagende pres efter negative historier om Jon Stephensen, folketingsmedlem for Moderaterne og tidligere teaterdirektør, kommenterer udenrigsminister og formand for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen nu sagen.
»Og det ser ikke kønt ud,« anerkender han overfor TV 2.
»Jeres forventning til mig nu er, at jeg skal save benene af Jon Stephensen, og hvis ikke jeg gør det, så er det fordi jeg stiller mig 100 pct. om bag ved ham og påtager mig det moralske ansvar for alle hans gerninger og alle hans udtalelser. Jeg kommer til at skuffe jer, for jeg gør ingen af delene.«
De seneste uger har kulturprofilen Jon Stephensen være i vælten for en lang række opsigtsvækkende historier fra hans tid som teaterdirektør for Aveny-T samt hans fortid i kulturlivet.
Senest kunne TV 2 tirsdag afsløre, at en lang række tidligere kollegaer af Stephensen fra teaterbranchen anklager ham for både manipulation, magtmisbrug og truende adfærd gennem årtier.
Tirsdag italesatte politikeren, der blev valgt ind i Folketinget ved valget i november sidste år, historierne og fasslog, at »jeg kan ikke genkende det billede der tegnes af mig.«
Onsdag tog han dog til tasterne igen.
»Selvom jeg ikke er enig i alt fremlagte, må jeg erkende, at mennesker omkring mig har haft nogle dårlige oplevelser med mig som kollega og teaterchef. Det gør meget indtryk på mig. Jeg vil derfor gerne give en uforbeholden undskyldning til de skuespillere og ansatte, som har oplevet dette. Det har aldrig været min mening,« skriver han.
Den undskyldning sætter Lars Løkke Rasmussen tilsyneladende pris på.