Mand tiltalt for 160 tilfælde af seksuelle overgreb mod børn og unge
Overgrebene er ifølge politiet foregået i en periode på syv år fra 2013 til 2020.
En 55-årig mand fra Middelfart Kommune er blevet tiltalt for flere end 160 tilfælde af seksuelle overgreb mod børn og unge gennem en syvårig periode.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet er det sket via grooming på forskellige sociale medier og chatfora. Derudover er manden også sigtet for besiddelse af en større mængde børneporno.
De mange forhold mistænkes at være begået i perioden 2013 til 2020, hvor Fyns Politi ransagede mandens adresse på baggrund af mistanke om besiddelse af børnepornografisk materiale.
Her beslaglagde politiet bl.a. mandens computer. Manden blev anholdt og sigtet, efter at politiet havde fået skaffet sig adgang til bl.a. computeren og altså opdagede, at manden – ud over at besidde børnepornografi – også selv havde medvirket til at producere det.
»Det er en alvorlig og omfangsrig sag, som har krævet et stort og tidskrævende efterforskningsarbejde. Nu ser vi frem til at få sagen for retten,« udtaler specialanklager Daniel Dokkedahl fra anklagemyndigheden i pressemeddelelsen.
Over Jyllands-Posten uddyber Daniel Dokkedahl, at der er tale om flere end 160 ofre, hvoraf 16 er endeligt identificeret ved navn. Ifølge anklageskriftet, som anklageren henviser til, har manden ifølge politiet begået overgreb på børn »under 12 år« til »teenagealderen«.
Der er ifølge anklagerne ikke tale om fysiske overgreb.
»Det er jo det omfang, der gør, at det er en både ganske omfangsrig og grov sag, fordi det er begået over en lang periode og mod mange forurettede.«
Han ønsker ikke at udtale sig om, hvilken straf anklagemyndigheden går efter, men konstaterer, at sagen er rejst som en nævningesag, der pr. definition omhandler sager med et strafkrav på over fire år. Strafferammen for den type anklager, manden er tiltalt for, er op til 12 år, siger Daniel Dokkedahl.
Det er uvist, hvordan manden forholder sig til anklagerne, men anklagemyndigheden forventer, at han nægter sig skyldig, idet han endnu ikke har villet udtale sig til politiet.
Sagen begynder den 21. februar ved Retten i Odense.