Krig og inflation får flere til at opsøge gratis mad i kirken
Sct. Peders Kirke i Randers har i en håndfuld år delt fødevarer ud til trængende borgere. I år er køen vokset betragteligt. Krigen i Ukraine og de stigende priser herhjemme har fået nye grupper til at stille sig i kø, fortæller en kirke- og kulturmedarbejder.
Alene torsdag dukkede fire nye ansigter op, som Irene Abildgaard aldrig havde set i køen før.
De havde fundet vej til hendes interimistiske købmandsbutik, hvor økonomisk trængte borgere i Sct. Peders Kirkes lokalområde kan få hjælp i form af basisvarer. Ris, pasta, gryn, konserves, håndsæbe. Undertiden også hjemmelavet marmelade eller friske grøntsager, når kirken får den slags donationer.
Efterspørgslen på nødhjælpen er steget mærkbart i år, beretter Irene Abildgaard, der er kirke- og kulturmedarbejder i den randrusianske kirke. I begyndelsen af året kom flygtninge fra Ukraine til kommunen, hvorved køen ved maduddelingen blev fordoblet. Og senest har de stigende priser på energi og fødevarer tilsyneladende fået flere danskere til at »kaste håndklædet i ringen« og stille sig i kø, fortæller Irene Abildgaard.
»For nylig har der været nogle familier, der giver udtryk for, at de har sat en ære i at kunne klare sig selv. De har sparet, og det har kunnet køre rundt, men nu er der kommet en elregning, der er dobbelt så stor, så nu kan de ikke mere. Før har de måske levet lidt på kanten – eller i hvert fald meget stramt – men nu bliver de bare væltet,« siger Irene Abildgaard.
»De skammer sig. De er kede af det. Det er ikke sjovt at se på.«
Hun fortæller, at både Sct. Peders Kirke og Sct. Clemens Kirke i Randers oplever et »stormløb«. Tendensen går igen hos flere andre kirker, som uddeler fødevarer eller varme måltider, kan man læse hos Folkekirken.dk.
I Abildgård Kirke ved Frederikshavn havde man i januar 55 gæster til den gratis fællesspisning om onsdagen. Nu er antallet af gæster fordoblet ifølge hjemmesiden.
I Husum Kirke, der ugentligt uddeler kurve med dagligvarer, har man siden årsskiftet fået så mange nye ansøgere, at nogle står på venteliste i flere måneder. Diakonimedarbejder Sofie Troelsgaard oplever en »større desperation« i ansøgningerne.
»Vi er ikke vant til, at folk skriver, at de har 60 kr. at leve for resten af måneden. Det er barsk,« siger hun til Folkekirken.dk.
Tilbage i Randers uddeler Irene Abildgaard mad to gange om ugen. Typisk står der op til en snes familier eller enlige i kø. De første ankommer gerne en time før åbningstid for at være sikre på at få mad.
»Når der nu står 20 familier, som hver må tage 8 varer en gang om måneden, så går det stærkt. Det er mange varer, der skal købes ind og slæbes hjem. På den måde kan vi mærke det,« siger hun.
Det er allerede sket, at Irene Abildgaard har måttet sende personer tomhændet bort, fordi der ikke var mere på hylderne. Derfor er der både brug for økonomiske donationer og donationer i form af madvarer. Men det kræver, at folk kender til initiativet, siger Irene Abildgaard.
Når hun på sine indkøbsture stiller sig i kø med tre fyldte vogne, får hun tit kommentarer fra andre handlende til det store indkøb. Og så får hun lejlighed til at fortælle om kirkens fødevarebank.
»Vi møder hver gang folk, der undrer sig over, at der bor mennesker i deres lokalområde, der ikke har råd til at sætte mad på bordet. Det er ret slående,« siger hun, der forudser, at køen vil vokse yderligere i den kommende fyringssæson med høje energipriser.
»Jeg tænker, at det bliver rigtig, rigtig hårdt.«