Hvem gider høre fars musik? Hvem gider i det hele taget høre på far?
Der sker ikke længere den samme overdragelse af værdier og kultur fra forældre til deres børn som i tidligere generationer, mener børneforsker og historiker. Spørgsmålet er, om der er noget at gøre ved det – og om man skal insistere på, at børnene skal lytte til fars musik?
Der udspillede sig en kulturkamp for nylig i en Volkswagen lidt vest for Give. På overfladen handlede det om, at forældrene på forsæderne og børnene på bagsæderne var uenige om, hvilken musik der skulle spilles undervejs til familiens bagland. Under overfladen lå der et forsøg på at give hjerteblod og kultur videre fra en generation til den næste, sådan som det vel nærmest altid er foregået.
Engang sad børnene omkring bålet og hørte de voksne fortælle historier, og da jeg var barn i 1980’erne var forbindelsen mellem generationerne stadig på plads, i den forstand at min adgang til musik var min fars pladesamling. Når der blev sat Bob Dylan på anlægget i stuen, hørte vi alle Bob Dylan.
Denne dag i bilen vest for Give ville børnene høre Justin Bieber eller hittet ”Stor Mand” med Andreas Odbjerg. De er ni og fem år, og de skal bare høre efter, når far sætter en plade på, men det gør de netop ikke, for de har allerede deres helt egen musiksmag.
»Vi gider ikke at høre fars musik,« lød det, og jeg gav mig, men da de fik telefonen om på bagsædet, stod det klart, at der var noget større på spil.