Drenge nægter dobbeltdrab - 17-årig henviser til nødværge
To drenge på 16 og 17 år er onsdag i retten, hvor de sigtes for knivdrabene på to teenagere i Taastrup.
To unge drenge på 16 og 17 år nægter sig begge skyldige i drabene på to teenagere, der blev stukket med kniv i Taastrup mandag aften.
Det har deres forsvarere onsdag meddelt i et retsmøde i Retten i Glostrup.
Den 17-åriges advokat henviser desuden delvist til, at der er tale om nødværge. Hvad det nærmere dækker over, får offentligheden ikke indsigt i, da dommeren efter oplæsningen af sigtelsen lukkede dørene.
De to drenge fremstilles i retssal 404, der er Retten i Glostrups største retssal.
På tilhørerpladserne havde adskillige pårørende taget plads - heriblandt de sigtedes forældre. Mange journalister var også mødt op for at høre sigtelsen imod de anholdte.
Da anklageren læste sigtelsen op, snøftede flere på tilhørerpladserne.
Drengene sigtes for to drab samt et drabsforsøg. Drabsforsøg nægter de også.
Knivoverfaldet skal de have begået ”i forening”, og af sigtelsen fremgår der ikke noget om, at de skal have haft forskellige roller.
Det var kort før klokken 23 mandag, at Københavns Vestegns Politi fik alarmen om det fatale knivstikkeri på Skjeberg Allé i Taastrup ved flere rækkehuse.
Tre teenagere blev ramt af knivstik. En dreng på 17 år og en mand på 18 år blev dræbt. En af dem afgik ved døden på stedet, mens den anden døde på hospitalet.
Et nært familiemedlem til den 17-årige har fortalt til Ekstra Bladet, at de to teenagere havde været bedste venner siden barndommen. De er begge fra Taastrup.
Det tredje offer er en 17-årig dreng fra Albertslund. Han overlever og er blevet afhørt.
Politiet har også tidligere oplyst, at de tre ofre kendte hinanden i forvejen. Det er uvist, hvordan relationen er mellem ofrene og de sigtede, men politiet har udtalt, at man ikke mener, at knivstikkeriet var tilfældigt.
Den 17-årige blev anholdt tirsdag klokken 13.02, efter at han meldte sig selv til politiet, mens den 16-årige blev anholdt tirsdag aften klokken 18.47.
I retten onsdag er den ældste af dem iført en sort Nike-træningstrøje og jeans, mens den yngste har en grå sweatshirt og sorte træningsbukser på.
Drengene har ifølge deres advokater begge afgivet ”fyldestgørende forklaringer” til politiet, og de vil have forklaringerne læst op i retsmødet, hvilket altså foregår bag de lukkede døre.
Da de begge er mindreårige, har en repræsentant fra Høje-Taastrup Kommune også taget plads på tilhørerrækkerne.
Deres alder betyder desuden, at de vil blive varetægtsfængslet på en sikret institution og ikke i en arrest, hvis dommeren finder grundlag for at fængsle dem.
/ritzau/