Borgmester forsvarer sin afgående chefjurist: »Jeg forholder mig til, at jeg har fået den bistand, som jeg skulle have«
Borgmesteren mener, at hans afgående chefjurist til fulde har passet sit arbejde ved siden af et halvtidsjob som blandt andet underviser, hvoraf flere hundrede timer har ligget i arbejdstiden.
Chefjurist Steen Jørgensen har leveret det arbejde, han skal, over for mig.
Det understreger Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle Kommune, over for JP Vejle, efter at kommunen fredag formiddag meddelte, at topembedsmanden siden 2005 fratræder til marts.
Samtidig med denne nyhed kunne JP Vejle beskrive, at chefjuristen i årevis har haft flere hundrede timers bijob i arbejdstiden. Kommunaldirektøren har fastslået, at det er sket med hans accept, og at chefjuristen har passet sit arbejde.
Steen Jørgensen har ikke besvaret JP Vejles henvendelser.
Jens Ejner Christensen, kan du forstå, hvis der er borgere og ansatte i kommunen, der undrer sig over, hvordan det er muligt at varetage et krævende chefjob i landets femte største kommune, samtidig med at man er fraværende mange timer ugentligt?
»Det synes jeg kræver en beskrivelse af, hvordan bijobbet er skruet sammen. Jeg synes, det er rigtig godt, at vi har medarbejdere, som har relaterede opgaver. Det er prisværdigt, at han har villet bruge sin fritid på det her.«
Nu siger du fritid, og at det kræver en beskrivelse af, hvordan bijobberiet har været skruet sammen. Men som vi har redegjort for, så har en stor del af undervisningen ligget inden for almindelig arbejdstid. Alene i november havde Steen Jørgensen over 50 timers undervisning. Også i februar, marts og april i år skulle han have været væk 25 arbejdsdage fra kl. 12-15, og så kommer kørsel frem og tilbage oveni. Så igen, kan du forstå, hvis man kan undre sig over, hvordan det er muligt at varetage et krævende chefjob i landets femte største kommune, samtidig med at man er fraværende mange timer ugentligt?
»Jeg forholder mig til, at jeg har fået den bistand, som jeg skulle have. Den har altid været tilstede. Både hvis jeg har kontaktet ham på hans kontor, eller hvis jeg har kontaktet ham om aftenen og i weekender.«
Men når du og kommunaldirektøren har kunnet få fat på ham, er det så ensbetydende med, at det er uproblematisk, at han har været fraværende fra arbejdspladsen i 10-15 timer ugentligt i dele af året?
»Jeg synes, det er godt, at vi har en chefjurist, der holder sig fagligt skarp med undervisning på et universitet. Det er godt, hvis man samtidig kan passe sit arbejde til punkt og prikke. Så har det min fulde opbakning.«
Men hvordan kan det egentlig fungere i praksis, når han mange måneder er væk 10-15 timer om ugen i almindelig arbejdstid. Dertil kommer mange hundrede timers forberedelse. Oven i det skal han også indhente de timer, han ikke har lagt i kommunen i løbet af ugen?
»Jeg har kun den kommentar, at jeg ikke genkender, at han ikke har skullet passe sit arbejde. Mit billede er, at han har passet sit arbejde til punkt og prikke og er fagligt dygtig.«
Hvis jeg havde haft det mindste indtryk af, at han over for mig og byrådet ikke havde passet sit arbejde, så havde jeg reageret på det.Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle Kommune
Der er ikke nogen, der siger, han ikke har passet sit arbejde. Men kan du forstå, at man stiller spørgsmålet, hvordan det overhovedet er muligt? Eksempelvis i disse måneder er han væk en hel arbejdsuge hver måned. Så spørgsmålet er, hvordan man kan være så meget væk og så samtidig passe sit arbejde. Det er det, spørgsmålet går på.
»Ja, og hvis jeg havde haft det mindste indtryk af, at han over for mig og byrådet ikke havde passet sit arbejde, så havde jeg reageret på det. Den følelse har jeg aldrig været efterladt med.«
Hvilket signal tænker du, det sender til andre ledere i kommunen, at det er muligt både at passe et krævende chefjob, samtidig med at man er fraværende mange timer ugentligt i arbejdstiden?
»Det kommer an på, hvilket relateret job man har. Her er der en god sammenhæng mellem at være juridisk chef og så undervise nye jurister på et universitet.«
Jeg mener, om andre ledere måske kan tænke, hvordan det har været muligt for chefjuristen at kombinere arbejde og bijob?
»Det, der betyder noget for mig, er, at Steen Jørgensen godt, ordentligt og til tiden har udført sit arbejde. Det har været mit indtryk.«
Hvis man spekulerer i, at hans store bijobberi skyldes, at han ikke har haft nok opgaver i kommunen, så afviser du det?
»Jeg kan kun sige, at i forhold til betjeningen af mig som borgmester, så har jeg aldrig oplevet, at det har taget lang tid at få svar. Han har passet sit arbejde til punkt og prikke.«
Har I en afløser klar som chefjurist?
»Ikke på nuværende tidspunkt. Vi har ikke vidst, hvornår Steen Jørgensen ville træffe denne beslutning. Men der kommer en ny chefjurist.«