Klimaaktivist frygter voldelige protester: »Skal vi sige, at de ikke må blive vrede?«

Når den 39-årige klimaaktivist Andreas Engholm tænker på fremtiden, ser han en katastrofesituation for sig.

En verden, hvor der er mangel på mad, fordi høsten i dele af verden er slået fejl. Hvor økosystemer er kollapset. Og hvor hundreder af millioner af mennesker er på flugt fra ubeboelige egne af kloden.

»Vi er nødt til at prioritere klimakrisen meget, meget højere. Det er simpelthen en trussel mod vores civilisation,« siger han.

Andreas Engholm er på flere måder et ansigt på den frustrerede vælger.

Undersøgelser viser, at danskerne sætter klima og miljø højest på dagsordenen frem mod det kommende folketingsvalg. Samtidig peger en række nye målinger på, at en stor del af vælgerne er præget af mistillid til politikerne.

Den kombination gælder i høj grad også for Andreas Engholm, som bor ved Nørreport i København og er uddannet folkeskolelærer i naturfag. Han mener, at der mangler politisk handling over for »klimakrisen«, og han efterlyser, at politikerne skærer sagens alvor ud i pap.

»Alle politikere har fejlet, når det kommer til at kommunikere klimakrisen på en måde, så alvoren bliver forstået,« siger han.

Går ind for civil ulydighed

På væsentlige punkter adskiller Andreas Engholm sig dog alligevel fra størstedelen af danskerne.

Han er nemlig en engageret klimaaktivist og har bl.a. været med til at planlægge klimastrejker i København, hvor børn og unge gik på gaden for at vise utilfredshed over manglende politisk handling.

»Der er ikke nogen statsministerkandidater, som har sagt: ”Okay, det her er en meget alvorlig krise. Den her meddelelse svarer til, da Winston Churchill (premierminister i Storbritannien under Anden Verdenskrig, red.) skulle fortælle briterne, at der var krig mod Tyskland.” Sådan en meddelelse er aldrig kommet,« siger han.

Desuden er han med i aktivistgruppen Extinction Rebellion, som bruger civil ulydighed til at få sine klimabudskaber ud. Gruppen fik stor opmærksomhed i april, da aktivister bl.a. lænkede sig fast i det centrale London og blokerede trafikken flere steder for at sætte fokus på klimaforandringerne. Mere end 1.000 aktivister blev anholdt.

For Andreas Engholm handler den civile ulydighed om at få politikerne til at føre »nødvendighedens politik« frem for at tænke på, hvad der er populært og upopulært. Eksempelvis foreslår han at indføre en afgift på forbrugsvarer svarende til varernes CO₂-udledning for på den måde at sætte danskernes forbrug »drastisk« ned.

»Det er ikke, fordi jeg gerne vil bryde loven eller anholdes. Men hvis det politiske flertal vil fortsætte, som det er vant til, kommer den nødvendige omstilling ikke til at ske. Så er der ikke noget håb,« siger Andreas Engholm.

Frygt for vold og hærværk

Som én, der færdes blandt klimaaktivister i Danmark og udlandet, er Andreas Engholm bekymret for en eskalering, hvor klimaprotesterne i de kommende år vil udvikle sig til voldelig opstand.

Han oplever, at der er en bekymring i miljøet i Danmark og udlandet om, at frustrationerne kan komme til udtryk gennem vold og hærværk.

»Nogle af dem, der led af klimadepressioner og klimaangst, er kommet ud af det og ind i et handlingsfællesskab, som er det eneste, der giver dem håb. Vil deres frustration og desperation om et, to eller fem år komme til udtryk på andre måder? Det kan være, at der kommer noget, der ligner de gule veste fra Frankrig – utilfredse mennesker, der går på gaden, og hvor deres utilfredshed manifesterer sig på måder, som ikke er fredelige. Det er det, jeg er mest bange for at se i den nærmeste fremtid,« siger han.

Den 39-årige aktivist slår fast, at han ikke selv er »fortaler« for vold. Han forklarer, at han selv går ind for fredelige protester og fredelig civil ulydighed. Han peger på, at vold vil være med til at polarisere og føre til, at størstedelen af samfundet tager afstand fra sagen.

»Men jeg kan godt forstå, hvis der er nogle, som på et tidspunkt tænker: ”Vi har gjort alt efter bogen. Og der sker stadig ikke noget. Hvad er det så, vi skal gøre?”« siger han.

Hvad har du selv gjort for at undgå, at det ender i vold?

»Det er strikse ikkevoldelige arbejdsmetoder, vi bruger i klimastrejkerne og i Extinction Rebellion. Det er en politik og en værdi, at det skal være ikkevoldeligt. Det er klart, at hvis der kommer vold ind, så går det ud over budskabet. Men jeg mener, at det er legitimt for enhver at forsvare sig for sin egen overlevelses skyld. Hvis jeg først har forsøgt at forsvare mig selv og naturen ved at råbe op og henvise til moralen, og der sker ikke noget, hvad så?«

Rettidig omhu

Det lyder ekstremt. Vold er vel aldrig løsningen?

»Man kan sige det sådan: Hvad skal en orangutang gøre, når vi er i gang med at fælde dens skov? Hvad mere kan den gøre end f.eks. at prøve at kaste sten efter os?«

Nej, men mennesker er jo ikke orangutanger?

»Nej, men der er stadigvæk nogle grundlæggende ting med, hvordan vi reagerer over for en trussel. Vi kan bede om nåde, spille døde, kæmpe eller løbe væk. Hvor skal vi løbe hen? Hvis folk realistisk oplever, at vores fremtid er på spil, og samfundet virker til at være ligeglad, hvad skal folk gøre?«

»Jeg er ikke selv fortaler for vold. Men det er derfor, det er så vigtigt, at den brede befolkning tilslutter sig den fredelige protest og støtter op om det.«

Er det ikke en trussel om, at hvis resten af samfundet ikke bakker op om jeres budskab, så vil I bruge vold?

»Du misforstår mig. Det er et filosofisk spørgsmål, jeg stiller. Hvis de, der f.eks. klimastrejker på Christiansborg lige nu, om fem år får at vide, at prognosen er, at vi ikke har gjort nok – fordi vi stadig ikke prioriterer anderledes, selv om vi ved, hvad konsekvenserne er. Hvad så, hvis de oplever, at vores samfund ikke reagerer med rettidig omhu? Skal vi sige, at de ikke må blive vrede? Vi er nødt til at stille os det spørgsmål og reagere på det nu.«

Som medlem af forskellige bevægelser har du så ikke også et ansvar for, at det ikke bliver voldeligt?

»Det er derfor, jeg arbejder med grupper, der har en ikkevoldelig politik. Alt det, vi kan gøre fredeligt og demokratisk, må vi tro på, er nok. Og det er lige præcis det, jeg gerne vil have mange flere med til.«