Skal vi vænne os til brede regeringer? Det kan blive »en ny mulighed«
Én mand ved en hel del om den hidtil eneste brede danske regering i 1978, som ikke overlevede længe. Men der er en måske afgørende forskel i den nye regering.
Det så usædvanligt ud, da statsminister Mette Frederiksen (S) i denne uge trådte frem på Amalienborg Slotsplads for at præsentere Danmarks nye regering. Hun var flankeret af de to partiledere, som ved de seneste valg har været hendes politiske modstandere i kampen mellem rød og blå blok.
Det er nu engang sådan kampen om den politiske magt udspiller sig i Danmark. Men landet har helt usædvanligt fået en bred regering hen over den politiske midte, og spørgsmålet er, om vi skal vænne os til den slags regeringer?