Sådan skal du bruge din første weekend i Viborg uden restriktioner
Endelig kan du droppe mundbind og coronapas og bevæge sig frit ud i samfundet igen. Men hvad skal du så lave?
Stort set alle corona-restriktionerne i Danmark frafaldt tidligere på ugen, men først nu, når det er blevet weekend, er der for de fleste tid til rigtigt at udnytte det genåbnede samfund.
JP Viborg har samlet en række begivenheder, du kan bruge din weekend på.
Genåbningsfest på Tema Bar
»WELCOME BACK TO TEMABAR!«
Sådan lyder det fra TemaBar, som byder på dans og drinks både fredag og lørdag.
»Vi åbner med et brag af en fest og vi har ikke sparet på noget som helst denne weekend, og har endda bygget flere borde siden sidst, så i har et sted og side når i er færdige på Floor!« skriver de på Facebook.
Cykeltur i det fri
Er du mere til ren luft og natur, kan du lørdag tage med Cyklistforbundet på cykeltur omkring Viborg.
Det starter lørdag kl. 13 og koster 20 kr. for ikke-medlemmer.
Turen forventes at være på i alt 20 km.
Der anbefales kaffe til pausen og en cykelhjelm.
Kendt sanger går solo
Fredag aften kan man på Paletten være gæst, når Søren Sko for første gang serverer sine sange på dansk.
Det foregår som en del af hans solo-turne væk fra bandet Sko/Torp.
»Turen samler sig om mine nye danske sange og mit efterhånden store bagkatalog af engelsksprogede solosange, der ikke har været ‘luftet’ længe,« fortæller han selv om turneen.
Der vil også blive spillet sange fra hans deltagelse i TV2-programmet »Toppen af Poppen«.
Lær at male
»Et malekursus for dig, som har et ønske om at kunne udtrykke dig gennem farver og billeder, men måske ikke tror du kan.«
Det er beskrivelsen på LOF’s malerkursus lørdag, hvor du får muligheden for at udforske en side af dig selv, du måske ikke har afprøvet før.
Der startes ud med nogle tegneøvelser, leg med farver og maling, og gradvis gås der over til at udforske ens personlige udtryk på papir og lærred.