Fortsæt til indhold
Indland

Advokater: Regioner frasorterer patienter, som kan have ret til erstatning efter benamputation

Advokater kritiserer Region Midtjylland for på forhånd at frasortere en potentielt stor gruppe patienter fra at få erstatning i sagen om unødvendige benamputationer.

Jens Kofod er indigneret.

»Jeg frygter at blive sorteret fra på forhånd,« siger den 72-årige mand fra Ulstrup mellem Viborg og Randers.

Han har kun ét ben tilbage – det andet blev amputeret i fjor, og nu frygter han, at Region Midtjylland sorterer ham fra den gruppe af patienter, som Region Midtjylland vil kontakte om muligheden for at søge erstatning for at have fået amputeret et ben uden grund.

Dermed sætter han ord på en skarp kritik, som to advokater – begge eksperter i sager om patienterstatning – nu retter mod Region Midtjylland.

De fastslår, at regionens sorteringsmetode af omkring 1.800 patientforløb indebærer en risiko for, at en række benamputerede bliver snydt for en erstatning hos Patienterstatningen.