Klimabevægelse dropper krav om byggestop for Lynetteholmen
Klimabevægelsen er bange for at blive ramt af stort erstatningskrav fra staten og dropper krav om byggestop.
Klimabevægelsen opgiver at få sat en øjeblikkelig stopper for byggeriet af Lynetteholmen, fordi den frygter et stort erstatningskrav.
Det skriver Politiken.
Klimabevægelsen stævnede i 2021 staten, og selve retssagen fortsætter, men det er altså uden et krav om, at det milliarddyre byggeprojekt skal stoppes imens.
Det fortæller sekretariatsleder Frederik Roland Sandby i Klimabevægelsen til avisen. Han medgiver, at det droppede krav betyder, at opførslen af Lynetteholmen ikke kan stoppes.
- Vi ved godt, at når retssagen er færdig, så er byggeriet så langt, at det er for sent at stoppe, siger Frederik Roland Sandby til Politiken.
Ifølge ham har bevægelsen frafaldet kravet om opsættende virkning i retssagen, fordi staten vil kunne kræve erstatning, hvis byggeriet stoppes nu, og den så får medhold i den endelige retssag.
Han henviser til, at miljøorganisationen Greenpeace i 1990’erne førte en sag om Øresundsbroen, som blev mødt af et erstatningskrav på en milliard kroner.
Der er ikke fremsat noget erstatningskrav i sagen om Lynetteholmen, men alene muligheden for det er altså nok til at få Klimabevægelsens advokater til at slå bak.
Det første spadestik til byggeriet blev taget i januar, og den kunstige halvø, som skal ligge i forlængelse af Refshaleøen i København, ventes at være færdig omkring 2070.
Den kunstige ø skal efter planen blandt andet huse 35.000 indbyggere.
Det kommer til at tage mellem 30 og 40 år at fylde så meget jord i havnen, at det til sidst udgør den nye kunstige ø.
Jorden på den opfyldte holm hentes fra byggepladser i Storkøbenhavn.
Kritikere mener blandt andet, at miljøkonsekvenserne ved projektet ikke er ordentlig belyst.
Sidste år fik Klimabevægelsen fri proces til at stævne Transportministeriet i forbindelse med planlægningen af det gigantiske byggeri. Fri proces betyder, at staten betaler sagens omkostninger.
DR har tidligere fortalt, at ministeriet efter bevægelsens opfattelse har brugt den såkaldte salamimetode til miljøgodkendelse af det omfattende byggeri.
Det vil sige, at man har delt projektet op i mindre elementer, som er blevet miljøvurderet, i stedet for at vurdere projektet som helhed.
Men da byggeriet begyndte i sidste måned, afviste daværende transportminister, Benny Engelbrecht (S), kritikken.
- Netop fordi vi har vendt hver en sten – også i lovbehandlingen - så er jeg tryg ved, at arbejdet går i gang, sagde han til Ritzau.