Dansk Vegetarisk Forening stævner to kommuner og to regioner
Det er diskrimination, at veganere og vegetarer ikke har mulighed for at få et måltid mad uden kød eller animalske produkter i offentlige køkkener, mener Dansk Vegetarisk Forening.
Det er et udtryk for forskelsbehandling, når børn i danske daginstitutioner og patienter på landets hospitaler ikke kan få et måltid uden kød, mælk eller æg.
Sådan lyder det fra Dansk Vegetarisk Forening.
Foreningen har derfor lagt sag an mod Jammerbugt Kommune, Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Det sker efter, at Dansk Vegetarisk Forening gennem længere tid har været i dialog med de pågældende kommuner og regioner på baggrund af henvendelser fra vegetariske og veganske borgere, som føler sig forskelsbehandlet.
»Vi ville ønske, at det ikke var nødvendigt at gå rettens vej for at sikre veganere og vegetarers ret til at spise måltider uden animalske produkter. Men der er desværre en udbredt forskelsbehandling af familier og borgere, der ønsker nærende, plantebaserede måltider – også når de er indlagt på danske hospitaler, i psykiatrien, på plejehjem og når de sender deres børn afsted i daginstitution. Derfor må vi nu prøve spørgsmålet ved domstolene,« siger Dansk Vegetarisk Forenings generalsekretær, Rune-Christoffer Dragsdahl, i en pressemeddelelse fra foreningen.
»Det kan ikke være rigtigt, at syge borgere skal spises af med en banan, et stykke rugbrød eller en grøn salat til aftensmad, eller at en fødende kvinde skal tage sin egen mad med på hospitalet. Det kan heller ikke være rigtigt, at en børnefamilie skal bruge en ekstra times transporttid hver dag, fordi deres nærmeste institution ifølge kommunens politik ikke må vise hensyn. Det, vi hører fra vegetarer og veganere over hele landet, er, at de bare ønsker et rigtigt alternativ til de måltider, andre får serveret, og det mener vi ærlig talt ikke er for meget at bede om,« lyder det fra Rune-Christoffer Dragsdahl.
1.300 borgere har støttet foreningen med knap 450.000 kr., der nu skal bruges til at føre de fire retssager.
Det er advokat Dorthe Kynde Nielsen, der er partner i & Foldschack Advokatpartnerselskab, som fører sagerne på vegne af Dansk Vegetarisk Forening og familierne.
»Det er vigtigt, at det offentlige sikrer lige vilkår for alle. Det betyder, at offentlige institutioner må sørge for ikke blot en ordning til dem, der foretrækker at spise kød, men også til vegetarer og veganere. Ellers er der tale om uretmæssig forskelsbehandling. Når vi har udvalgt fire sager, er det for at sætte fokus på, at dette ikke blot er et enkeltstående problem, men at vegetarer og veganere på tværs af Danmark oplever at blive forskelsbehandlet,« siger Dorthe Kynde Nielsen i pressemeddelelsen.
Alle fire stævninger tager sit juridiske udgangspunkt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions to artikler om diskrimination og retten til respekt for privat- og familieliv.
En af de kommuner, Dansk Vegetarisk Forening har lagt sag an mod er Jammerbugt Kommune.
Kommunens direktør i børne- og familieforvaltningen, Diana Lübbert Pedersen, siger til DR, at det bl.a. er Fødevarestyrelsens og Sundhedsstyrelsens officielle kostanbefalinger, der danner grundlag for Jammerbugt Kommunes politik for, hvilken mad der serveres i kommunens daginstitutioner.
»Ifølge dagtilbudsloven kan kommunalbestyrelsen alene fritage et barn fra madordningen på grund af lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver specialkost,« skriver Diana Lübbert Pedersen i en mail til DR.
Jyllands-Posten forsøger at få en kommentar fra Københavns Kommune, Region Hovedstaden og Region Sjælland.