Esbjerg vil bruge en højttaler, en bil og syv sprog til at knække lokal
Der kan ses en lille nedgang i smitten i Esbjerg, men kommunen er fortsat med i toppen af den nationale smittestatistik.
Onsdag var Esbjerg Kommune placeret som kommunen med Danmarks fjerdehøjeste smittetal i Statens Serum Instituts daglige opgørelse.
Esbjergs incidenstal er nu 205,4. Tallet viser antal smittede pr. 100.000 indbyggere over en uge. Det er faktisk faldet en lille smule i forhold til de seneste dages status, men det er fortsat bekymrende højt og langt over niveauet i de omkringliggende kommuner.
Problemet kan især spores til blandt andet Kvaglund og Jerne Sogn i den østlige del af byen. Her er der flere boligområder med mange borgere af udenlandsk herkomst, og det har fået kommunen til at komme på en ny ide, der skal trække folk af huse til teststederne.
Kommunens sundhedsdirektør Arne Nikolajsen fortæller TV Syd, at man har sat et højttalersystem på taget af en mindre Renault, som nu skal køre rundt i de ramte områder og afspille en besked, der på syv forskellige sprog opfordrer folk til at blive testet.
De udvalgte sprog er dansk, engelsk, somalisk, tyrkisk, arabisk, bosnisk og grønlandsk.
I forvejen har kommunen fået hjælp fra Styrelsen for Patientsikkerhed til at opgradere testindsatsen, og der foregår også opsøgende arbejde fra dør-til-dør med information om både testning og coronaforholdsregler.
Da Jyllands-Posten tirsdag talte med Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), gav han udtryk for, at informationen i hvert fald nogle steder havde været gavnlig.
»Vi er stødt på en del uvidenhed, så en stærk informationsindsats er afgørende. Der er folk i området, som i hele det forgange år med corona ikke tidligere er blevet testet,« fortalte han.
Udbruddet i Esbjerg har fået kommunen til at lukke ned for de to skoler Bakkeskolen Cosmos og Præstegårdsskolen Urban. Skolerne vil tidligst åbne igen 23. marts. Den øvrige del af kommunen følger indtil videre den regionale og nationale genåbningsplan.
For kun tre uger siden var Esbjergs incidenstal næsten under 20, inden det begyndte at stige hastigt.