Ombudsmanden – en dansk eksportvare og med til at lette livet på Sjælsmark

Ikke mange danske ord overlever på alverdens tungemål. Ombudsman – med eller uden d – er et af dem. Årsagen er, at den danske ombudsmandsinstitution siden sin fødsel i 1955 har bevist sin styrke og holdbarhed, og idéen er siden eksporteret til en lang række lande – som f.eks. Ghana, Albanien, Jordan, Vietnam, Iran og Kina.

Men Ombudsmanden spiller også en rolle i den konkrete hverdag for mange danskere, fastslår Marianne Haugaard, formand for støtteforeningen Sjælsmarks Venner.

»Vi har kæmpet i årevis for at forbedre forholdene for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark, og det har helt sikkert været med til at rykke diskussionen, at Ombudsmanden – og siden også Røde Kors – har kastet lys over forholdene,« siger hun og glæder sig over udsigten til, at familier med børn har fået lovning på at flytte væk fra det omdiskuterede center.

At Ombudsmanden har gennemslagskraft, er uden diskussion, vurderer juraprofessor Sten Bønsing.

Ombudsmanden på nakken

»Det er ikke rart at have Ombudsmanden på nakken,« som han siger.

Han siger, at der er stor respekt om institutionens arbejde med at holde myndighederne i ørerne, og en afgørende årsag er, at Ombudsmandens udtalelser ikke er bindende for de myndigheder, som får kritik.

»Det kan lyde lidt bagvendt, men fordi Ombudsmanden har gjort en dyd ud af nødvendigheden, fordi institutionen ikke kan diktere, men alene henstille og udtale kritik, er dens arbejde meget grundigt og bundet op på argumenter. Den kommer virkelig til bunds i en sag. Det er en stor fordel og betyder, at alle faktisk retter sig efter Ombudsmandens henstillinger,« siger professoren.

Ganske vist bliver Ombudsmanden som regel krediteret som en dansk opfindelse, men da Ombudsmanden blev skrevet ind i grundloven i 1953, var det efter svensk forbillede. Men den danske udgave blev en ganske anden, og det er den, som har gået sin sejrsgang verden rundt, fastslår Sten Bønsing.

Mens den svenske udgave af Ombudsmanden mest minder om en tjenestemandsret, som forsøger at placere et ansvar på enkeltpersoner, tager den danske model i højere grad udgangspunkt i borgerne og den behandling, de får af myndighederne. Også Frankrig har sin egen version af Ombudsmanden, men den koncentrer sig mest om at mægle mellem borgere og myndigheder.

Som ombudsmand gennem et kvart århundrede er Hans Gammeltoft-Hansen en af de bedste kendere af institutionen indefra, og når han skal vurdere betydningen af den danske indretning, deler han det i to:

Dels fremhæver han de mange borgere, som helt konkret på baggrund af en klage har fået efterprøvet deres sag, og i de tilfælde, hvor der er begået fejl, er den typisk blevet rettet. Dels peger Gammeltoft-Hansen på den mere principielle virkning:

Øget tillid og åbenhed

»Ombudsmandsinstitutionen har nok været med til at øge tilliden til forvaltningen, fordi folk ved, at den er under kontrol. Den har medvirket til at give større åbenhed i forvaltningen. Samtidig ser jeg i høj grad institutionens indsats som forebyggende, fordi den altid har gjort meget ud af sin vejledende funktion i forhold til myndighederne,« siger han, der stoppede som ombudsmand i 2012.

I sit virke har Gammeltoft-Hansen ikke altid været lige populær i alle kredse – det modsatte ville også være foruroligende, påpeger han. Til gengæld har han oplevet, at der er stor respekt omkring institutionen.

»Hos helt almindelige mennesker, som jeg har mødt og talt med på mine mange ture i Danmark. Jeg er blevet kontaktet af rigtig mange, som lige vil vende en sag eller spørge om noget, og det tager jeg som udtryk for, at folk generelt sætter pris på, at de har Ombudsmanden som en ventil i forhold til myndighederne,« siger han, der også har oplevet, at myndighederne tager Ombudsmandens skarpe blik ganske alvorligt.

»De fleste fejl i sagsbehandlingen bliver jo begået utilsigtet, men jeg oplever, at myndighederne er meget bevidste om, at der findes en Ombudsmand, og at de helst ikke vil i søgelyset der. Man gør sig umage for at undgå det,« siger han og mindes samme tankegang hos sig selv, da han var dekan på Københavns Universitet og havde myndighedsansvar.

En af de helt store sager på Ombudsmandens bord i Gammeltoft-Hansens tid var Tamil-sagen, som endte med en rigsretssag mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), men når han husker tilbage, står konkrete sager om enkelte borgere stærkt i erindringen:

Isenkræmmerkonen

»Jeg kan f.eks. huske et ægtepar, som drev en isenkramforretning. Skattemyndighederne ville ikke anerkende hustruen som medhjælpende i forretningen. Det var en fejl, og den blev rettet. Det var måske ikke så meget et spørgsmål om økonomi, men om anerkendelse, og den slags sager har virkelig stor betydning i den enkeltes liv,« siger han.

I øjeblikket har Jørgen Steen Sørensen jobbet som Folketingets Ombudsmand, men han er indstillet som dommer i Højesteret, og derfor skal Folketingets Retsudvalg i gang med at finde hans afløser.

Selv om det er politikerne, som vælger Ombudsmanden, er der tale om en uafhængig funktion, og den har institutionen altid levet op til, vurderer Karina Dehnhardt (SF), medlem af Folketingets Retsudvalg.

»Ombudsmanden betyder utroligt meget for retssikkerheden i Danmark og er altid lidt en torn i øjet på den til enhver tid siddende regering. Det er sådan, det skal være,,« siger hun og glæder sig over, at Ombudsmanden har udvidet sin funktion, så der nu er et særligt kontor, som tager sig af børnesager.