Anklageren havde tydeligvis svært ved at tro på departementschefen: »Det kan godt være, at jeg er lidt fatsvag«

Anklager Jon Lauritzen var det mest pågående, han endnu har været i Rigsretten. Og han havde svært ved at tro på den forklaring, der kom fra fredagens vidne, tidligere departementschef Uffe Toudal.

»Det kan godt være, at jeg er lidt fatsvag, men jeg forstår ikke, hvorfor I har denne her diskussion,« lød det fra Jon Lauritzen, der også talte om Uffe Toudals »påståede« forbehold, hvilket han dog måtte undskylde og trække tilbage.

Jon Lauritzen har hidtil haft Rigsrettens blødeste spørgsmål, særligt sammenlignet med Støjbergs to selvsikre forsvarere, Nicolai Mallet og René Offersen. Fredag var der strammet op. Vi var ikke helt henne i et amerikansk tv-drama, men han var insisterende og udstrålede en tydelig tvivl om forklaringen fra Uffe Toudal.

Lauritzen havde først ladet Uffe Toudal forklare, hvordan han så på sagen fra 2016, da han var øverste embedsmand i Udlændingeministeriet, og Inger Støjberg besluttede at adskille asylpar med mindreårige koner, de såkaldte ”barnebrude”.

Inger Støjberg er anklaget for at være ansvarlig for, at de skulle adskilles efter en ulovlig ordning uden undtagelser. Hendes instruks skulle være udsprunget af en pressemeddelelse.

Støjberg mener selv, at hun skal frikendes, fordi ordningen ifølge hende udspringer af et ministernotat, som hun godkendte den 9. februar 2016. Her var mulighed for undtagelser i særtilfælde.

Uffe Toudal lagde også vægt på ministernotatet.

»Grundlaget for pressemeddelelsen, det var notatet, og det var den referenceramme, der var,« mente Toudal, som også sagde, at Inger Støjberg med notatet accepterede, at det ikke var muligt at lave en undtagelsesfri ordning.

»Ikke med begejstring overhovedet, men kunne det ikke være anderledes, så måtte det være sådan,« forklarede Uffe Toudal, der var i mørkegråt jakkesæt, skjorte med blå striber og mørkeblå sko.

Hænger ikke sammen

Og så var det, Jon Lauritzen begyndte med sine tvivlsspørgsmål.

For hvis Støjberg virkelig havde accepteret, at der skulle være undtagelser, hvorfor var der så efterfølgende diskussioner om undtagelser eller ej? Også efter at hun den 9. februar 2016 godkendte ministernotatet.

Det havde Jon Lauritzen svært ved at forstå, selv om det muligvis gjorde ham »fatsvag«, som han retorisk anførte. Eksempelvis havde der været diskussion om undtagelser, da der senere den 9. februar samt den 10. februar var intern debat om pressemeddelelsen. Her havde Toudal påpeget nødvendigheden af undtagelser.

»Hvis din forklaring fra tidligere er korrekt, så skulle det være klappet og klart. Så jeg forstår ikke, hvorfor det var nødvendigt for dig at sige, at det var ulovligt at administrere uden undtagelser,« bemærkede Jon Lauritzen.

Lauritzen kunne ikke »få det til at hænge sammen«.

Anklagemyndigheden mener, at notatet – der først blev offentligt kendt sidste år – slet ikke var vigtigt for forløbet, og at pressemeddelelsen var omdrejningspunktet.

Uffe Toudal forklarede, at drøftelserne den 9. og 10. om pressemeddelelsen udelukkende handlede om, hvorvidt man i pressemeddelelsen skulle fortælle, at der var undtagelser:

»Hele referencerammen for vores diskussion var, at der skulle være undtagelser.«

Retsformanden, Thomas Rørdam, undrede sig også. For hvis ordningen vitterligt lå fast, og det kun var pressemeddelelsen, man talte om, »hvorfor skulle man så kontakte Nina?« spurgte han med henvisning til en ekspert i Justitsministeriet, Nina Holst-Christensen, som blev hørt den 10. februar.

»Jeg ser det som en ekstra sikring af, at vi er helt sikre på, at vi har ret,« svarede Uffe Toudal, som også generelt forklarede, at Inger Støjberg havde svært ved at »slippe«, at der ikke var undtagelser.

Men hun havde accepteret dem, understregede Toudal.

»Hun sagde ikke, at vi skulle administrere ulovligt,« sagde han også.

Og det var måske fredagens vigtigste pointe for Støjberg og hendes forsvarere, for de lægger stor vægt på, at ingen har hørt Støjberg udstede en ordre om at gøre noget ulovligt.

De fik ikke notatet

Lauritzen fortsatte sine spørgsmål og fik Toudal til at bekræfte, at han ikke havde sørget for, at ministernotatet (med undtagelser) blev sendt over til Udlændingestyrelsen, som i praksis stod for at adskille parrene.

I stedet var pressemeddelelsen (uden undtagelser) blevet sendt til Udlændingestyrelsen, som herefter straks gav besked til asylcenter-operatørerne, f.eks. Dansk Røde Kors, om, at »ingen« af parrene fremover måtte bo på samme asylcenter. Styrelsen ville »derfor snarest muligt« varsle flytning i samtlige disse sager.

Retsformand Thomas Rørdam borede for sin del i, hvad Støjberg havde henvist til, når hun i et folketingssvar oplyste, at hun havde »anmodet Udlændingestyrelsen om at ændre praksis«.

»Det kan kun være pressemeddelelsen,« svarede Uffe Toudal.

Han tilføjede, at der udover pressemeddelelsen havde været flere kontakter, men kunne ikke svare på, om Udlændingestyrelsen her havde fået at vide, at der skulle være undtagelser. I stedet forklarede han i et langt svar, at Udlændingestyrelsen via diskussioner og lignende måtte være bekendt med ”ånden” fra notatet om, at der skulle være undtagelser.

Desuden skulle man huske, at det var Udlændingestyrelsen, som i »det daglige arbejdede med konventionerne«, og hvis det endelig var, så kunne de have spurgt, om der var undtagelser, pointerede han.

»De havde al mulig anledning til at spørge, hvordan det her skulle forstås, og det gjorde de ikke.«

Afhøringen af Toudal fortsætter tirsdag.