Fortsæt til indhold
Indland

Borgmester tror, at Skare overlever: »Vi skal passe på, at vi ikke maler fanden på væggen«

Borgmester i Vejen Kommune Frank Schmidt-Hansen er trist over, at slagterivirksomheden Skare, der er en af byens største virksomheder, onsdag er begæret konkurs. Alligevel maner han til besindighed.

Borgmester i Vejen Kommune Frank Schmidt-Hansen (K) synes, det er »umådeligt trist«, at slagteriet Skare Meat Packers onsdag har indgivet en konkursbegæring hos skifteretten i Esbjerg.

»Skare har i mange år været en vigtig virksomhed i kommunen. Vi er et fødevarecentrum i Danmark, og Skare er en del af vores dna med 350 medarbejdere ansat. Skulle det værste ske, bliver vi selvfølgelig udfordret,« siger han, da Jyllands-Posten møder ham foran slagteriets bygninger.

»Jeg vil tro, at Skare er en af vores seks største arbejdspladser i kommunen. Enhver borgmester ville forsvare en virksomhed i den størrelse,« siger han.

Det er ikke kun Skare Meat Packers i Vejen, der er på vej mod en konkurs. I alt har otte selskaber i koncernen onsdag indgivet konkursbegæring. Alligevel maner borgmesteren til besindighed.

»Vi vil rigtig gerne have, at virksomheden overlever på den ene eller anden måde, og det tror jeg, at den gør. Vi skal passe på, at vi ikke maler fanden på væggen, så medarbejderne begynder at søge væk allerede. For uden dem er der ingen virksomhed. Lige nu gælder det om at have is i maven, indtil kuratoren og advokaterne har fundet en løsning,« siger Frank Schmidt-Hansen.

Hvad vil det betyde for Vejen, hvis virksomheden forsvinder?

»Det tror jeg ikke, at den gør. Det scenarie har jeg ikke i hovedet,« siger Frank Schmidt-Hansen.