Fortsæt til indhold
Indland

»Landet, der blev berømt for at redde sine jødiske borgere fra nazisterne, har vendt ryggen til sine minoriteter«

I en artikel og en dokumentar beskriver en australsk korrespondent, hvordan danskernes holdning til indvandrere har ændret sig.

Kl. 20 torsdag aften, lokal tid, løber et program over de australske tv-skærme på ABC TV, der tegner et portræt af Danmark. Programmet har fået titlen ”The State of Denmark” eller Danmarks tilstand.

Traileren til dokumentaren begynder i en bagerforretning i Vindeby, hvor journalisten køber wienerbrød til munter musik. Men det afløses hurtigt af billeder fra, hvad der ligner Nørrebro og en kvinde, der arrigt fortæller, at hun ikke vil filmes.

»Her foregår noget råddent,« konkluderer den australske journalist Hamish MacDonald og herfra skifter stemningen i traileren.

»Landet, der blev berømt for at redde sine jødiske borgere fra nazisterne, har vendt ryggen til sine minoriteter,« siger journalisten.

Dokumentaren følges af en artikel med rubrikken: »Hvordan et af Europas mest åbne lande skærpede linjen overfor indvandring.«

I artiklen - såvel som dokumentaren - dykker journalisten ned i Danmarks holdning til udlændinge.

Han skriver om Danmark, at vi har nogle af de strengeste udlændingelove i verden og nævner i flæng burkaforbuddet, Inger Støjbergs (V) kagefejring af udlændingestramning nr. 50, smykkeloven, dobbeltstraffe og tvungen vuggestue i ghettoer.

I dokumentaren møder han Rasmus Paludan, der kaster med koraner og beder journalisten tage de 700.000 muslimer i Danmark med sig til Australien, en muslimsk burkaklædt kvinde »der bliver kaldt ninja og terrorist« og som føler sig fanget i sit hjem, og så kører han en tur i komikeren Elli Jokars lyserøde taxi.

»Jeg definerer mig selv som et gråzone-barn, fordi folk som jeg ikke bliver accepteret af danskere og heller ikke bliver accepteret af muslimer,« siger Elli Jokar.

Hun er vært på en Youtube-serie, hvor hun inviterer offentlige personer til en samtale, bl.a. Rasmus Paludan:

Også DF’eren og det tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen kommer til orde i dokumentaren. Ifølge DF’eren havde Socialdemokratiet ikke vundet regeringsmagten, hvis partiet havde lagt en blød linje for udlændinge- og integrationspolitikken.

»Du er nødt til at være hård overfor indvandring eller som minimum lade som om, at du er det,« fortæller han den australske journalist.

Danskernes holdning til immigranter ændrede sig for alvor efter 9/11-angrebene på tvillingetårnene i 2001, skriver journalisten.