Håndboldstjerne aborterede tre gange før ønskebarnet kom: »For første gang følte jeg, at min krop forrådte mig«

Der er makrelmad på tallerkenen foran knap syv måneder gamle Merle, for hun gider ikke grød som sin storebror.

»Det skal smage af noget,« siger Camilla Dalby Christensen, mens hun til datterens store tilfredshed serverer de små røde rugbrødsbidder.

I hjørnet af den tilstødende stue ligger en madras fyldt med babylegetøj, men at legetøj og babymad skulle blive en stor del af hverdagen i hjemmet hos den tidligere håndboldstjerne og hendes mand var ikke givet. Ikke fordi parret ikke ønskede børn, men fordi Camilla Dalby Christensen måtte igennem tre aborter, før det lykkedes at gennemføre en graviditet og få ønskebarnet Oliver, der er Merles snart fireårige storebror.

Selv om Camilla Dalby Christensen i dag er mor til både Oliver og Merle, får historien om hendes tre mistede graviditeter stadig tårerne frem i hendes øjne.

»Det gør ondt at snakke om, fordi det minder mig om en krise, jeg var i. Det vækker nogle følelser i mig, som ikke er sjove at mærke igen, og det står så klart for mig, selv om det er fire år siden,« siger hun.

Baby i kontrakten

Camilla Dalby Christensen og hendes mand, Kasper Dalby Christensen, er ungdomskærester. De gik i ungdomsskole og til halballer sammen, og selv om der aldrig blev snakket en masse om børn, så lå det bare helt naturligt i kortene, at parret skulle skabe deres egen lille kernefamilie, som den de begge kom fra.

Camilla Dalby havde dog også travlt med sin håndboldkarriere. Hun spillede på ligaholdet i Randers HK og var en del af først ungdomslandsholdet og senere A-landsholdet, og i årene 2013-2015 spillede hun i den montenegrinske storklub, ZRK Buducnost, før hun i 2015 som 27-årig fik et tilbud om at vende hjem til Randers HK på en treårig kontrakt.

Hun takkede ja til tilbuddet, men gav også tydeligt udtryk for over for klubben, at der ville komme et barn i perioden, og det blev skrevet ind i kontrakten.

»Jeg har altid gerne villet have et barn, inden jeg blev 30 år. Det er sådan en milepæl, og så passede det med, at jeg lige kunne spille, blive gravid og komme tilbage og spille igen,« siger hun og afslører lidt af den kontrol, eller snarere manglen på samme, som hun måtte kæmpe med undervejs i kampen for at få børn, og som var tæt på at vælte hende omkuld.

Krop og hoved var ikke enige

Camilla Dalby Christensen blev også hurtigt gravid. I foråret 2016 viste de to røde streger sig på en test, men dagen inden en tidlig scanning i uge syv, begyndte hun at bløde.

»I gamle dage havde man nok bare tænkt, at det var en forsinket menstruation,« siger hun og fortæller, at oplevelsen både overraskede og gjorde ondt.

»Det var sådan ”nå, det var træls, men videre”, men det gjorde også lidt ondt, og det også var følelsen af, at ”nå, kan det også være sådan her”«, siger hun.

Allerede i efteråret blev Camilla Dalby Christensen gravid igen. Men selv om en tidlig scanning viste liv, var hun stadig mærket af den første oplevelse.

»Jeg kunne bare mærke på håndboldbanen, at efter jeg havde mistet første gang, så trak min krop sig ubevidst, når jeg skulle i finter. Jeg tænkte ”kom nu - det er så lille, der sker ikke noget”, men mit hoved og krop ville vidt forskellige ting,« siger hun.

Trykkede skyl i toilettet

Fordi Camilla Dalby Christensen samtidig døjede med sin ryg, blev hun sygemeldt i et par uger for mentalt at få ro på, og under en shoppetur til Aarhus, besluttede hun og Kasper sig for at få lavet endnu en scanning for at få bekræftet, at alt var som det skulle være - især fordi der var begyndt at gå rygter om hendes graviditet.

»Så sætter hun scanneren på og bliver meget stille, og det er sjældent godt, og så siger hun bare ”der er ikke liv mere”. Fosteret skulle egentligt have været i uge ni, men hjertet var stoppet i uge syv,« siger hun.

Fordi fostret var gået til grunde, men ikke var blevet udstødt af kroppen, skulle Camilla Dalby Christensen igennem en medicinsk abort, hvor man tager medicin, der får kroppen til at udstøde fostret.

»Det var helt forfærdeligt. Man sad bare der og skulle trykke skyl i toilettet. Det var barskt,« siger hun og fortæller, at det var svært at vende tilbage til håndbolden.

»Jeg følte mig helt blottet, da jeg kom tilbage. Det var hårdt, når der blev forventet 10 mål fra min side og jubel og ansvar, men omvendt var det også nogle gange en lettelse bare at kunne tage håndboldkasketten på,« siger hun.

Hårdt med gravide veninder

Efter de to mislykkede graviditeter, følte Camilla Dalby Christensen sig med egne ord »slået hjem i ludo«.

»Det var helt forfra igen, og folk sagde i den bedste mening, at jeg skulle holde pause og få ro på kroppen, men jeg vidste jo, at vi ikke blev lykkelige og glade, før vi havde det barn, så der var ikke nogen anden vej end at kæmpe sig igennem det. Samtidig var der mange veninder omkring mig, der blev gravide, og det var hårdt, for det mindede mig også om, hvor jeg ikke var,« siger hun ærligt.

Men endnu en gang gik det hurtigt med at blive gravid. Camilla Dalby Christensen fik en aftale om at blive scannet hver uge hos en gynækolog - både for at få tryghed, men også fordi hun ikke brød sig om tanken om at have gået rundt med et dødt foster i maven.

»Der var liv til alle scanningerne, og så tænkte vi, at vi var home safe. Til nakkefolds-scanningen skulle vi også bare have bekræftet, at der var liv,« siger hun.

Den bekræftelse fik parret også, men så blev nakkefolden målt.

»Og den var bare alt, alt for tyk,« siger Camilla Dalby Christensen.

En ud af 250.000

Parret fik at vide, at fostret var sygt. Det havde en kromosomfejl, som kun en ud 250.000 har, og det ville højst sandsynligt ikke leve graviditeten ud.

»Jeg tænkte bare: ”hvad foregår der? Jeg er næsten i uge 14 og ikke engang der er jeg home safe,«siger hun.

Fordi hun var så langt henne, skulle hun igennem en kirurgisk abort, som hun først skulle have godkendt, fordi hun havde passeret abortgrænsen, og oplevelsen var hård at komme igennem.

»Når du skal lægges i narkose, skal du fortælle højt, hvad du skal have lavet, og jeg skulle grædende fortælle, at jeg skulle have en abort. De fire sygeplejersker derinde sad også med tårer i øjnene,« siger hun.

Tæt på depression

Allerede inden den tredje graviditet mistede den ellers humørfyldte håndboldspiller både gejsten og gnisten.

»Jeg var helt nede i kulkælderen. Vores læge screenede mig for depression og sagde, at jeg skulle ikke have det værre, end jeg havde, for så måtte han trække mig ud af sporten og sætte mig på medicin,« siger Camilla Dalby Christensen og fortæller, at folk omkring hende også tydeligt kunne fornemme, at hun havde det skidt.

»Min veninde Gitte (Andersen, håndboldkollega fra Randers HK, red.) har sagt til mig bagefter, at det var tydeligt, at jeg havde det skidt. Der var ingen glød i mine øjne - bare et mat blik. Man kan godt tage et cover på, men du kan læse det i folks øjne. Hvor jeg før ville have flækket af grin over noget til træning, så stod jeg bare og kiggede og var sådan: ”skal vi ikke komme videre med træningen”«, siger Camilla Dalby Christensen og fortæller, at hun begyndte at komme hos en psykolog.

»Jeg begyndte at arbejde meget med kontrol og kontroltab og fandt ud af, at det har fyldt meget gennem hele mit liv. Når jeg ikke har kontrol, så er det, at det er svært for mig, og jeg bliver presset,« siger hun.

Forrådt af kroppen

Hun fortæller, at oplevelsen af ikke at kunne holde på graviditeterne også gav hende en følelse af at være forkert og ikke slå til.

»Min krop, som jeg ellers altid havde kunnet stole på, og som jeg levede af, forrådte mig. Jeg følte, jeg ikke fungerede som kvinde. Jeg kunne godt blive gravid, så det var jo mig, og ikke Kasper, der var noget galt med,« siger hun.

I april 2018 fik parret sønnen Oliver, men der gik lang tid af graviditeten, før Camilla Dalby Christensen for alvor troede på, at fjerde gang ville blive lykkens gang.

»Jeg var 100 procent sikker på, at Oliver var en graviditet uden for livmoderen, for det var det eneste, jeg ikke havde prøvet. Jeg havde så fysisk ondt i den ene side af maven, lige indtil jeg fik at vide, at graviditeten sad rigtig. Så havde jeg pludselig ikke ondt mere - det var rent psykisk,« siger hun, mens øjnene bliver blanke.

»Jeg bliver stadig ked af det, når jeg fortæller om det,« siger hun.

Følte sig meget alene

Men selv om det gør ondt at fortælle historien, og den ripper op i følelser som skuffelse, afmagt og kontroltab, så skal historien fortælles, mener Camilla Dalby Christensen.

»Det, jeg oplevede, er så naturligt, men der mangler stadig noget belysning af det,« siger hun og fortæller, at hun selv netop manglede nogen at dele oplevelsen med. Vel at mærke nogen, der havde oplevet det samme, og som kunne sætte sig 100 procent ind i følelserne.

Selv om det skønnes, at op mod hver femte konstaterede graviditet i Danmark ender i en ufrivillig abort, så følte Camilla Dalby Christensen sig ensom i processen.

»Jeg følte mig meget alene. Jeg havde depressive tanker og følte mig forkert. Selv om det er så naturligt, så kendte jeg ingen, der havde oplevet det, og kan min historie hjælpe nogen og give dem det håb, som jeg selv manglede, så gør det mig glad,« siger hun og fortæller, at kampen for at få børn var hendes kamp.

»Jeg har aldrig kæmpet med store skader og genoptræning. Mange håndboldspillere har kæmpet sig tilbage til deres drøm - jeg har kæmpet for at få min drøm,« siger hun og fortæller, at tiden og parrets to ønskebørn selvfølgelig gør historien markant lettere at bære.

»Engang var det et sår - nu er det et ar. Men historien vil altid være der,« siger hun.