»Nok var det lægefagligt forsvarligt at sende mig hjem, men samfundsøkonomisk er det da et helt vildt spild«

Om aftenen den 12. maj 2022 lå Michael Rosenmark i en hospitalsseng på Slagelse Sygehus med brystet plastret til med elektroder. Nogle timer tidligere var han blevet indlagt via vagtlægen med skyhøj hvilepuls og klare symptomer på forkammerflimmer i hjertet – såkaldt hjertearytmi.

Efter en række undersøgelser, ekg og blodprøver blev det besluttet, at han næste dag skulle have en såkaldt stødbehandling, hvor han under fuld narkose ville få et kort elektrisk stød af hjertet for at få det til atter at slå i den normale rytme – et indgreb han i fjor havde prøvet. Natten over ville lægerne overvåge hans hjerterytme på sygehuset, og hans familie hentede derfor lidt ekstra tøj og toiletgrej til ham.

Men tæt på midnat kom en læge ind på stuen med besked om, at der ikke var personale nok til at gennemføre indgrebet næste dag. Michael Rosenmark blev afkoblet elektroderne og sendt hjem med besked om, at han hurtigt ville blive indkaldt til ambulant behandling på kardiologisk ambulatorium.

Derefter startede mere end to måneders ventetid og kamp for at få det planlagte elektriske stød af hjertet – som han fra den tidligere behandling vidste blot ville tage 10-15 minutter.

Men Michael Rosenmark er langtfra alene, for ventetiden på i gennemsnit 45 dage på planlagt behandling har ifølge en opgørelse fra Danske Regioner ikke været større, siden man under coronapandemien begyndte opgøre ventetiden i foråret 2020.

Og i løbet af sine godt to måneder blev Michael Rosenmark og hans journal sendt i »kredsløb« mellem tre forskellige hospitaler med det resultat, at mindst syv ekstra læger og et ukendt antal sygeplejersker og sekretærer blev involveret i og brugte tid på at gennemgå hans journal, visitere ham frem og tilbage eller foretage nye undersøgelser a la de undersøgelser, som allerede var blevet lavet på Slagelse Sygehus.

De syv ekstra lægers tid blev ifølge Michael Rosenmark brugt helt unødvendigt – og det hele endte med, at han den 22. juli atter lå i en hospitalsseng på Slagelse Sygehus og i løbet af 15 minutter fik sit stød og var færdigbehandlet.

Samtidig kom hjemsendelsen af Michael Rosenmark også til at koste dyrt på andre områder: Skatteyderne kom til at betale en regning fra det privathospital, som han i ventetiden blev henvist til, fordi regionens sygehuse ikke selv var i stand til at undersøge ham inden for udredningsrettens tidsfrister, ligesom både sundhedsvæsnet og han selv fik ekstraudgifter på en relativ dyr blodpropforebyggende medicinsk behandling, som var nødvendig under den lange ekstra ventetid på behandling.

Forpustet og hjerteflimmer

Også på det personlige plan har forsinkelsen kostet: Michael Rosenmark måtte i næsten to en halv måned gå rundt og være forpustet med meget høj hvilepuls og hjerteflimmmer – med den bekymring og nedsat aktivitet, der følger med den slags.

»Hvis mit indgreb den aften ikke var blevet aflyst, havde samfundet godt nok sparet mange penge og lægetid. Bare på mit lille indgreb. Nok var det lægefagligt forsvarligt at sende mig hjem, men samfundsøkonomisk er det da et helt vildt spild,« siger Michael Rosenmark og sammenligner aflysningen af hans indgreb med at tisse i buskerne for at holde varmen. Det hjælper her og nu, men i længden bliver det bare endnu værre.

»Det løser måske et akut problem på afdelingen at sende en patient eller to hjem. Men lægerne skal måske tænke over al det ekstraarbejde og alle de ressourcer, som aflysningen afstedkommer i andre dele af sundhedsvæsnet. Som patient forsvinder jeg jo ikke. Jeg skal stadig behandles, og aflysningen betød, at man startede forfra med forundersøgelserne af mig,« siger Michael Rosenmark, som arbejder som chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold.

For 15 år siden var han politisk aktiv, og han har netop besluttet at genoptage det politiske engagement og stiller op til folketingsvalget for Danmarksdemokraterne.

Ifølge flere professorer i sundhedsøkonomi er Michael Rosenmarks kringlede forløb et godt eksempel på dyre og uhensigtsmæssige lappeløsninger, som sundhedsvæsenet tyr til, når der i alvorlig grad mangler personale. De titusindvis af udskudte operationer og behandlingspukler, som følge af coronapandemi, sygeplejerskestrejke og rekrutteringsproblemer medfører ofte både ekstraudgifter og ekstra arbejde, nedsat livskvalitet hos patienterne og risiko for forværring.

Ventelister øges

Ifølge en opgørelse fra Danske Regioner, som baserer sig på indberetninger fra landets hospitaler, var det i første halvår 2022 mindre end tre af fire patienter, der blev udredt inden for 30 dage, og trods vintermilliard og tilskud til pukkelafvikling er aktiviteten endnu ikke på niveau med 2019, og dermed øges ventelisterne.

I Region Hovedstaden var der ifølge den seneste orientering af forretningsudvalget den 20. september fortsat 14.600 udskudte indgreb på det kirurgiske område, og i Region Midtjylland er der med udgangen af 3. kvartal i år udskudt ca. 7.700 operationer og ikke mindre end 57.000 ambulante besøg – og tallet er stigende i forhold til 2. kvartal 2022. I dagsordenen til politikernes behandling af sagen den 3. oktober konstateres det i klare vendinger, at arbejdet med at normalisere ventetiderne vil fortsætte i 2023.

At aflysninger af operationer kan blive ekstra dyrt – både samfundsøkonomisk og menneskeligt - kan ortopædkirurgisk overlæge på Herlev Hospital Peter Søndergaard bekræfte. På hans afdeling, som opererer akutte patienter, der kommer ind med f.eks. brækkede håndled, ankler, hofter og ben, er manglen på især narkosesygeplejersker og operationssygeplejersker så stor, at man i gennemsnit må aflyse tre-seks operationer om ugen. En enkelt sygemelding én dag kan betyde en lukket operationsstue og dermed tre aflyste operationer. Og hvis der så samtidig er stort indtag af akutte patienter, rammer det dobbelt.

»Aflysningerne afstedkommer en avanceret form for stoleleg – bare uden den festlige musik – når de patienter, som pludselig får deres operation aflyst, efterfølgende skal puttes ind i operationskalenderen de følgende dage og dermed skubbe andre ventende patienter med knoglebrud ud i fremtiden,« beretter Peter Søndergaard.

Resultatet er ifølge ham, at patienter med knoglebrud i flere tilfælde ender med at ligge i hospitalssengen og vente både en og to uger på at blive opereret, fordi der ikke er personale nok.

»Det er meget frustrerende for både patienter og pårørende, og det kan være på kanten rent lægefagligt at lade patienter med knoglebrud ligge to uger. Kirurgien bliver ikke nemmere, når der er gået så lang tid,« siger Peter Søndergaard.

Samtidig fremhæver han, at aflysningerne bliver meget dyre rent samfundsøkonomisk.

»Vi er jo typisk nødt til at beholde patienterne med knoglebruddet på hospitalet, indtil de er opereret, og det betyder, at vores sengeafsnit sander til med ventende patienter. Det er altså dyrt at have folk liggende og vente i hospitalssenge – de skal plejes af sygeplejersker, som der jo i forvejen ikke er nok af, ligesom det tager personaletid at lægge operationspuslespillet om hele tiden og informere frustrerede patienter og pårørende om, at deres operation er udskudt,« siger Peter Søndergaard.

Samtidig medfører de lange ventetider på operation, at det tager meget længere tid at få patienterne i gang igen efter operationen. Især gamle mennesker skal ikke ligge mange dage, før der skal bruges meget ekstra tid på genoptræning, ligesom behovet for hjemmepleje og rehabilitering i kommunerne stiger jo længere tid, de har ligget stille i en hospitalsseng.

»Vi flytter bare problemerne et andet sted hen. Det er et stort ressourcespild,« forklarer Peter Søndergaard.

Et andet eksempel på hvordan de knappe ressourcer i sundhedsvæsnet bruges uhensigtsmæssigt, er den stigende brug af dyre både interne og eksterne vikarer. Mange steder kan man ikke rekruttere medarbejdere – fra december 2021 til maj 2022 var knap halvdelen – 45 pct. – af alle forsøg på at besætte en sygeplejerskestilling forgæves.

For at få nedbragt bl.a. operationspukler fra coronatiden og sygeplejerskestrejken har det været nødvendigt at lokke de faste sygeplejersker på f.eks. operationsgange, intensivafdelinger og akutafdelinger, hvor en stor del arbejder på deltid, med ekstrahøje lønninger og bonusser for at få dem til at tage ekstravagter.

Sygeplejersker bliver vikarer

Også brugen af eksterne sygeplejerskevikarer er steget voldsomt det seneste års tid – og vikarsygeplejerskerne tjener typisk betydeligt mere end de faste sygeplejersker, samtidig med at de som regel ikke kender afdelingen så godt og derfor overlades mindre ansvar. Det frister faste sygeplejersker til at sige op og i stedet blive tilknyttet vikarbureauerne.

Ifølge en rundspørge, som Jyllands-Posten har lavet til de fem regioner, er udgifterne til vikarer mange steder steget markant. Regionerne opgør vikarudgifterne på forskellig vis, men f.eks. er Region Sjællands vikarbudget på sygehusene til både interne og eksterne vikarer steget med 63 pct. siden 2018 – til godt 355 mio kr. i 2021.

I Region Nordjylland er udgifterne til eksterne vikarer næsten firedoblet siden 2017 til knap 42 mio kr. i 2021, og i Region Hovedstaden har vikarbudgettet også haft en klar opadgående tendens siden 2014 – dog er forbruget stabiliseret noget de senere år.

Også lægemanglen fører flere steder til, at man forsøger at lappe hullerne i vagtplanen med dyre eksterne lægevikarer. F.eks. har en række psykiatere og læger i andre specialer for nylig modtaget breve fra vikarbureauer, hvor de tilbydes 1 mio kr. plus bonusser oven i en almindelig lægeårsløn, hvis de tager et vikariat i f.eks. psykiatrien.

»På kort sigt løser det et problem, men langsigtet er det selvfølgelig fuldstændig håbløst at agere på den måde. Man hugger groft sagt en psykiater fra nabohospitalet, som nu skal til at tiltrække en anden psykiater fra et vikarbureau. Så kører møllen jo,« siger sundhedsøkonomiprofessor på Vive Jakob Kjellberg.

Omvendt er et begrænset brug af vikarer meget smartere – eller rettere billigere – end f.eks. at give mere i løn til alle, påpeger han. Men balancen er for længst tippet, for sygeplejersker søger i stor grad væk fra de offentlige sygehuse og over til vikarbureauer og privathospitaler for at få mere i løn og mindre aften-, nat- og weekendarbejde. Dermed kører møllen, hvor personalemanglen nødvendiggør flere vikarer, som presser de faste, som derfor søger væk etc., etc.

Men hvad skal der til for at styre sundhedsvæsnet smartere end i dag og mindske personalemanglen?

Ifølge Jakob Kjellberg er det – ud over at uddanne flere sygeplejersker – »pine død nødvendigt« at få lavet overenskomsten om for sygeplejerskerne, så vagtarbejdet og de tunge specialer som intensiv, anæstesi og akutområdet bliver bedre honoreret end i dag. Det kræver mere differentieret løn til sygeplejerskerne og dermed en omgang vanskelig armlægning med Dansk Sygeplejeråd. Det er ikke en af de »mest lavthængende frugter«, som Kjellberg udtrykker det.

»Vi skal også kigge på, hvordan vi får unge læger til at ønske at blive psykiatere i stedet for børnelæger, som vi har mange af, ligesom vi skal have nogle læger til at synes, det er spændende at praktisere andre steder end på Østerbro, hvor vi ved Gud ikke mangler læger,« siger han og peger på, at pilen igen går i retning af mere differentierede overenskomster og redskaber til at forbedre løn- og arbejdsvilkår dér, hvor manglen på hænder er størst.

Det tredje greb, han fremhæver, er at lukke ned for nogle af de mange undersøgelser og kontroller, som foregår på sygehusambulatorierne. Selv om målsætningen i mange år har været at flytte opgaver fra de højtspecialiserede sygehuse ud til praktiserende læger og kommunernes sundhedstjenester, er antallet af læger ansat på sygehusene næsten fordoblet siden årtusindeskiftet – mange i ambulatorierne – mens antallet af læger i den primære sundhedssektor er faldet.

»Vi skal have sat en prop i stigningen på sygehusene. Vi skal have stoppet skævvridningen. Noget af det handler om at få skåret ned i de mange kontroller og undersøgelser, der foregår inde på ambulatorierne, og noget handler om at få opbygget en masse kapacitet ude i det nære sundhedsvæsen, så flere undersøgelser i stedet kan foregår dér,« siger Kjellberg.

Han mener, der kommer mange velbehandlede og velkontrollerede patienter i ambulatorierne, som ikke behøver at komme der.

»Virkeligheden er jo, at det nede i ambulatoriet er meget nemmere at have med velbehandlede og velkontrollerede patienter at gøre i stedet for mennesker, der fejler alt muligt og bøvler og udebliver. De tager tid og ødelægger den gode statistik for sygehusenes aktivitet,« siger Jakob Kjellberg med et ironisk strejf.

Danske Regioners formand Anders Kühnau (S) vil ikke kommentere de aktuelle tal, men i en ny 12-punkts plan, der på kort og langt sigt skal bekæmpe ventetidspukler og afhjælpe personalemangel, er netop aflysninger det tema, som regionerne adresserer som det første. Altså når hele operationsholdet står klar, men må aflyse i sidste øjeblik, fordi der mangler en nøglemedarbejder – f.eks. en operations- eller narkosesygeplejerske.

Aflysninger fordyrer

Sundhedsprofessor Kjeld Møller Pedersen, Syddansk Universitet, er ikke et øjeblik i tvivl om, at aflysninger – både de spontane og de mere planlagte - er med til at fordyre sundhedsvæsenet, og han peger på nødvendigheden af en bedre styring.

»De hurtige aflysninger er selvfølgelig et problem, fordi man jo ikke lige kan finde en anden patient at operere.,« siger han, men undrer sig samtidig over, at man ikke på hospitalet er i stand til at planlægge bedre.

På et mere overordnet plan peger Kjeld Møller Pedersen også på, at der er behov for en bedre styring af ressourcerne. Han peger på, at mange sygeplejersker har fået arbejde i det nære sundhedsvæsen i kommunerne eller hos praktiserende læger, og han understreger, at det er en del af den overordnede plan om at styrke sundhedstilbud tæt på borgerne.

»For at øge behandlings- og operationskapaciteten skal man nok flytte ressourcer internt i sygehusvæsenet, og her er det oplagt at se kritisk på, om ikke aktiviteten i ambulatorierne er steget for meget,« siger han og peger på, at ambulatorierne ikke mindst foretager en lang række kontrolbesøg.

»Men spørgsmålet er, om de er nødvendige alle sammen? Det er selvfølgelig vanskeligt at rulle den slags baglæns, fordi mange patienter oplever en tryghed ved at komme til kontrol. Men jeg tror ikke, der er fagligt belæg for dem alle sammen,« siger Kjeld Møller Pedersen.