Fortsæt til indhold
Indland

Populær café genopstår: Men et helt særligt menneske er væk

Efter en konkurs åbner dørene snart igen.

Navnet er stadig Cozy, og menukortet kommer også til at ligne sig selv.

Alligevel kommer der til at mangle noget, som mange af cafeens stamgæster har efterspurgt.

Christel Lasalle, der drev Cozy indtil konkursen i januar, kommer nemlig ikke til at være en del af den nye virksomhed.

Det bekræfter en af de nye ejere over for JP Vejle.

»Hun ønskede ikke at være en del af det. Det har været nogle hårde år, og hun vil gerne have tid til at finde sig selv,« siger Peter Falck Haslund Thomsen.

Han har overtaget konkursboet sammen med sin bror Lasse Falck Haslund Thomsen.

Sammen driver de i forvejen Vejle-værtshusene Charly’s Pub og Ølstuen.

Peter Falck Haslund Thomsen fortæller, at de to brødre har været i tæt dialog med Christel Lasalle siden Cozy indgav konkursbegæring.

»Jeg har stor respekt for hendes situation. Hun har heldigvis accepteret, at vi overtager både navn og logo.«

JP Vejle har forsøgt at få kontakt til Christel Lasalle. Ifølge Peter Falck Haslund Thomsen ønsker hun ikke et medvirke i en artikel.

Teknologisk twist

Lige nu er de store vinduer beklædt med brunt karton, mens de nye ejere gør klar til at genåbne Cozy.

Ifølge Peter Falck Haslund Thomsen kan stamgæster godt glæde sig til at komme tilbage - selvom der kommer ændringer.

»Mange af ansigterne er nogen, de kender. Der kommer nyt menukort, men vi beholder de gamle klassikere - inklusive pandekagerne,« siger den nye indehaver.

Pandekagerne med både sødt og salt fyld var en af det gamle Cozys specialiteter. De får dog et teknologisk twist i den nye version.

Cafeen har købt en speciel ovn, der kan lave syv pandekager ad gangen. På den måde kan køkkenet ifølge Peter Falck Haslund Thomsen blive drevet mere effektivt.

Natterend

En anden forandring handler om lukketider.

Det gamle Cozy lukkede klokken 22 fredag og lørdag aften, men det kommer til at blive senere i fremtiden.

Med erfaringen fra Charly’s Pub og Ølstuen vil de nye ejere gøre Cozy til et sted, man også kan gå i byen i weekenden.

»Hvis vi skal have succes, tror jeg, vi er nødt til at bygge det element på: At man kan spise morgenmad, frokost og aftensmad, men også blive hængende, få en drink og høre musik om aftenen,« siger Peter Falck Haslund Thomsen.

Cozy ligger lige over for Ølstuen i Vejle Midtpunkt, og det skal udnyttes.

I sommermånederne kommer de to steder til at arrangere fælles udendørs koncerter.

»Cozy er en institution, som vi vil gøre til hjertet i Midtpunktet,« siger Peter Falck Haslund Thomsen.

Særlig gæst

Hvornår du kan spise din næste pandekage på Cozy, tør den nye ejer ikke sige med sikkerhed.

Først skal der være helt styr på både papirarbejdet og det praktiske med nye leverandør-aftaler, nyt bookingsystem samt et facelift af inventaret og køkkenet.

»Det er helt bevidst, vi ikke har sat en dato på. Vi håber, det bliver inden for den næste måneds tid,« siger Peter Falck Haslund Thomsen.

Til den tid er der især én gæst, han håber at se i cafeen: Den tidligere ejer Christel Lasalle.

»Vi har har haft mange samtaler, fordi det var vigtigt at have hendes goodwill og accept af den måde, vi vil drive cafeen videre på. Heldigvis har hun sagt, at hun glæder sig til at komme herned igen.«