Rapport: Hundredvis af mænd søger tilflugt for partnervold
Omkring 400 mænd må årligt søge ophold på krisecentre eller herberger efter vold i nære relationer.
Omkring 400 mænd tager årligt ophold på krisecentre eller herberger, fordi de er udsat for vold fra en partner, en ekspartner eller et familiemedlem.
Det viser en rapport fra organisationen Lev Uden Vold, som er bestilt af Social- og Ældreministeriet, skriver Politiken.
Rapporten er bestilt efter et politisk fokus på mænd, der rammes af partnervold, men ikke har samme rettigheder som kvinder.
Undersøgelsen er blandt andet lavet på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt 305 mænd på herberger og mandekrisecentre.
Der kan dog være et mørketal, skriver Politiken. Det skyldes, at mange mænd ikke kender til denne slags tilbud.
Volden er oftest udøvet af en partner eller ekspartner. Men af dem, der tager ophold på grund af vold, har 41 procent været udsat for vold fra en tredjepart, for eksempel en kærestes bror eller ven.
Ifølge Lev Uden Volds videnscenterchef og konstituerede direktør, Louise Glerup Aner, er forestillingen typisk, at mænd er fysisk overlegne.
- Men rapporten vidner om, at der er nogle andre ting på spil end blot den fysiske magtrelation mellem mand og kvinde, fordi der kan trækkes andre ind i relationen til at udføre volden, siger hun til Politiken.
Hun forklarer, at der er mere viden om vold mod kvinder, fordi langt flere tager ophold på krisecentre som følge af vold. I 2020 gjaldt det 2300 kvinder.
Men rapporten viser et behov for at diskutere ulighed i mænd og kvinders rettigheder, mener hun.
I dag har voldsramte kvinder automatisk ret til gratis psykologhjælp efter serviceloven. Det samme gælder, hvis de har børn.
Men det gælder ikke for mænd.
Igennem en forsøgsordning på to år skal Lev Uden Vold tilbyde psykologhjælp til voldsramte mænd på herberger og mandecentre.
Når den har gjort politikerne klogere på problemet, er social- og ældreminister Astrid Krag (S) klar til at se lovgivningen efter, siger hun til Politiken.
Løsningen bliver ikke gratis, og derfor skal der også diskuteres finansiering, siger hun.
/ritzau/