Retssagen fortsætter uden syg Britta Nielsen
Den svindeltiltalte mødte fredag ikke op i retten pga. helbredsproblemer.
Retssagen mod den svindelmistænkte Britta Nielsen, fortsætter, selvom den tiltalte ikke er mødt op pga. helbredsproblemer.
Britta Nielsen, der er tiltalt for svindel for 117 mio. kr. mod det offentlige fik under førstedagen af retssagen torsdag et ildebefindende i Københavns Byret og blev kørt væk i ambulance.
Da sagen fredag morgen skulle genoptages kl. 9.30 var Britta Nielsen ikke mødt op, og sagen blev i første omgang udsat til kl. 10.30.
Kort herefter fik forsvarer Nima Nabipour ordet:
»Vi har forsøgt at få retssagen til at kunne blive gennemført, men hun er fortsat for syg. Vi regner stærkt med, at hun kan blive afhørt på tirsdag,« sagde Nima Nabipour, der blev frarådet at besøge Britta Nielsen fredag og i stedet venter at besøge hende søndag.
Han vil desuden bede anklagemyndigheden om en redegørelse om nogle bilag, som han for nylig har modtaget fra anklagemyndigheden. Det er bilag, som han endnu ikke har haft mulighed for at drøfte med sin klient.
Bilagene handler om, at Britta Nielsen skulle være villig til at blive straffet efter paragraf 88 i straffeloven. Det betyder, at hendes straf under skærpede omstændigheder kan forhøjes med det halve af den maksimale straf. I det konkrete tilfælde vil det forhøje strafferammen fra otte til 12 år.
Anklager Kia Reumert forsikrede efterfølgende om, at der vil komme en redegørelse.