Fortsæt til indhold
Indland

Trods underskud i sigte: Statens økonomi er holdbar på langt sigt

Med milliarder til Forsvaret er politikernes kasse til ønsker for de næste år ved at løbe tør ifølge økonom.

/ritzau/

Selv med en stigning i forsvarsudgifter på flere milliarder er den danske stats finanser efter bedste skøn på langt sigt stadig det, man kalder ”holdbare”, forklarer Danske Banks cheføkonom, Las Olsen.

Det er til trods for, at regeringen og fire partier i en aftale om dansk sikkerhedspolitik har aftalt, at staten skal betale for en styrkelse af Forsvaret ved at køre med underskud i nogle år.

- Det betyder, at man vælger at køre med underskud i den her periode, hvor der i forvejen er nogle ekstra udgifter, fordi der er en periode med mange pensionister i forhold til, hvor mange der er i arbejde, siger han.

- Ifølge de bedste beregninger, der findes vil det på meget langt sigt gå lige op. Så vil der være balance i de offentlige finanser, og man vil ikke behøve at sætte skatten op.

Regeringen og partiernes aftale vil hæve de årlige forsvarsudgifter frem mod, at det i 2033 skal være to procent af bruttonationalproduktet - altså størrelsen på dansk økonomi. Det vil koste et tocifret milliardbeløb årligt.

Men det er ikke nødvendigvis ”uholdbart”, at den danske stat kører med underskud i præcis de pågældende år.

Det har tidligere været nævnt som en mulighed, fordi der i de år er nogle særlige omstændigheder.

Det har eksempelvis været foreslået af de økonomiske vismænd og Nationalbanken. De foreslog det dog, som et middel imod en eventuel økonomisk krise og ikke som finansiering for en styrkelse af Forsvaret.

Ved at bruge pengene på Forsvaret, har politikerne dermed også fjernet det meste af det råderum, der ellers måtte være til forskellige politiske ønsker såsom skattelettelser, øget velfærd eller investeringer i klimatiltag.

- Det bliver rigtig svært for politikerne i en lang periode fremefter at gøre ting, de gerne vil, siger Las Olsen.

- Fordi der er en befolkningsudvikling, der kræver mange ekstra udgifter, for bare at opretholde det samme serviceniveau i velfærdsstaten. Samtidig har man sagt, at vi skal bruge de her penge på Forsvaret.

- Det betyder, at selv med den her nye regler om, at der godt må være et lille underskud i de år, hvor det giver mening, så er der bare ikke rigtig noget tilovers til, hvad politikerne hen ad vejen måtte få lyst til at bruge penge til.