Fortsæt til indhold
Indland

To kommuner leder spildevand direkte i havet i fem dage

Københavns og Gentofte Kommuner har givet tilladelse til midlertidigt at lede spildevand direkte i Øresund.

Fra søndag 24. maj og fem dage frem vil 290.000 kubikmeter spildevand blive ledt direkte ud i Øresund, skriver TV 2 Lorry.

Det er forsyningsselskaberne Hofor og Novafoss, der leder kloakvandet ud, efter de har fået tilladelse af Københavns og Gentofte Kommuner.

Årsagen er, at en stor spildevandsledning kaldet ”Lynetteledningen” bliver afbrudt i de fem dage som led i forundersøgelser til et stort byggeri.

En projektleder hos Hofor forklarer til TV 2 Lorry, at udledningen vil belaste Øresund med »omkring et tons fosfor, syv tons kvælstof og cirka 80 tons COD (organisk stof. red.) mere, end vi plejer at gøre.«

Kort: Novafos

Beslutningen og især timingen af udledningen vækker bekymring og kritik fra blandt andet marinbiolog hos Øresundakvariet Jens Peder Jeppesen, der er usikker om det præcise omfang af konsekvenserne, men slår fast at havmiljøet med sikkerhed vil blive forværret.

I forbindelse med udledningen opfordrer Novafos til, at man inden eventuelt strandbesøg undersøger badevandskvaliteten på www.badevand.dk i tilfælde af, at strøm og vindforhold får spildevandet til at drive mod kysten.

I Novafos’ redegørelse for udledningen i en pressemeddelelse lyder det:

»Gentofte Kommune vurderer, at det er miljømæssigt forsvarligt, og at udledningen er nødvendig. Udledningen er kortvarig og vandudskiftningen i Øresund er stor, og spildevandet vil derfor blive kraftigt fortyndet.«

Artiklens emner
Hofor