Sygeplejersker over hele landet nedlagde arbejdet – for nogle er næste skridt at indgive deres opsigelse: »Vi ser ikke andre muligheder«

Har du sagt dit job som sygeplejerske op? Så vil Jyllands-Posten gerne i kontakt med dig for at høre mere om dine overvejelser. Skriv uforpligtende til steen@jp.dk

Mandag morgen nedlagde sygeplejersker på flere af landets hospitaler arbejdet i en time for at vise, at de har fået nok. Aktionen var den seneste i en række overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i sygeplejerskernes kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår.

På Rigshospitalet i København stimlede omkring 100-150 sygeplejersker og andre støtter sammen i forhallen med skilte og kaffekopper, mens morgengryet langsomt afløste nattemørket udenfor.

De utilfredse sygeplejersker synes dog ikke, at de har meget lys at se frem til. Og nu truer nogle af dem med at tage et endnu kraftigere våben i brug: Kollektive opsigelser, som vil ramme sundhedsvæsenet fra årsskiftet.

»Vi ser ikke andre muligheder for at lægge pres på politikerne og arbejdsgiverne,« siger sygeplejersken Luca Pristed, som er en af initiativtagerne.

»Vi går et vinterhalvår i møde, hvor vi frygter at sundhedsvæsenet vil kollapse, fordi der ikke er personale og sengepladser nok. Det vil være til fare for patienterne,« tilføjer han.

Dett vides ikke, hvor mange sygeplejersker, der vil sige deres job om, men planen er, at det skal ske tirsdag, hvorefter sygeplejerskerne har en måneds opsigelse.

Luca Pristed håber på over 1.000 opsigelser på landsplan inklusiv andre faggrupper såsom jordemødre.

Det lykkes ikke Jylland-Posten at finde andre sygeplejersker på Rigshospitalet – ud over Luca Pristed – der vil sige deres job op.

Alle adspurgte ved arbejdsnedlæggelsen bakker dog op om aktionen.

»Hvis man strækker en elastik for langt, så knækker den til sidst. Det er dér, vi er rigtig mange steder i sundhedsvæsenet,« siger sygeplejersken Alice Rimmen, som arbejder på afdelingen for plastikkirurgi og brandsårsbehandling.

Hun mener, at sygeplejerskerne har råbt op længe nok:

»Politikerne er nødt til at forstå, at ansvaret ligger hos dem. Det er ikke på vores skuldre at redde sundhedsvæsenet. Vi vil rigtig gerne passe vores arbejde og hjælpe vores patienter, men det skal være under gode og ordnede forhold og til en anstændig løn,« siger hun.

Konflikten er langt fra glemt

Opfordringen til kollektive opsigelser er den hidtidige kulmination på et langt forløb, hvor sygeplejerskerne har krævet mere i lønposen og to gange stemt nej til en lønstigning på godt fem procent.

I august greb regeringen ind og afsluttede den ti uger lange sygeplejerskestrejke uden at imødekomme sygeplejerskernes krav. Her og nu kræver Dansk Sygeplejeråd 5.000 kr. ekstra på sygeplejerskernes grundløn for at komme gennem vinteren.

Blandt kollegerne i Rigshospitalets forhal står også Hannah Ejsing Olsen, der arbejder som sygeplejerske på en semiintensiv børneafdeling.

For hende handler den faglige kamp først og fremmest om at sikre den nødvendige behandling af patienterne.

»Vi går så meget på kompromis med patientsikkerheden pga. travlhed, siger hun og givet et eksempel:

»Samtidig med at vi skal passe alvorligt syge børn, skal vi passe en telefon, som ringer uafbrudt. Hvis vi bare havde en ekstra mand til kun at passe den telefon og hjælpe til, når den ikke ringede, ville det gøre en kæmpe forskel for plejen, for stressniveauet og for de akutte situationer, der opstår,« siger hun og understreger, at hendes afdeling endda er en af de mere velfungerende på Riget.

»Jeg vil gerne have mere i løn. Men hvis jeg skulle vælge mellem løn og flere kolleger, ville jeg hellere have flere kolleger,« siger hun.

Føler sig pisset på

Udenfor på parkeringspladsen nærmer temperaturen sig frysepunktet.

Det er omtrent samme leje, som sygeplejerskernes modtagelse af statsminister Mette Frederiksens opfordring til igen at gøre en ekstra indsats i kampen mod corona.

»Jeg synes faktisk, at vi bliver pisset op og ned af ryggen,« siger Hannah Ejsing Olsen og fortsætter:

»Det ene øjeblik får vi nedlagt vores strejke, og det næste bliver vi bedt om at gøre en ekstra indsats, fordi nu rammer en ny bølge af corona.«

Hendes kollega Mikkel Penzien Mamsen stemmer i.

»Vi har gjort en ekstra indsats længe,« siger han.

»Regeringen siger, at den reddede liv under coronapandemien ved at indføre reaktioner. Det kan også godt være. Men dem, der behandler folk og redder liv - det er læger, sygeplejersker, sosu’er osv. Ikke regeringen. Det var egentlig det, der ramte mig mest ved Mette Frederiksens pressemøde,« siger han.

Ikke vores ansvar at der er nok på arbejde

Tilbage hos Luca Pristed spørger vi igen til hans overvejelser omkring kollektive opsigelser på et tidspunkt, hvor sundhedsvæsenet i forvejen er presset.

Det er ikke bare en tom trussel, understreger han. Selv indgiver han sin opsigelse på Riget tirsdag.

»Jeg er ved at søge nyt job. Måske skal jeg være sygeplejerske i det private. Jeg skal i hvert fald ikke arbejde i det offentlige mere, før forholdene bliver bedre.«

Men kollektive opsigelser gør vel bare problemerne i sundhedsvæsenet endnu større?

»Man kan godt sige, at vi gør ondt værre. Men det er ikke vores ansvar som sygeplejersker og sundhedspersonale at sørge for at sundhedsvæsenet kan hænge sammen. Det er arbejdsgivernes og politikernes. Vi er nødt til at sige fra, indtil de lever op til deres ansvar.«

Kan I retfærdiggøre det rent etisk at sige op nu, hvor corona igen rammer hårdt?

»Ja, det mener jeg. Når man arbejder under nogle forhold, som ikke er tilstrækkelige, så må man sige fra. Sådan er det på alle arbejdspladser – også når det ikke handler om menneskeliv.«

Hvad så med de kolleger, der bliver tilbage og får endnu mere ondt i maven over arbejdspresset?

»Vi siger op, fordi vi arbejder under nogle forhold, som ikke længere er tilstrækkelige. Vi kan ikke længere forsvare det over for patienterne og os selv. Der er bedre arbejdsforhold derude – dem må vi søge i stedet for.«

Det kan I godt forsvare?

»Som sagt: Det er ikke vores ansvar, at der er nok på arbejde,« siger han.

»Når vi siger fra, så gør vi det for vores egen skyld, men i sidste ende også for, at sundhedsvæsenet kan blive reddet. Vi har råbt op i mange år – nu må vi reagere på det.«