SSI-direktør tror ikke på flokimmunitet »sker med det første«
Ifølge SSI-direktør Henrik Ullum slipper coronavirus ikke sit tag på samfundet i nær fremtid, men smitten kommer til at få mindre betydning for folk.
Det er en ubuden gæst, som man gerne ville sende ud af døren, men coronavirus er kommet for at blive. Det er budskabet fra Henrik Ullum, direktøren for Statens Serum Institut, som han formulerer det til Berlingske.
Han fortæller i interviewet, at danskerne vil vinde kapløbet mod deltavarianten, hvis man passer på hinanden og bliver vaccineret, men han ser ikke for sig, at vi får opbygget flokimmunitet lige med det samme.
»Hvis flokimmunitet er, at virus ikke kan cirkulere, når vi når x antal procent immune, så ser jeg det ikke ske med det første. Det er coronavirus blevet for smitsomt til, og verden er blevet for global, samtidig med at vi ved ikke alle bliver vaccineret, og vaccinerne ikke er 100 procent effektive mod smitte. Coronavirus bliver med os, men jeg tror på, det bliver en meget mere fredelig sameksistens i fremtiden,« siger han til Berlingske.
Udtalelsen kommer efter, at Viggo Andreasen, som er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, har sagt, at grænsen for flokimmunitet pga. delta-varianten er skubbet til 86 pct., og formentlig også 4-5 procent mere da vaccinerne ikke virker efter hensigten hos alle.
Tidligere havde eksperter vurderet, at flokimmunitet kunne opnås ved 70 pct.
Flokimmunitet opstår, når en tilpas stor andel af befolkningen er blevet immune over for smitte og dermed ikke kan bære den videre til folk, som ikke er immune. Grænsen er forskellig fra sygdom til sygdom.
Viggo Andreasen har regnet ud fra, at 87 pct. af befolkningen i Danmark er over 12 år, og flokimmunitet mod coronavirus derfor ikke helt kan lade sig gøre, fordi Danmark ikke tilbyder vaccinen til børn under 12 år.
»Vi får lidt corona i efteråret. Det kan vi næsten ikke undgå. At få vaccineret så mange som muligt er en stor fordel i den situation, som vi kigger ind i. Dels slipper man for, at de 12-15-årige selv bliver syge, og dels slipper man for, at de smitter voksne, hvor vaccinen måske ikke har virket perfekt,« sagde han til Jyllands-Posten fredag.
Indtil videre er 2.872.380 personer færdigvaccineret - det svarer til 49,1 pct. - mens yderligere 1.170.424 personer har modtaget først stik, hvilket er yderligere 20 procentpoint.