Flere nærhospitaler på vej med regeringens sundhedsreform
Et bredt flertal af partier hæver antallet af nærhospitaler fra 20 til 25 i et natligt forlig om en ny sundhedsreform.
Flere nærhospitaler er på vej i det danske landskab.
Det er et resultaterne af et bredt forlig indgået natten til fredag om en sundhedsreform, som har til formål at flytte flere sundhedstilbud tættere på borgerne for at aflaste de store supersygehuse.
Der fremlagde regeringen og partierne bag på et pressemøde fredag formiddag.
Oprindeligt havde regeringen i sit udspil lagt op »op mod 20« nærhospitaler, som bedst kan sammenlignes med udvidede og store sundhedshuse, men tallet er i aftalen hævet til 25. Endnu er det uvist, hvor alle nærhospitalerne skal placeres i landet, men en lang række af dem vil have tidligere nedlagte sygehuse som grundsten.
Partierne, som i øvrigt valgte helt at fjerne de store forebyggelsesinitiativer om mindre alkohol, tobak og nikotinprodukter til de unge fra aftalen, er også enige om en såkaldt kvalitetsplan til kommunerne. I dag er der store forskelle på kommunernes kræfter på sundhedsområdet - bl.a. er der store variationer i antallet af sygeplejersker fra kommune til kommune - og det gøres med sundhedsreformen mere ensartet.
Praksispligt
I et ønske om at få flere læger ud til de områder, hvor der er længst mellem dem, indføres en såkaldt praksispligt, som betyder, at unge læger skal tilbringe et halvt år af deres uddannelse ude i almen praksis. Det er en ændring i forhold til regeringens første forslag om en tjenestepligt, hvor alle læger - uanset speciale - skulle ud og arbejde hos en praktiserende læge.
For alvorligt syge og kronisk syge er der et nyt fænomen på vej i form af en patientansvarlig læge, som skal følge patienten i stedet for utallige forskellige læger tilser og behandler vedkommende. Det tilbud kommer dog kun til at gælde alvorligt syge mennesker med flere lidelser på én gang.
Ud over en lang række anlægsudgifter, som løber op i adskillige mia. kr., vil en mere fremskudt sundhed koste lige i underkanten af 400 mio. kr. i drift om året.