• Artiklen opdateres

Amputationsskandalen koster topchefen i Region Midtjylland jobbet

På et ekstraordinært møde i forretningsudvalget torsdag er det besluttet at fyre koncerndirektør Ole Thomsen. Det sker, efter at borgere har fået amputeret benet uden grund på sygehuse i Viborg og Aarhus.

Artiklens øverste billede
Ole Thomsen skiftede i august 2010 jobbet som hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital ud med med direktørposten i Region Midtjylland. Arkivfoto: Benjamin Nørskov

Amputationsskandalen i Region Midtjylland koster nu den næstøverste embedsmand i regionen jobbet. Koncerndirektør Ole Thomsen fyres.

Det har politikerne i forretningsudvalget besluttet på et ekstraordinært møde torsdag formiddag.

Ole Thomsen bekræfter over for Jyllands-Posten, at han er blevet fyret, men han har ingen kommentarer derudover.

Den 61-årige Ole Thomsen har været koncerndirektør i mere end 11 år - han har tidligere overlevet krav fra politikere om fyring, bl.a. i forbindelse med sagen om overlæge Ulrich Fredberg.

Men han overlevede altså ikke sagen om unødvendige amputationer gennem mange år i Region Midtjylland. En sag, som kom frem i offentligheden for to uger siden, da regionen offentliggjorde en ekstern analyse om sagen.

Fyringen sker, fordi regionsrådet ikke er blevet tilstrækkeligt orienteret om problemerne på sygehusene i Viborg og Aarhus. Det fortæller regionsrådsformand Anders Kühnau til Jyllands-Posten i regionshuset i Viborg.

Hvorvidt har du selv et ansvar i sagen?

»Det har jeg da. Sammen med det øvrige regionsråd. Det skal vi også erkende, og derfor vi tager denne konsekvens. Jeg tror, vi alle sidder med oplevelsen af, at der var nogle oplysninger, vi skulle have haft tidligere i forløbet,« siger socialdemokraten med henvisning til, at regionen flere gange blev advaret om, at den havde langt flere amputationer end andre regioner.

»Det er ikke blevet kommunikeret tydeligt nok til os,« mener Anders Kühnau.

Ekstern undersøgelse på vej

På forretningsmødet besluttede et enigt regionsråd - udover fyringen af Ole Thomsen - at der skal udarbejdes en ekstern undersøgelse.

»Undersøgelsen skal fortælle, hvem der vidste hvad hvornår. Hvordan kunne så mange patienter komme i klemme,« fortæller 2. næstformand Stine Damborg (K).

Hun forventer, der går flere måneder – måske hen mod sidst på året - før undersøgelsen er klar.

Stine Damborg mener, det var nødvendigt at placere et ansvar for amputationsskandalen.

»Vi har været nødt til at handle hurtigt og konsekvent. Som patient skal man ikke stå i den situation, at man skal være utryg i vores sundhedsvæsen.«

Lone Langballe (DF) er enig i, at det var nødvendigt at »trække en streg i sandet« og indlede en fyringssag af Ole Thomsen.

Hun nævner, at politikerne har skullet spare en milliard kroner på otte år og undervejs har haft brug for at blive informeret om, hvad besparelserne ville føre til.

»Jeg ser frem til at få kulegravet det karkirurigske område som en slags case, så vi kan finde ud af, hvordan vi skal gøre fremadrettet, så vi er mere klar over konsekvenserne,« forklarer Lone Langballe.

Hun mener ikke, politikerne har haft det fulde billede at træffe beslutninger ud fra.

Er det et demokratisk problem?

»Ja, det synes jeg. Vi er ikke fuldtidspolitikere. Vi får tusindvis af sider, vi kan læse, men vi kan ikke nå at læse bilag for alt. Så vi skal i sagen have fremlagt en risikovurdering,« siger Lone Langballe og forklarer, at regionsrådspolitikerne kun har haft indsigelser i bilag at forholde sig til.

Lone Langballe og flere andre partier er desuden klar til at sætte flere penge af til karkirugien.

Ledelsen var advaret

Det var Ole Thomsen selv, som havde sat gang i analysen, som altså nu ender med at koste ham jobbet.

Ole Thomsen har over for bl.a. Jyllands-Posten erkendt, at han i 2019 ikke lagde mærke til en advarsel om, at der blev foretaget mange flere benamputationer i Region Midtjylland end i f.eks. Region Syddanmark.

Advarslen kom fra det tværfaglige specialeråd for karkirurgi i Region Midtjylland den 3. juni 2019 i form af et fire sider langt høringssvar til en stor sundhedsplan.

Ole Thomsen opfattede det ikke som en rigtig advarsel - oplysningerne »gik under radaren,« forklarede Ole Thomsen til Jyllands-Posten.

I en senere redegørelse om forløbet hedder det, at oplysningerne ikke blev opfattet som en early warning, men som en opfordring til at gentænke strukturen i sundheds- og hospitalsplanen.

Men den forklaring holder ikke, mener sundhedsjurist på Syddansk Universitet Kent Kristensen.

»Det burde være blevet opfattet som en early warning, fordi der gøres opmærksom på en markant afvigelse i antallet af benamputationer i Midtjylland. Det skal man tage alvorligt,« siger Kent Kristensen til DR torsdag.

Gruppeformand for Venstre i regionsrådet Anders G. Christensen har tidligere over for Jyllands-Posten udtrykt ønske om ansættelsesmæssige konsekvenser i regionsledelsen som følge af amputationssagen. Han er tilfreds med onsdagens udfald:

»Der er kommet ting frem, hvor man kan undre sig over, at ledelsessystemerne ikke har fungeret bedre, og der ikke er råbt vagt i gevær klart og tydelig, så regionsrådet kunne reagere på det. Det er i sidste ende koncerndirektørens ansvar.«

Gruppeformanden vil ikke afvise, at der kan komme flere ansættelsesmæssige konsekvenser af sagen.

»Nu har vi bedt om analyse af, hvem der vidste hvad, hvornår og hvorfor. Det her er uden tvivl et wakeupcall for hele organisationen,« siger Anders G. Christensen.

Også formand for Amputationsforeningen Marianne Palm er tilfreds med, at sagen har fået konsekvenser i regionens topledelse.

»Der skulle rulle hoveder. Vi kan bare håbe på, at hele misæren betyder, at alle strammer sig an og får lavet gode forhold på karkirurgiske afdelinger i Aarhus og Viborg. Det vigtigste er, at der bliver arbejdet hurtigt, og at man har øje på den alvorlige situation, de amputerede er sat i,« siger hun og ønsker ikke at forholde sig til, om flere personer bør stilles til ansvar.

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) efter et ekstraordinært forretningsudvalgsmøde torsdag. Her blev det besluttet at fyre koncerndirektør Ole Thomsen som konsekvens af amputationsskandalen. Foto: Dorte Brandsen

Formand tog afstand

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) sagde forleden til Jyllands-Posten, at han ikke før det ekstraordinære møde i regionens forretningsudvalg ville udtale sig i pressen om, hvorvidt han stadig har tillid til hospital- eller koncernledelsen.

»Det kommer jeg til at drøfte med forretningsudvalget på torsdag. Derefter vil jeg meddele, hvordan jeg ser på den her sag,« sagde han.

Over for DR lagde han torsdag luft til regionsledelsens forklaring om henvendelsen fra det tværfaglige specialeråd for karkirurgi.

»Henvendelsen kommer ganske vist som led i en høring af en sundhedsplan, men man får ikke at vide, at der er udfordringer med kapaciteten og patientsikkerheden, fordi vi amputerer for mange i Region Midtjylland. Det bør man reagere på i ledelsessystemet,« sagde Anders Kühnau før mødet i forretningsudvalget.

Forkerte tal

Ole Thomsen har været koncerndirektør i Region Midtjylland siden 2010. Inden da var han direktør på Randers Centralsygehus i perioden 2000-2006 og hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital i perioden 2006-2010. Han er uddannet cand. rer. soc. - kandidat i socialvidenskab - fra Syddansk Universitet.

Han indledte sin karriere som fuldmægtig inden for sundhedsplanlægning i det tidligere Ringkjøbing Amt og var siden kontorchef på handicapområdet.

Ifølge den eksterne analyse, som Ole Thomsen bestilte i september 2021, kan i gennemsnit 92 patienter årligt i perioden 2016-20 have fået amputeret et ben eller underben, uden at det var nødvendigt. Regionen havde imidlertid fodret manden bag analysen med forkerte tal, så skønnet fra regionens side er, at tallet skal korrigeres til 47.

Analysen viste samtidig, at behandlingskapaciteten i Region Midtjylland er kun den halve af kapaciteten i resten af Jylland og slet ikke dækker behovet for amputationsforebyggende behandlinger.

Som koncerndirektør har Ole Thomsen stået i spidsen for adskillige besparelser og omorganiseringer af sygehusvæsenet, herunder på det karkirurgiske område, som nu er genstand for omfattende kritik. Det er også endt med fyring af kendte overlæger som f.eks. Ulrich Fredberg, voldsom ballade i medierne og krav om, at han blev fyret.

Han har overlevet det hele indtil torsdag, da forretningsudvalget besluttede at fyre ham.

Forløbet i amputationssagen med en fyring kort efter dens fremkomst minder om forløbet i sagen om mangelfulde brystkræftundersøgelser i Region Sjælland. Her fyrede forretningsudvalget sygehusdirektør Vagn Bach kort efter, at sagen var kommet frem.

Brystkræftsagen sendte Patienterstatningen på overarbejde, og Patienterstatningen forventer, at det vil ske igen i sagen om unødvendige amputationer, hvor antallet af sager, der skal bedømmes, kan komme op på 470 over ti år, som er forældelsesfristen.

Både sundhedsministeren, Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed har bedt regionen om en redegørelse i sagen. Senest på mandag skal regionen aflevere redegørelsen til de to styrelser.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.