Stor mangel på værnemidler: Personalet bruger svømmebriller i stedet for visir som beskyttelse
Lægemiddelstyrelsen forsøger at få gang i en national produktion af de værnemidler, der er en mangelvare i øjeblikket.
En pose med ét mundbind og én overtrækskittel.
Det er den ekstra bagage, som akutsygeplejerske Lisbeth Bavnsgaard i disse coronatider har med på sin rundtur til de meget syge borgere, hun besøger i Assens Kommune. Og det skal helst slå til en hel arbejdsdag med mange besøg.
»Jeg vil nødigt brokke mig, og jeg bebrejder sådan set hverken kommune eller nogen af de centrale myndigheder, for jeg ved, de gør, hvad de kan for at skaffe flere værnemidler. Jeg er bare nødt til at sige, at det skaber en meget stor usikkerhed, når du ikke ved, om du har tilstrækkelig beskyttelse til det næste besøg. Vi ved jo ikke altid, hvad vi kommer ind til,« siger hun.
At værnemidler er en mangelvare, lægger hverken regionerne eller de centrale myndigheder skjul på.
Vi må tænke alternativt og kigge andre steder hen. Vi har f.eks. købt en masse svømmebriller.
I Region Syddanmark lægger direktør Kurt Espersen ikke skjul på, at det kniber med værnemidler til personalet – der er ikke mindst mangel på kirurgiske mundbind og ansigtsvisir.
»Vi må tænke alternativt og kigge andre steder hen. Vi har f.eks. købt en masse svømmebriller, og vi har også kig på fyrværkeribriller som alternativer til de mere klassiske visirer,« siger han, der samtidig har indskærpet over for personalet, at det skal bruge værnemidler med stor omtanke:
Lad luksusmodel ligge
»Hvis det overhovedet er muligt, skal personalet bruge standardmodellen inden for mundbind og lade luksusmodellen ligge,« siger Kurt Espersen.
Når Lisbeth Bavnsgaard er på sin rute, har hun mulighed for at køre tilbage til sin og de andre sygeplejerskers base og hente endnu et sæt værnemidler, hvis det er nødvendigt, men det skal afvejes af, at borgerne på ruten venter på besøg.
Jeg er sådan set ikke så bange for mit eget helbred, men jeg kan ikke leve med tanken om, at jeg kan bære smitten fra en borger til en anden, fordi jeg ikke har tilstrækkeligt med værnemidler eller håndsprit.
»Vi overvejer at bruge beskyttelsesbriller i form af dem, der bruges for at undgå at få fyrværkeri i øjnene ved nytårstid. Eller de briller, som håndværkerne bruger,« siger hun, der ikke er alene med usikkerhed og bekymring.
Også i Region Hovedstaden skeler man til magre lagre af værnemidler og prioriterer, at de mest udsatte ansatte, som står i fronten og tager prøver fra lungerne af sygdomsramte patienter, får de mest effektive beskyttelsesmidler.
»Der er lavvande i øjeblikket, men de centrale myndighederne og regionerne arbejder tæt sammen for at få flere værnemidler skaffet frem – ikke mindst de eftertragtede FFP3- og FFP2-masker, som bruges i kritiske situationer, hvor der skal tages prøver af en patient, som er mistænkt for at have corona,« siger direktør Svend Særkjær, som også er aftager til flere visirer og almindelige masker, når det bliver muligt at købe flere af de varer.
I Lægemiddelstyrelsen har direktør Thomas Senderovitz fået en rolle, som han ikke havde forestillet sig for blot få uger siden.
Trykker på maven
»Vi er i fuld gang med at trykke virksomheder blidt på maven og skubbe døre ind, så vi kan få en national produktion i gang af nogle af de værnemidler, vi mangler i øjeblikket,« siger han, der er helt på det rene med, at der mangler både masker, mundbind, visirer og håndsprit til personalet i sundhedssystemet.
Han understreger, at både han og indkøbscheferne i regionshusene og på sygehusene desuden – i en koordineret øvelse – forsøger at købe de eftertragtede varer, hvor de kan.
I erkendelse af manglen på værnemidler lavede myndighederne for en god uge siden nye anbefalinger for brugen af bl.a. ansigtsmasker. Her slækker man lidt på kravene og peger ud, hvornår hhv. mundbind og åndedrætsmaske – FFP3-maskerne – skal bruges – og hvilke grupper af ansatte der skal bruge dem.
Ifølge sektionsleder Brian Kristensen, Statens Serum Institut, kan begge typer masker hindre overførsel af smitte. Men effekten er langt bedre dokumenteret for åndedrætsmaskerne FFP3 end for de kirurgiske mundbind.
Men kan I forstå, at det kan føles utrygt, at nogle personalegruppper, som passer covid-patienter, kan få lov at bære åndedrætsmaskerne, mens andre personalegrupper, som er lige så tæt på patienterne, m å nøjes med mundbind?
»Jo, men det afgørende er, hvad man som ansat skal gøre med patienten. Vi dirigerer brugen af især FFP3-masker derhen, hvor man som personale håndterer patienten på en måde, hvor smitterisikoen er størst,« siger Brian Kristensen og definerer den mest kritiske personalegruppe, når det gælder smitterisiko: Det er dem, der f.eks. skal lægge covid-patienten i respirator, stikke rør ned i luftvejene, suge lungesekret op. Når man gør dette, skabes der såkaldte euosoler fra patientens luftveje – og det er i det materiale, at infektionen – virus – sidder.
»Men står du ved den covidsyge patient og f.eks. laver sengepleje, sårpleje eller skifter urinkateder, så kommer der ikke dette smitsomme stof fra luftvejene, og så kan man bruge kirurgisk mundbind sammen med visir – et stykke klart plast, som er foran mund, næse og øjne,« siger han.
At Lisbeth Bavnsgaard ikke er alene med sin bekymring, ved hun fra Facebook-gruppen ”Jeg er sygeplejerske” med 29.000 medlemmer.
»Jeg mærker, hvordan usikkerheden sitrer derude blande kollegerne. Vi savner et fagligt sikkerhedsnet under vores arbejde, hvor vi får klare retningslinjer for, hvad der er o.k. Og hvad der ikke er,« siger hun. Hun giver følgende eksempel:
»Vi har set sygeplejersker i England, som må bruge plastiksække som beskyttelse. Det er ikke acceptabelt. Vi har brug for at vide, om det er det, man forventer af os, hvis vi skulle komme dertil i Danmark. Vi har behov for at vide, at hvis plan A ikke kan gennemføres, så har vi en forsvarlig og fornuftig plan B.«