Lokal fond sender millioner til Ukraine
Ifølge fonden kan flere tiltag være på vej i fremtiden, hvis det bliver nødvendigt.
Ukraine har fået endnu en håndsrækning fra det danske erhvervsliv.
Poul Due Jensens Fond, bedre kendt som Grundfos Fonden, vil nemlig støtte direkte nødhjælp i landet med mindst 15 mio. kr.
»Vi er vidner til en frygtelig tragedie og et chokerende mareridt. Heldigvis ses der massiv støtte og midler til nødhjælp fra verdenssamfundet,« siger fondens administrerende direktør, Kim Nøhr Skibsted.
Fonden er en erhvervsdrivende fond, som blev stiftet i 1975 af Grundfos’ grundlægger, Poul Due Jensen.
»Vi vælger at afsætte mindst 15 mio. kr. til direkte nødhjælp, blandt andet gennem nødhjælpsorganisationer, der leverer medicinsk pleje og hjælp til flygtningene og gennem lokale initiativer, der er i området, bedst kender behovene og kan yde den mest effektive hjælp til ofrene og flygtningene i Ukraine og i nabolandene,« fortsætter Kim Nøhr Skibsted.
Ifølge fonden kan flere tiltag være på vej i fremtiden, hvis det bliver nødvendigt.
En række danske virksomheder er begyndt at trække sig ud af Rusland som følge af invasionen af Ukraine.
Pumpekoncernen Grundfos fortalte i sidste uge, at man har sat sine forretningsaktiviteter i Rusland på pause.
Helt konkret gælder det alle aktiviteter på produktionsanlæg og salgskontorer i hele Rusland.