Regioner sender nødråb i sag om brystkræftbehandling
Danske Regioner beder Sundhedsstyrelsen om hjælp til at løse problemer på brystkræftområdet.
Et stigende antal kvinder henvises af egen læge til hospitalsundersøgelse for brystkræft, samtidig med at et konstant højt antal kvinder benytter sig af retten til brystkræftscreening. Men der mangler speciallæger, hvorfor kvinder ikke bliver undersøgt og behandlet inden for fristerne eller som foreskrevet i nationale retningslinjer. Presset er så stort, at regionerne nu beder Sundhedsstyrelsen om hjælp til at løse problemerne.
Samtidig advarer Ilse Vejborg, klinikchef på Rigshospitalet og formand for Dansk Forening for Radiologisk Mammadiagnostik, om et lovforslag, som støttes af et politisk flertal. Det skal sikre brystkræftramte kvinder ret til at få vurderet deres erstatningssag, hvis de er blevet indkaldt for sent til screening for brystkræft på grund af ressourcemangel, men ifølge Ilse Vejborg vil forslaget flytte ressourcer fra behandlingen af syge til raske kvinder.
Forslaget vil medføre, at ressourcer skal trækkes fra de syge kvinder.

Det store sundhedssvigt
I flere regioner har tusindvis af kvinder ikke fået de undersøgelser for brystkræft, som de burde, fordi sygehusene manglede ressourcer. For en række af kvinderne betyder det, at deres brystkræft formentlig blev overset i første omgang.
Hvordan kunne det ske? Hvem bærer ansvaret? Og sker det også på andre områder i sundhedsvæsenet? Jyllands-Posten undersøger sagen.
Sagerne, hvor tre regioner har givet tusindvis af kvinder mangelfulde brystkræftundersøgelser i årevis i strid med nationale retningslinjer, er ifølge sundhedsjurist Kent Kristensen, Syddansk Universitet, udtryk for, at regionerne, når der mangler ressourcer, nedprioriterer områder, som ikke er lovreguleret, som f.eks. brystkræftscreening af 50-69-årige kvinder.
»Det er et problem, når regionerne tilsidesætter retningslinjerne, som det er sket. Men når ressourcerne er begrænsede, må man overveje, om det er fornuftigt at bruge dem på raske kvinder frem for på kvinder, som kan være syge, eller som har øget risiko for brystkræft,« siger Kent Kristensen.
Ellen Trane Nørby, fungerende sundhedsminister (V), afviser kritikken. Screeningsprogrammet skal bevares og overholdes, og regionerne har fået penge til at kunne løse opgaverne, siger hun, der fastholder, at kvinder skal screenes til tiden og kunne søge erstatning, hvis det ikke sker.
»Det er et fælles ansvar, at det ikke er lykkedes os at rekruttere nok radiologer, og indtil vi får uddannet nok, er der i høj grad brug for at rekruttere radiologer udefra,« siger Ellen Trane Nørby.
Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, vil ikke udtale sig med henvisning til regeringsforhandlingerne.