Sad engang på et værtshus ...

Kim Jepsen, Cola-Kim, 51 år, førtidspensionist. Er kommet på Cirkuskroen i 13 år – og er kommet fast på værtshuse, siden han var 18 år.

»Jeg har aldrig i mit liv drukket en hel øl«

»For tiden går jeg tit ned til Cirkuskroen, låser mig ind og sidder der i mørket en times tid, mens jeg får en Faxe Kondi. Bare sådan for at mærke stemningen, for jeg savner virkeligt fællesskabet. Jeg besøger nok Gitte Røg en gang om ugen. Jeg går også ture, jeg kan godt lide at gå rundt og følge med i byggeriet, nede på havnen f.eks. Ellers ser jeg en film. Jeg er lidt af en samler, og jeg har 1.500 danske film og tv-serier på dvd. Og der er altid en, som jeg ikke har set længe. Morten Korch og Dirch Passer-film, det kan jeg godt lide at se.«

»Der er stadig mange stamgæster på Cirkuskroen, men slet ikke så mange, som da jeg begyndte at kommer der for 13 år siden. Mange er døde, en overgang mistede vi en hver anden måned. Vi er nok stadig 40 medlemmer af vores klub, Tant og Fjas. Vi betaler 50 kr. hver måned, og så holder vi julefrokost, sommerfest, arrangerer spilaftener eller tager på ture. Så lejer vi en bus for pengene, og vi har f.eks. været i Horsens og i Skanderborg på pubcrawl med en overnatning.«

»Jeg er kommet på værtshuse, siden jeg var 18 år. Jeg kan godt lide miljøet og den slags mennesker, der kommer på værtshuse. Det er sammenholdet. Jeg er ikke så god til sådan noget med sportsklubber, men jeg har engang spillet billard, det var lidt af det samme. Jeg har aldrig i mit liv drukket en hel øl. Jeg smagte en engang, men jeg har epilepsi, så jeg tør ikke drikke, for så kan mine anfald måske komme tilbage. Som barn faldt jeg om på gaden, så kom posten løbende op til min mor og fortalte, at jeg lå dernede. Siden jeg blev opereret i 1998, har jeg ikke haft anfald, men epilepsien har gjort, at jeg som barn nok var lidt indelukket. Jeg tror, at jeg var i underskud af fællesskab og sammenhold. Det har jeg så fået på værtshuse.«

»Jeg arbejdede på et jernstøberi ude i Sabro, fra jeg var 16 til jeg var 18 år. Men jeg var tit syg pga. min epilepsi, så da jeg blev 18 og skulle have mere i løn, blev jeg fyret. Så var jeg på en genbrugsplads i nogle år, indtil jeg fik førtidspension. Jeg er ikke ansat på Cirkuskroen, men jeg hjælper til i baren, hvis jeg er her og der er travlt. Hvis nogen er syge, så ringer de til mig for at spørge, om jeg kan åbne. Det kan jeg selvfølgelig, jeg kan være her i løbet af 15 minutter. Jeg er et natmenneske, så jeg gik i seng kl. 08 i morges, og jeg står op kl. 15 om eftermiddagen. Så går jeg ned på Cirkuskroen til kl. 18-19 stykker og bliver der, til de lukker kl. 01 eller kl. 03, hvis der er gæster. Jeg kan ikke så godt med at arbejde under pres og med en chef, der er over mig hele tiden. Så vil jeg hellere hjælpe til og være frivillig rundt omkring, og så kan jeg trække mig, når jeg kan mærke, at det bliver for meget. Det fungerer meget bedre for mig, og alle ved, at det er sådan.«

René Nyvang, Den lille fede kok, 57 år, førtidspensionist og fast gæst på Cirkuskroen i de seneste 22 år.

»Du kan sagtens blive en del af det fællesskab, vi har«

»Lige for tiden tjekker jeg godt nok mange gange i løbet af en dag, om pæren i mit køleskab stadig virker. Så kører jeg ud og roder lidt med min motorcykel, som står på et lager. Der er varme på derude, og der er en god lænestol, så måske sætter jeg mig og læser i en bog. Det handler om at få tiden til at gå. Jeg vil ikke sige, at jeg er ensom lige nu, for jeg har altid haft det fint med mit eget selskab. Men jeg keder mig. Jeg kan efterhånden Barnaby-serien udenad.«

»En del af ugen bor jeg på Tunø, men når jeg er i Aarhus, bor jeg oppe på kvistværelset over Cirkuskroen. Så kommer jeg ned, når de åbner kl. 12. Jeg skal lige have en løgnehistorie og en snak med en af de gamle gutter. Det må være 22 år siden, jeg begyndte at komme her. Jeg bliver til kl. 17-18 stykker, så møder der et nyt hold ind, de unge, og der er ingen grund til, at jeg går i vejen for dem. Og så kan man også sige, at jeg har gjort, hvad jeg skulle. Jeg får måske en fem-seks øl på de timer, og så i weekenden får den lidt mere gas.«

»Jeg er udlært kok på Årslev Kro, og jeg arbejdede som kok, fra jeg var 20 år til slutningen af 30’erne. Er du sindssyg mand, vi gik i byen hver dag dengang i 1990’erne. Kokke lavede ikke andet end at gå på værtshus og spille smarte. Når vi havde fri kl. 22, mødtes jeg med de andre kokke på et værtshus. Vi sov fire-fem timer, inden vi tog på arbejde igen, og hver dag sagde jeg, at i aften skal jeg kraftedeme hjem. Men det endte på samme måde hver aften.«

»Jeg har ikke fået familie og børn. Jeg har kun en gang mødt den eneste ene, men det blev ikke til noget. Nu tror jeg slet ikke, at jeg kunne finde ud af at have fast kæreste. Du kan sige, at det liv har haft sin pris, men jeg er også rig på oplevelser. Jeg har ikke savnet noget. Altså, det kan godt være, når jeg ser nogen komme gående med en møgunge i hånden, så tænker jeg, ”Arg, jeg kunne da også godt tænke mig at være far, ikke?”.«

»Vi er som en familie på Cirkuskroen. Vi har et fællesskab, og du kan sagtens blive en del af det fællesskab. Kommer du ind og siger hej og sætter dig ned, så finder vi ud af det. Hvis du har drukket bajere med os, og vi har haft det sjovt, så kan vi jo godt huske dig, hvis du kommer en måned efter. Hvis du kommer tidligt, skal du vide, at du kommer til at høre Lars i baren fortælle den samme vittighed syv gange – der kommer hele tiden nogle nye ind, som også skal høre den. Men det er godt værtshus, fordi vi har respekt for hinanden.«

»Jeg fik en rygskade i 2012, men jeg er den generation, der tænker, at det nok går over i morgen. Så det var først i 2016, at jeg fik min pension. Ryggen er helt fucked up, to diskus og den helt store pakke. Nogle dage står jeg bare op og går i seng igen, andre dage er det først til aften, jeg mærker det, fordi jeg får piller. Jeg var vicevært i nogle år, og jeg har stadig 13 timer om måneden, men jeg savner at lave mad. Tidligere lavede jeg nogle gange mad på Cirkuskroen om lørdagen, hvor der er mad til 25 kr., og Mortensaften er stadig min tjans. Så lugter der er af rapand oppe på kvistværelset. Det kan jeg sgu godt lide.«

Gitte Monberg Nielsen, Gitte Røg, 56 år. Hun bakker ud, når gæsterne begynder at skændes om politik.

»Der er lim på stolene nogle gange«

»Jeg glæder mig til, at værtshusene åbner igen. Åh, hvor jeg savner det. Jeg går ikke så godt, så en gang imellem kører jeg over på havnen på min scooter og snakker med dem, jeg kender der. Jeg er vant til, at der er gang i den og larm nedenunder indtil kl. 03. Nu er der helt stille, den eneste lyd er mit fjernsyn, som kører nærmest 24 timer i døgnet for tiden. Det er så underligt, at jeg ikke kan høre noget ballade nede fra Cirkuskroen.«

»Jeg kommer på Cirkuskroen hver dag. Jeg bor i lejligheden ovenpå, så jeg kan jo høre hjemme fra stuen, om der er gang i den. Hvis jeg skal ind i Netto for at handle om eftermiddagen, så går jeg måske herind bagefter. Nogle gange bare for at få en kop kaffe, men tit kan der gå seks timer. Det kommer an på stemningen, men den er jo som regel god. Så sidder vi og rafler. Der er lim på stolene nogle gange.«

»Jeg bliver kaldt Gitte Røg, faktisk tror jeg, at mange ikke ved, hvem Gitte Nielsen er. Mine familie havde fiskeforretning oppe på Trøjborg. Der arbejdede jeg, men så kom jeg over på røgeriet på havnen, og der kom jeg til at hedde Gitte Røg. Der var jeg i nogle år, og så blev jeg servitrice på Cirkuskroen, i 15 år, indtil jeg stoppede for to år siden. Jeg har astma og bronkitis, og så fik jeg også kol, så jeg kunne ikke holde til det længere. Jeg har røget, siden jeg var 12 år, og indtil for syv måneder siden røg jeg 60-80 cigaretter om dagen. Jeg er helt stoppet nu, nu har jeg kun mit snus. Jeg var så syg, at jeg hverken kunne gå op eller ned ad trappen længere.«

»Mange af dem, der kommer i løbet af dagen, har jeg kendt i mange år. 10-15 af dem er mine gode venner. Vi sidder og ordner verdenssituationen. Nogen vil gerne snakke politik, men det gider jeg ikke. De kommer op at skændes, så hvis de ikke holder kæft, så går jeg ind og spiller på automaten. Jeg vil hellere snakke om, hvad vi har lavet, hvordan det går med familien og sådan noget.«

»Det sker, at jeg ikke drikker øl, når jeg er her, men jeg overskrider nok anbefalingerne om syv genstande om ugen. Det napper jeg tit om dagen, vil jeg mene. Før kunne jeg godt drikke 10 øl på en dag, men ikke efter jeg har fået det kol der. Her bliver mange skrevet på regning, til de går, men jeg betaler min regning en gang om måneden. Dengang i mine gode dage kunne regningen godt være på 5.000-6.000 kr. på en måned.«

»Der er ingen, der har stampladser her, men jeg plejer at sidde op ad væggen ved bordet lige ved siden af baren. Der er nogen, der rejser sig fra den plads, hvis jeg kommer ind. Men ellers så venter jeg bare, til den bliver ledig. Der kommer efterhånden også en del unge mennesker, de er studerende, du ved. Nogle passer bare sig selv, men andre kommer hen for at snakke med os gamle, og så vil vi da gerne snakke, det er klart. Men for dem er det mere fuld fart frem, sådan som det var for os i gamle dage. Det er meget, meget sjældent, der er slagsmål her. Folk kan skændes, det kan vi alle sammen gøre. Men på 20 år har jeg kun været med til to store slagsmål, hvor jeg skulle vidne i retten.«

Anton Jørgensen, Anton Borgmester, 70 år, pensionist. Som værtshusejer kunne han i gamle dage drikke op til 30 øl om dagen.

»I går besøgte jeg min ven i Voervadsbro«

»Jeg glæder mig til at komme på værtshus og hygge mig igen. Lige nu er livet altså røvkedeligt. Fjernsynet kører meget, og jeg sidder mere end nogensinde foran computeren. Men jeg er også begyndt at køre rundt og besøge gamle venner, i går besøgte jeg min ven i Voervadsbro. Det haft en høj pris pris for mig, at jeg har gået meget på værtshus. Se den slanke mand, der står der på billedet. Det må være engang i begyndelsen af 1980’erne. Og se på min mave nu. Men jeg fortryder ingenting, det kan jeg ikke bruge til noget.«

»Navnet Anton Borgmester kommer jeg nok aldrig af med. Det fik jeg for 20 år siden, fordi nogen mente, at jeg kunne skaffe alting, og at jeg kendte alle og kunne hjælpe alle, der havde brug for en håndværker eller andet. Jeg havde jo to værtshuse i Skanderborg, først Lygten og senere Skomageren – fra 1976 til slutningen af 1980’erne. Der lærte jeg mange mennesker at kende. Jeg havde egentlig et godt job som mejerist, men så begyndte jeg at servere på daværende svigerfars værtshus.«

»Det var et hårdt liv, for jeg drak sammen med gæsterne, tit op til 30 bajere på en dag. Jeg kunne være fuld tre gange i løbet af en dag. Så lagde jeg mig ind for at sove en time eller to. Der var altid en af gæsterne, der kunne passe baren. Det var en sjov tid, men det var godt, det stoppede, for jeg begyndte at falde om. Måske var det stress eller hjerteproblemer. Ja, og så blev jeg skilt, mistede huset og hele lortet. Solgte værtshuset – altså til Told og Skat.«

»Bagefter blev jeg chauffør, først ansat af kommunen, og senere blev jeg vognmand med syv biler, der kørte mad ud til plejehjemmene i Skanderborg Kommune. Det gjorde jeg i 20 år, indtil jeg mistede den tjans for seks år siden – og gik på pension. Nu passer jeg en naturcampingplads i Ry i sommerhalvåret, for det er ikke blevet meget, jeg har lagt til side som værtshusejer og vognmand. Men jeg kan også godt lide at komme derud og snakke med folk.«

»De seneste 20 år er jeg kommet fast på Cirkuskroen, i dag kun tirsdag og fredag, for jeg kan sgu ikke holde til det længere. For seks år siden fik jeg konstateret lymfekræft, og det kommer jeg aldrig af med. Jeg kommer også på andre værtshuse, Agners Bodega, Søren Bruun, Hunters Pub bl.a., men jeg er ikke på værtshus hver dag længere, og tit får jeg kun et par øl, men jeg kan godt lide at sidde der nogle timer og tale om løst og fast og hvordan det står til i samfundet.«

Andy Greve på 55 år kommer på Cirkuskroen hver dag fra kl. 15 til 18, hvor han er en del af ”fyraftensholdet”.

»Lars fra Cirkuskroen har virkelig været der for mig«

»Jeg er en del af fyraftensholdet på Cirkuskroen. Jeg kører derned efter arbejde ved en 14-15 tiden, og så kører jeg hjem og laver aftensmad ved 18-tiden, eller måske 19-tiden. Jeg boede i i en lejlighed i en villa lige ved siden af i 23 år indtil for to år siden. En aften var jeg løbet tør for smøger, og så gik jeg ind på Cirkuskroen. Jeg var lidt nervøs, for engang var der mange slagsmål på værtshusene tæt på fiskerihavnene. Men det var jo hyggeligt. Det er snart 20 år siden nu.«

»Jeg prøver at sætte mig med luft omkring mig. Så kan jeg blande mig i flest samtaler i lokalet. Andre gange sidder jeg bare og lytter til de gamles historier. Der er mange, der er sindssygt gode til at fortælle historier – de kan tage halvanden time at fortælle. Det er ikke et sted, jeg går hen for at få ynk, man kommer ind, siger ”dav”, ”godt at se dig” og sætter sig ned og snakker med dem, der er der. Det kan godt være, at man kan se, at nogen har det ad helvede til. Men nu er de kommet, og så er de med. 20-25 stykker af dem er mine venner. Jeg kan i hvert fald godt lide dem, og jeg tror, at de godt kan lide mig. Jeg ville ikke tøve et sekund, hvis de bad om hjælp.«

»Det er ikke derfor, jeg kommer på Cirkuskroen, men det kan være nødvendigt at få en skulder at græde ud ved. Jeg er unipolar, som betyder, at jeg bliver manisk, og jeg har været indlagt 10 gange på psyk. I mange år en måned i eftersommeren hver andet år. Siden jeg blev far for 20 år siden har jeg passet min medicin, og så har jeg kun været indlagt få gange. Men Lars fra Cirkuskroen har virkelig været der for mig. Han har puffet til mig, forsøgt at gøre mig bevidst om, at jeg skulle ud på hospitalet – og han har besøgt mig der. Engang stak jeg af fra afdelingen for at komme til grisefest på Cirkuskroen, for jeg havde lovet Lars at hente grillen. Til sidst ringede de efter ham, og han kom og kørte mig derud igen.«

»Nu kører jeg hjem efter fyraften i stedet for at tage på kroen. Jeg ser fjernsyn, og det er lidt ensomt, men jeg får jo mit sociale skud på arbejde fra kl. 8 til 14. Jeg flyttede til Aarhus i 1984 for at læse økonomi på Universitetet, men jeg blev smidt ud efter tre år, fordi jeg ikke kunne finde ud af matematik. Jeg har i perioder været arbejdsløs, været i aktivering, og de sidste 12 år har jeg været her hos Kirkens Korshær, hvor jeg er værkstedsmand. Jeg savner det spil, vi har mellem hinanden på Cirkuskroen. Nogle enkelte ser jeg nu. Under den første nedlukning hjalp Rene Nyvang og mig med at male uden for Cirkuskroen. Det var både rækværket foran og noget i gården. Da Lars skulle fylde øl op, inden de åbnede igen, manglede der 37 kasser Top. Jeg ved ikke, hvor mange øl jeg får efter fyraften. Seks stykker, måske mere. Sidste gang, jeg blev stoppet af politiet på scooteren på vej hjem, var min promille på 1,8.«

Lars Andersen, 62 år, Klovnen, har haft værtshuset Cirkuskroen i Aarhus i 24 år.

»Du går aldrig forgæves her, hvis du har brug for hjælp«

»Før vi lukkede værtshuset, havde min kone og jeg i 20 år ikke haft en fridag sammen, uden at vi skulle noget. Jeg har da fundet ud af, at min kone er meget sød. Min datter havde lidt ondt i maven, da vi skulle gå hjemme sammen, hun mente, at vi ville slå hinanden ihjel. Men det er gået over al forventning. Jeg har aldrig prøvet at gå hjemme i to måneder, men jeg kan nu godt få tiden til at gå. Jeg har en gård ude på Djursland, og der er altid noget, der skal gøres. Og måske kommer der en af stamkunderne på besøg, så kan vi jo holde en pause.«

»Det var ikke meningen, at jeg skulle have et værtshus. Jeg var ølkusk på Ceres i 15 år, og jeg mente, at der var nok øl i løbet af dagen. Men så manglede de en forpagter til Cirkuskroen, og min lillebror, som havde Den Hvide Hest ude i Jægergårdsgade, mente, at det var noget for mig. Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Det er så lækkert at komme derind og møde en masse mennesker. Hvis jeg er nogen steder, er der tit nogen, der råber ”Der kommer Klovnen”.«

»Næste år, når jeg har været her 25 år, så tager min datter og min svigersøn over. Men jeg håber da, at de kan bruge mig til at tage nogle formiddagsvagter. Så kan jeg sidde der og snakke med de gamle tåber, og så trasker jeg hjem, når de unge møder senere på dagen. For seks år siden ville jeg have sagt, at det bedste tidspunkt på dagen var om aftenen fra 21 til 03, hvor der blev danset. Der har jeg sgu aldrig holdt mig tilbage, og nogle gange har vi glemt at lukke, så har vi haft åbent et helt døgn. Nu vil jeg sige, at det bedste tidspunkt er, når vi åbner, og de gamle kommer ind og skal have en kop kaffe og en bajer.«

»Der er stadig et fællesskab her. Du går aldrig forgæves her, hvis du har brug for hjælp eller nogen at snakke med. Aldrig. Engang var der mange håndværkere, de kom hver dag kl. 15, når de havde fri, men de kommer ikke mere, for de skal jo hjem for at hente børn. Om det er godt eller skidt, det ved jeg ikke. Konerne er nok meget glade for det. Men dengang håndværkerne var her, kunne du altid gå herind som stamkunde og hente tre-fire folk med dig med det samme, hvis du f.eks. havde brug for hjælp til at flytte eller med noget haveaffald. Så blev der afregnet i øl, når de kom tilbage.«

»Der er måske 30 stamkunder tilbage. Men vi har sagt farvel til mange de seneste 10 år, fordi de er døde. Jeg tror, at jeg er nede på at have otte nøgler. Engang havde jeg 30. Det er de enlige, der ikke har nogen familie, eller hvis familie bor langt væk. Hvis de ikke kommer, som de plejer, så ringer jeg, og hvis de ikke tager den, så kan jeg komme ind til dem i deres lejlighed. Jeg har én gang fundet en stamkunde død. Men det handler også om sikkerhed. De ved, at de ikke kommer til at ligge med et brækket lårben, og de ved, at de ikke ender som dem, de læser om i Jyllands-Posten, der har ligget døde i en måned. De ved, at det aldrig, aldrig kommer til at ske for dem, fordi jeg kommer ind til dem.«