Er det en menneskeret at være forælder til et barn, man ikke selv kan passe?

På et lille kontor på Christianshavn sidder Anette Faye Jacobsen og læser sig ind i danske familiers skæbner.

Hun er historieuddannet og har i årtier forsket i udsatte familier, og hvordan staten tager ansvar for børn, der ikke kan passes af deres forældre. Hun har netop gennemgået tusindvis af dokumenter i 11 sager om tvangsbortadoptioner fra fem danske kommuner.

Et forskningsprojekt, hvis frø blev sået i 2018, da Socialdemokratiet lancerede et nyt udspil på børneområdet.

»Allerede dengang sagde Socialdemokratiet, at det ville have flere bortadoptioner. Der var noget i udspillet, jeg oplevede som en politisering og noget, der ikke tidligere havde været tradition for i Danmark. Det var nye toner og fremstod, som om man ville køre en konflikt op mellem barnet på den ene side og dårlige forældre på den anden side,« siger Anette Faye Jacobsen, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.

Siden statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale 2020 lagde op til, at kommunerne i højere grad skal gøre brug af tvangsbortadoptioner, er antallet af bortadopterede børn steget markant. I de sager, som Anette Faye Jacobsen har læst, har hun analyseret myndighedernes vurdering af forældreevnen hos børnenes mor og far.

»I flere sager slår det mig, at familierne ikke har fået en reel chance. Nogle af dem har en forældreevne – den er ikke stor, men forældrene er lydhøre over for fagpersonernes råd og vejledning, og der kan ligge gode udtalelser fra et mor/barn-hjem, som alligevel ikke får nogen indflydelse,« siger Anette Faye Jacobsen.

Hun mener at have set eksempler på, at kommuner vælger materiale, som passer til deres beslutning om at bortadoptere, og hvor forældrenes fortid bliver afgørende.