Højeste antal partier på stemmesedlen i nyere tid: Demokratiets fest eller kakofonisk kaos?
Med 13 partier og mindst ligeså mange holdninger kan det være svært at bevare overblikket, når valgkampen ruller. Særligt i partilederdebatter hersker kaos, mener en valgforsker.
Om mindre end et døgn skal danskerne beslutte sig for, hvor krydset skal sættes. 13 partier er der at vælge imellem, det højeste antal siden 1990.
Men hvad betyder det for vælgerne, når de under en valgkamp skal navigere i et landskab bestående af så mange – og ofte forskellige – synspunkter?
Jyllands-Posten har rådført sig med Rune Stubager, professor og valgforsker ved Aarhus Universitet.
»På den ene side er det en gevinst i den forstand, at flere stemmer blander sig i debatten, og alt andet lige vil vælgerne have nemmere ved at finde et parti, der passer til netop dem,« siger han og indskyder:
»Omvendt betyder det også, at der er tilsvarende mere at holde styr på. For nogle kan det virke overvældende at skulle sætte sig ind i alle partiernes politik.«
Rune Stubager forklarer, at de mange partier også stiller større krav til medierne om en balanceret dækning. Tydeligst viser det sig i tv-debatterne.
»Selv om det er en oplagt og relevant måde at formidle politik på, er det rent praktisk også en udfordring at få programmet afviklet, fordi alle skal til orde inden for den tid, man kan forvente, seerne gider at sætte af til det,« siger han.
Det oplevede man bl.a. ved den seneste partilederdebat på DR, hvor værten efter bedste evne forsøgte at holde styr på de mange politikere, der enten rakte hånden i vejret eller afbrød hinanden.
Under en tidligere debat på TV 2 stod Lars Løkke Rasmussen endda og knipsede i kampen om taletid.
»Ja, man kan vel kalde det kakofoni, når den ene politiker bare forsøger at råbe højere end den anden, og dermed kan det også gå hen og blive en meget rodet affære,« siger han og fortsætter:
»Men man skal huske på, at vælgerne ikke er helt uden evner til at sortere i nyhedsstrømmen.«
En svær kabale
Og det er en vigtig pointe. En valgkamp handler nemlig i ligeså høj grad om at bekræfte vælgerne i deres holdninger og dermed afstå fra andre.
»Hvis man i forvejen tænker sig selv som en rød vælger, gider man ikke ligge søvnløs over, at man ikke kan kende forskel på Stram Kurs og Nye Borgerlige i udlændingepolitikken,« siger han og tilføjer:
»Spørgsmålet er bare, om den sortering bliver for hård, og vælgerne lukker for hurtigt ned for nye perspektiver.«
Ifølge Rune Stubager venter den helt store udfordring først, når stemmerne er talt op, og regeringsdannelsen kan begynde.
»Vi skal helt tilbage til 70’erne og 80’erne for at finde en situation, hvor så mange partier har stillet ultimative krav til den kommende statsminister, og hvor kravene samtidig er modstridende. Det bliver utrolig spændende at følge.«