Fortsæt til indhold
Indland

Efterskole erkender: To elever bortvist efter at have udsat medelev for mobning og racisme

Oure Efterskole oplyser, at bortvisningen bl.a. sker som konsekvens af, at eleven, der blev udsat for mobning og racisme, har valgt at afslutte sit ophold.

To elever er blevet bortvist fra Oure Efterskole på Sydfyn efter at have udsat en anden elev for racisme og mobning. Derudover har den pågældende elev, der blev udsat for mobningen og racismen, valgt at stoppe på efterskolen.

Det skriver efterskolen på sin hjemmeside.

»Kort før jul blev Oure Efterskole bekendt med en sag, hvor en elev var blevet udsat for mobning og racisme af to andre elever. Skolen indledte et afklarende forløb med de involverede elever og forældre med et håb om at løse konflikten. Dette har ikke været muligt, og Oure Efterskole har i dag bortvist to elever,« lyder det i meddelelsen.

I opslaget udtaler efterskolens forstander, Mette Romer Søborg, at skolen er »dybt berørt og tager denne sag meget alvorligt.«

»Vi erkender, at der er foregået mobning og racisme mod en elev, som efterfølgende har valgt at melde sig ud af Oure. Det er aldrig den forurettede, der skal betale prisen for dårlig opførsel. Vi havde til det sidste håbet, at dialog var vejen frem, og at denne ville have hjulpet den forurettede elev. Det kan vi nu se, ikke har været en mulighed, og derfor har vi valgt at bortvise de to elever, der har udøvet mobning og racisme samtidig med, at vi undskylder for vores håndtering af sagen,« erkender forstanderen.

Skolen løfter ikke sløret for, hvilke konkrete episoder der ligger til grund for bortvisningen.

I et separat Facebook-opslag offentliggjort torsdag uddybede moderen til ofret, Majken Kristine Anna Køhler, at hendes søn ifølge hende bl.a. er blevet udsat for nedsættende jokes fra de to elever.

»De to drenge jagtede ham rundt i huset og kaldte ham ting som ”sorte svin”, ”slave”,” neger” og andre racistiske ting,« skrev hun og kritiserede skolen for på daværende tidspunkt ikke at tage konsekvensen af elevernes handlinger.

Efterskolen oplyser i meddelelsen, at skolen ikke var bekendt med elevens udmeldelse, før Majken Kristine Anna Køhler skrev det i sit Facebook-opslag torsdag. Den oplyser, at »udmeldelsen har været afgørende for udfaldet af denne sag,«

»Hele løsningen på denne sag står og falder med, at vi kan få drengene samlet i en dialog, hvor vi kan bruge de pædagogiske værktøjer, vi har på skolen. Det havde vi en tro på kunne lade sig gøre, men vi må erkende, at det var en fejlvurdering fra vores side,« udtaler forstanderen.

Skolen erkender desuden, at den skal være »bedre til at håndtere disse konflikter.«

Allerede torsdag aften skrev Oure Efterskole et indlæg på skolens Facebook-side, hvor den oplyste om sagen, og at en elev havde valgt at afbryde sit efterskoleophold i utide. Her havde skolen dog endnu ikke bortvist de to elever, men henviste i stedet til, at »der er altid to sider af samme sag, og vi har gjort vores bedste for at høre begge sider.«