Fortsæt til indhold
Indland

Passioneret avismand startede som kontorelev

75 år: Jens Bebes vej ind i mediebranchen gik gennem annonceafdelingen, og han endte i toppen som både direktør og chefredaktør.

Han har tilbragt sit arbejdsliv i avisbranchen, som i årenes løb har været udfordret af dalende oplagstal, men den tidligere direktør og chefredaktør Jens Bebe tror ikke, at den trykte avis vil uddø.

»Lige siden der kom lokalradio, tv-regioner og så videre, har man sagt, avisen ville dø, men ingen af de ting har slået den ihjel. Man har også sagt det samme om bøger, men de er heller ikke slået ud – tværtimod,« sagde han i et interview med Horsens Folkeblad i 2018.

Jens Bebe har haft en række topposter i avisbranchen, som han i et andet interview har kaldt sin store lidenskab.

Han har været formand for blandt andet Danske Dagblades Forening og Danske Mediers Arbejdsgiverforening og næstformand i Jysk Fynske Medier.

I årene 1997-2011 var han direktør og chefredaktør for Horsens Folkeblad.

Udfordringerne har været mange – dalende oplagstal, finanskrise og gratisavisernes indtog, der kostede provinspressen dyrt.

Om sidstnævnte sagde han i 2007:

»Selvfølgelig er jeg bekymret, for tallene er ikke spændende at se på. Det er i de regionale områder, at slagsmålene finder sted, og det kan ikke undgå at påvirke oplagstallene. På den anden side må vi konstatere, at der aldrig tidligere er blevet produceret så meget nyhedsstof.«

Fra kontorelev til chefredaktør

Men han har også haft medvind med udviklingen fra dagblad til mediehus og fusioner.

Jens Christian Bebes karriere startede som kontorelev på Fyens Stiftstidende, da han var 16 år. Siden blev han salgschef for avisens annonceafdeling og kom i 1983 til Horsens Folkeblad som salgs- og marketingchef.

Han tog en afstikker som administrerende direktør i De Bergske Blade, der udgav en række provinsaviser, inden han vendte tilbage til Horsens Folkeblad i 1997. Her fik han titel af direktør og chefredaktør.

Efter avisens fusion med Vejle Amts Folkeblad til Jyske Medier blev han arbejdende bestyrelsesformand i to år.

De sidste bestyrelsesposter forlod han efter sin 70-års fødselsdag.

Jens Bebe er gift og har to voksne børn.

/ritzau/